Vigtig rapport om østeuropæere
11-01-2008

Hvorfor tigger de, og hvorfor kommer de til Danmark for at tigge? Og er de overhovedet værdigt trængende? Det er nogle af de spørgsmål, der jævnligt indirekte sniger sig i den offentlige debat om østeuropæerne og romaerne, som tigger i Danmark.

Hildegunn Brattvåg har undersøgt forholdene i Oslo, hvor fokus er lagt på baggrunden for rumæneres tiggeri i Oslo, deres levevilkår under opholdet i Oslo, deres levevilkår i Rumænien og deres handlingsalternativer. Rapporten er et vigtigt bidrag i forhold til at forstå udenlandske tiggere i Vesteuropa. 

Rapporten anslår, at der til enhver tid er 30-50 rumænske romaer og andre rumænere i Oslo, der enten tigger, sælger blomster eller spiller musik. 24 personer, som tigger, er med bistand fra rumænsk tolk blevet interviewet i oktober 2006, hvor flertallet af informanter tilkendegiver, at de også er romaer. Den entydige begrundelse for at tigge er behovet for penge og herunder et ønske om at reparere, bygge og udbedre deres huse i hjemlandet, købe tøj og andet til deres børn og sikre fremtiden for deres børn. Hovedårsagerne til at tigge er med andre ord boligsituationen og børnenes situation. Informanterne fortæller, at de kommer til Oslo i bus, at de betaler 200-300 Euro/person og at de tager lån for at købe billetten og betaler høje renter for lånet. Mange af dem fortæller at de ikke tigger i Rumænien, og de ønsker heller ikke at bruge ordet ”tigger” om sig selv.

Mens de er i Oslo er deres tilværelse præget af midlertidige minimumsløsninger med ringe forudsigelighed og ustabilitet. De fleste sover enten i lejligheder på lejede gulvpladser og med selvbragte madrasser og sengetøj eller udendørs i skoven eller på bænke i parkerne. En gulvplads i en lejlighed, hvor der kan være op til 14 personer, koster 85-100 kr./nat, og ifølge forfatteren tyder det på, at informanterne her bliver udnyttet. Deres beklædning egner sig ikke til at være ude i mange timer om dagen. De har ofte lag på lag på med tøj, og kvinderne har bl.a. sandaler på fødderne med sokker i. Informanterne kommer ind på behov som tøj og sko til deres børn, mad, et sted at sove og hjælp til at finde et arbejde, så de ikke skal tigge. En kvinde beder interviewerne om at hjælpe de, som er endnu fattigere i Rumænien.

Rumænien er stadig ikke en del af Schengen-aftalen vedrørende fri bevægelighed for mennesker uden grænsekontrol, og turister fra Rumænien har derfor alene ret til 3 måneders ophold i Schengen-landene. De skal derfor rejse ud af fx Oslo, inden der er gået 3 mdr. og returnere til hjemlandet og blive i hjemlandet i mindst 3 mdr. for at kunne vende tilbage som turist igen til fx Oslo. De fleste i undersøgelsen overholder datoen for udrejse, men nogle vælger at blive ud over denne tid. Flere af informanterne er inde på, at overskridelse af udrejsedato ikke har så store konsekvenser for dem. Samtidig er mange bange for politiet og en informant mener bl.a. at man bliver hentet af politiet og udvist, hvis man giver interview.

Flertallet af informanterne er positive overfor Norge og nordmænd, og mange vil også gerne tilbage til Norge for at tigge. Undersøgelsen viser samtidig, at de ikke ved særlig meget om Norge. Informanterne fortæller også om diskriminerende oplevelser (at blive råbt efter, blive spyttet og slået på). Bl.a. fortæller en ung mand, at han holder sig væk fra et tilbud i Oslo (Fyrlyset, kontaktcenter til Frelsesarmeen), da andre brugere af stedet råber ”sigøjnermafia” til ham.

Informanterne fortæller, at de tjener omkring 150 kr. om dagen, og at de ikke tjener så mange penge ved at tigge, da mange forbipasserende ikke giver dem noget. De fleste forklarer den manglende velvilje mod dem med mediernes negative og forkerte fremstilling af dem, og flere beder interviewerne om at få medierne til at fremstille et sandt billede af dem. Hildegunn Brattvåg har også kigget på mediernes formidling af tiggeriet i Norge og set nærmere på 13 artikler omhandlende tiggeriet. Hun konkluderer, at mediedækningen er kritisk overfor de rumænske tiggere, at sproget i artiklerne er negativt ladet. Hun grupperer udsagnene om tiggerne i fire kategorier: ”organiseret”, ”bluf”, ”en masse” og ”jages”. Mediedækningen antyder, at tiggeriet er organiseret, at tiggerne spiller skuespil/bluffer, og at de er en gruppe, der oversvømmer byen. Resultaterne fra undersøgelsen tyder imidlertid ikke på, at tiggeri er organiseret forstået som at folk udnyttes af bagmænd eller at folk i fællesskab samler penge ind til noget kollektivt. Tiggeriet ser ud til at være et familieforetagende og ikke mere organiseret end indenfor familien og i forhold til sove- og transportmuligheder. Informanterne er ikke en homogen gruppe (romaer består bl.a. også af flere etniske grupper), og de skelner fx selv mellem det at tigge og spille musik.

