Projekt Udenfor

Vold mod hjemløse

projekt UDENFOR har talt med de hjemløse om deres oplevelser af vold på gaden. Det er der kommet en rapport ud af. Rapporten bygger på en interview-/spørgeskemaundersøgelse, hvor 50 hjemløse er blevet interviewet.

projekt UDENFOR har set på hjemløses oplevelse af vold på gaden med baggrund i det kendskab, vi har til enkelthistorier, hvor hjemløse er blevet udsat for vold. Vi vidste på forhånd, at enkelte af vores brugere var blevet udsat for vold og overfald, og desuden havde vi som resten af befolkningen hørt om vold og overgreb mod hjemløse via medierne. Internationale erfaringer vidner om flere episoder med vold mod hjemløse, og vores ønske var med baggrund i enkelthistorierne og de internationale erfaringer at se mere systematisk på omfanget af vold mod hjemløse.  

Rapporten Vold mod hjemløse – hjemløses oplevelser af vold på gaden af Serap Erkan, sociolog og informationsmedarbejder i projekt UDENFOR giver et indblik i den vold, hjemløse oplever og udsættes for i København. Rapporten viser, at halvdelen af de 50 hjemløse, der er blevet interviewet er blevet udsat for vold på et eller andet tidspunkt af gerningspersoner, som de ikke kendte i forvejen.

Rapporten og undersøgelsen forsøger at skelne mellem volden mellem de hjemløse selv og den vold hjemløse udsættes for af andre, som ikke selv er hjemløse. Dette skel synes kunstigt for de hjemløse og meget tyder på, at det ikke er naturligt for dem at skelne. Med andre ord lader det til, at volden er traumatisk for den enkelte hjemløse uanset om gerningspersonerne selv er hjemløse eller ej.

Rapporten viser under alle omstændigheder, at vold er en fundamental del af de hjemløses tilværelse, og informanternes oplevelser vidner i sidste ende om, at det er farligt at være hjemløs.

Rapporten kommer også ind på gerningspersonernes karakteristika, hvordan de hjemløse selv bedømmer omfanget af vold mod hjemløse og meget mere.

Resuméet i begyndelsen af rapporten giver et overblik over indholdet. projekt UDENFOR har en række anbefalinger, som du også kan læse om i rapportens resumé. Hele rapporten kan læses og downloades her fra hjemmesiden.   

Download rapporten   

Download den amerikanske undersøgelse Hate, Violence, and Death on Main Street Report on Hate Crimes And Violence Against People Experiencing Homelessness, 2005 af National Coalition for the Homeless.

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close