projekt UDENFOR tilbyder undervisning i hjemløshed til de ældste klasser i Folkeskolen. Vi har valgt eleverne i Udskolingen som målgruppe, fordi de er på vej til at debutere i aften- og nattelivet, hvor de også vil træffe på hjemløse. Med undervisningen i Projekt Gadeklog sætter vi fokus på tryghed på gader og stræder for både de unge og de hjemløse.
I undervisningen indgår information, film, rollespil, oplæg og debat samt de hjemløses egne fortællinger. En undervisningsdag varer mellem 2 til 5½ time, og undervisningsdelene sammensættes efter aftale med klassens lærer, så eleverne får undervisning til netop deres behov og niveau.
- Hjemløse kan ikke puttes i kasser; de er ligeså forskellige som alle os andre – så der er behov for viden om hjemløse overalt i samfundet. Vi stiller gerne vores viden og erfaring til rådighed, når det handler om at udbrede kendskabet til hjemløshed og eleverne er en spændende målgruppe, udtaler Jane Laustsen, der er uddannelsesansvarlig i projekt UDENFOR.
- Vores ambition med undervisningen er, at de unge får mulighed for at bygge deres holdninger til hjemløshed på et nuanceret og velinformeret grundlag, slutter Jane Laustsen.
LINKS
Rapport: projekt GADEKLOG - Undervisning i hjemløshed til folkeskolens ældste klasser. pU 2009.