Projekt Udenfor

18. Hvor kommer de hjemløse udlændinge fra

Mange hjemløse udlændinge i Danmark kommer fra et andet EU-land. I EU er der fri bevægelighed for arbejdskraften og derfor kan EU-borgere frit rejse ind i andre EU-lande og søge efter arbejde. Mange mennesker fra især de østeuropæiske lande (typisk Polen, Rumænien og Bulgarien) har valgt at rejse til Danmark for at søge arbejde, da der i deres hjemlande er stor arbejdsløshed og meget lave lønninger. De har somme tider også været i andre nordiske eller vesteuropæiske lande, hvor de har søgt eller allerede haft arbejde.

Nogle hjemløse udlændinge kommer fra andre lande i EU, herunder lande i Sydeuropa eller Norden. Vi ser også af og til migranter fra Vestafrika på gaden. Næsten alle de hjemløse udlændinge vi ser, er mænd - kun ganske få (oftest romaer) kommer som familie.

Gennem vores kendskab til og erfaringer med gruppen, er det vores indtryk, at langt de fleste af de hjemløse udlændinge, vi møder på gaden, har et ønske om at finde arbejde. De har ofte haft opsparede penge med og håbet på at finde arbejde, inden pengene blev brugt op. Nogle gange lykkes det for dem at finde arbejde; ofte indenfor byggebranchen, hotelbranchen, avisudbringning, lagerarbejde eller andre lavtlønnede sektorer. Her får de ofte en meget lav løn, som ikke er på niveau med de danske lønninger.

Det er også vores indtryk, at langt de fleste udenlandske hjemløse ønsker at arbejde lovligt, men det er svært for dem at finde hvidt arbejde. Mange får ikke en kontrakt på deres arbejde, som ellers giver adgang til registrering, CPR-nummer og ret til kontanthjælp i Danmark, hvis de senere bliver uforskyldt arbejdsløse. Andre gange bliver de snydt af arbejdsgiverne og får ikke udbetalt den aftalte løn.



LINK
Læs mere og download rapporten ’Arbejdskraftens frie ubevægelighed’ her

Tilbage til spørgsmålslisten

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close