Herunder kan du få et hurtigt indblik i projekt UDENFORs struktur, ideologi, metode og mål.
projekt UDENFOR arbejder landsdækkende og tværeuropæisk og beskæftiger sig både med mennesker, der er enten hjemløse eller svært marginaliserede og med fænomenerne hjemløshed og udstødelse. Det vil sige, at projekt UDENFOR arbejder såvel i en direkte form rettet mod den enkelte hjemløse og svært marginaliserede som indirekte ved at samle og opbygge viden om hjemløshed og udstødelse og bruge denne viden til at bedre forholdene for hjemløse og svært marginaliserede såvel praktisk som socialpolitisk.
projekt UDENFOR er en frivillig organisation, der ikke er og ikke skal varetage opgaver, som kan udføres af og er indarbejdet i det offentlige hjælpesystem. Derimod giver projekt UDENFOR de tilbud til den enkelte og udfører det arbejde, som det offentlige eller andre sociale organisationer ikke kan eller vil yde.
De økonomiske midler til at udføre arbejdet kan komme fra såvel offentlige som private bidragsydere, men aldrig under en form, hvor vores frihed begrænses i forhold til at udføre arbejdet ud fra vores idégrundlag, metoder og målsætning, sådan som det dels er beskrevet i projekt UDENFORs vedtægter §2, og sådan som det beskrives her.
projekt UDENFOR er en ikke-offentlig organisation, der arbejder ud fra et ikke-profithensyn. Det er grundlæggende vigtigt for organisationen at være fri til at handle og til at forholde sig frit.
Organisationen er etableret med baggrund i en europæisk-humanistisk pligttradition for uegennyttigt og betingelsesløst at yde hjælp til mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke selv kan tage vare på egne fornødenheder. projekt UDENFOR udfører arbejdet ud fra den enkeltes behov her og nu uden primært at lade sig styre af de eventuelle resultater, der vil kunne komme ud af indsatsen. Men den anden side af den humanistiske tradition spiller en lige så stor rolle i projekt UDENFORs idegrundlag, nemlig den tradition at forholde sig kritisk til overgreb og svigt over for det enkelte menneske eller grupper af mennesker og den tradition, at det enkelte menneskes basale rettigheder skal anses for ukrænkelige.
Grundlaget er således ikke alene vores pligt til at yde, men også til at sikre den enkeltes ret til et værdigt liv, sådan som det beskrives i den generelle menneskerettighedserklæring. Derfor vil vi stadigt forholde os, på egne og på samfundets vegne, til at de, som vi beskæftiger os med i lighed med alle andre, har ret til en levefod, som sikrer vedkommendes sundhed, velvære, ernæring, tryghed, bolig og andre basale nødvendigheder.
projekt UDENFOR udfører dels direkte gadeplansarbejde, som er præget af stadig overvejelse og kritik, og dels vidensindsamlende, dokumenterende og formidlende arbejde om udstødende faktorer og om hjemløse og svært marginaliserede menneskers situation og levekår.
I forhold til gadeplansarbejdet er målgruppen de, der ikke kan eller ikke vil modtage den hjælp, de åbenlyst har behov for og ret til. Gadeplansarbejdet bliver altid udført af såvel professionelle medarbejdere som frivillige, og med den indiskutable næstekærlighed som arbejdsgrundlag; det vil sige, at der aldrig er en skjul målsætning, og der er aldrig formelle og strategiske krav involveret bortset fra de få situationer, hvor det vil være et åbenlyst svigt ikke at yde hjælp med en klar strategisk målsætning.
Det er en væsentlig del af vores arbejdsform at påpege og advokere, når vi bliver vidne – hvad enten det er direkte eller indirekte – til at nogle svigtes i forhold til de lovlige rettigheder. Det gælder både, hvor det er en enkelt, der rammes, og hvor der er tale om hele grupper.
Til det formål opbygger vi gadeplansarbejde og uddannelses- og forskningsaktiviteter, og vi sikrer os de nødvendige formidlingsmuligheder såvel lokalt, nationalt som internationalt og med denne formidling deltager vi i den faglige og i den socialpolitiske debat.
I forhold til de opgaver vi påtager os, er det grundlæggende mål at udføre dem med en ambition om altid at forsøge at gøre det bedste og det rigtigste og ikke at give op.
Med det egentlige gadeplansarbejde vil vi opnå at lindre, og hvor det er muligt sikre bedre levekår, men ikke behandle og ikke målrettet og for enhver pris normalisere og resocialisere.
Med det afdækkende og vidensformidlende arbejde vil vi, ved at dokumentere udstødende faktorer i samfundet, opnå at skabe grundlag for debat om forandring og dermed forhindre yderligere udstødelse.