Meget tyder på, at der er større skepsis og negativ fokus på rumænske tiggere end de norske tiggere. Det negative fokus kan forklares med måden, rumænerne tigger på (fx går rundt med kop, står i bedestilling) og de steder, de tigger (fx togstationerne). Passivitet er fx et grundlæggende træk, der må være tilstede for at blive opfattet som fattig og her er rumænerne (for) aktive (de har bevæget sig fra et land til et andet, og de bevæger sig rundt, når de tigger) og bliver derfor måske ikke anskuet som værdigt trængende. For at blive opfattet som fattig skal giveren se tegn på nærhed, funktionshæmning og føjelighed hos den, der tigger. Romaer virker måske ikke føjelige/lovlydige, idet de opfører sig anderledes end de norske tiggere. Frygten for det fremmede kan også være en forklaring på ikke at anskue romaer som værdigt trængende. Romaer kan betragtes som fremmede i betydningen af ikke at være norske og ved at være en gruppe som står udenfor samfundet, fordi de ikke er i arbejde. Informanterne er selv skamfulde og flove over at tigge. En informant siger bl.a. Jeg liker ikke å tigge, hvem gjør det? Jeg skammer meg, men jeg må tigge og længere nede ”Hvis det var mulig å få penger i Romania ville vi ikke ha kommet her” (Rapport s. 31).   

Hildegunn Brattvåg mener, at tiggeriet bør analyseres i en kontekst af økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed. Derfor er der i rapporten afsnit, som ser på Rumæniens historie, og romaernes historie, levevilkår og nuværende historiske situation, som en ramme om tiggeriet i Oslo. Forfatteren har som et led i undersøgelsen også besøgt en landsby i Rumænien, hvor nogle af informanterne kommer fra og set levevilkårene.   

Man mener, at romaerne stammer fra Indien og første gang blev set i Europa omkring år 1300, hvor man flere steder i Østeuropa gjorde dem til slaver. Slaveriet ophørte omkring år 1855, hvorefter flere af romaerne vandrede til Rusland og Vesteuropa. Under nazisterne blev flere romaer sendt i koncentrationslejre, og man anslår, at omkring 1,5 millioner romaer blev udryddet som følge af forfølgelserne. Det kommunistiske regime forsøgte senere at tvinge romaerne til at blive fastboende bl.a. ved at sprede dem og tvinge dem til fast arbejde. Under det kommunistiske regime var der 8-års obligatorisk skolegang, og det var obligatorisk at arbejde for voksne. Mange roma-børn lærte derfor rumænsk, og mange romaer havde dengang et arbejde. Efter kommunismens fald i 1989 blev romaerne peget ud som medhjælper til det hemmelige politi, Securitate. I 1990erne oplevede mange romaer direkte vold og mishandling, og her var politiet ofte selv aktive i overgrebene. Massemedierne var aktiv medvirkende til at skabe fordomme mod romaerne i 1990erne. Med demokratiet og markedsøkonomien blev fabrikker nedlagt, hvilket resulterede i arbejdsløshed for romaerne. Meget tyder på, at romaerne generelt havde bedre uddannelse og flere penge mellem hænderne under kommunismen end i tiden derefter, og siden 2000 har stadig flere Vesteuropæiske lande fået romaer på turistvisum, som tigger i storbyerne. En undersøgelse fra 1992 viser, at 80, 9 % af romaerne lever under fattigdomsgrænsen i Rumænien, og romaer bliver fortsat diskrimineret. Forskere mener at det er med pres fra EU, at romaers rettigheder bliver sat på dagsordenen i lande som Rumænien.

Endnu engang vil vi med ovenstående inspirere til ny læsning. Du kan finde referater af  relevante titler under menupunktet "Viden om hjemløshed" - "Anden litteratur" eller se den seneste liste, hvor Hildegunn Brattvågs rapport også indgår ved at klikke her.

Download Hildegunn Brattvågs rapport, Folk fra Romania som tigger i Oslo. En rapport fra Kirkens Bymisjons prosjekt Rett i kroppen, fra vores elektroniske bibliotek, MARGIN her fra hjemmesiden.

Serap Erkan