Jens Sjölander og Bengt Svensson har stået bag kortlægningsundersøgelsen Svenska hemlösa och missbrukare i Köpenhamn, som blev offentliggjort d. 21. marts 2007. Undersøgelsen er et samarbejde mellem Malmö högskole og Mobilisering mot narkotika. Ifølge undersøgelsen findes der 30-40 svenske hjemløse misbrugere, som permanent opholder sig i København, og som ikke ønsker at vende tilbage til Sverige.
Undersøgelsen viser, at svenske hjemløse er meget udsatte og lever under svære forhold i København, og at deres adgang til sundheds- og omsorgstilbud er begrænset, men at de svenske hjemløse samtidig er glade for at være i København, og at de elsker Danmark og danskerne. De svenske hjemløse oplever Danmark som et friere, mere åbent og mindre fordomsfuldt land, hvor man kan leve, som man vil uden omgivelsernes pres og kontrol. De påpeger, at Danmark giver dem lettere adgang til metadon, sovesteder og mad, og at de her møder flere venlige og generøse mennesker og føler sig mindre jagede.
En gruppe af de svenske hjemløse kommer ifølge forfatterne til København med henblik på at få adgang til metadon. En anden gruppe er folk med alvorlige alkoholproblemer, som tager ophold i København på grund af den nemme adgang til billig alkohol, og en tredje gruppe, som er psykisk syge, kommer til København tiltrukket af storbyens anonymitet og muligheder for at være sig selv.
Den første gruppe også kaldet metadonflygtninge forbinder behandlingssystemet i Sverige med kontrol og undertrykkelse, og de drømmer om et dansk metadonbehandlingsprogram. Dog har de svært ved at komme i behandling, da det forudsætter fast bopæl eller ophold i København
Den anden gruppe svenske hjemløse med alkoholproblemer oplever danskerne mindre moraliserende i forhold til alkoholkonsumering. Den tredje gruppe med psykiske lidelser har dårlige erfaringer med tvangsforanstaltningerne i Sverige.
Der råder tilsyneladende stor usikkerhed indenfor støtte- og hjælpeforanstaltninger i Danmark angående svenskernes ret til først og fremmest boligtilbud. De svenske hjemløse får afslag på behandling med henvisning til den manglende tilknytning til Danmark. Forfatterne stiller sig kritiske herfor og mener, at der er brug for at få klarlagt svenskernes retsstilling i Danmark med udgangspunkt i national og EF-ret.
Forfatterne efterspørger et samarbejde mellem Sverige og Danmark og herunder en tydelig regional strategi og klare retningslinjer for, hvad der kan gøres for at hjælpe de svenske hjemløse. Hjemløse såvel som andre borgere bevæger sig frit på tværs af grænser og systemer, og på den baggrund mener forfatterne, at der er brug for en regional koordinering af sundheds- og omsorgsplejen i Øresundsregionen.
projekt UDENFOR møder nogle af de svenske hjemløse på gaden, når de henvender sig i Den Mobile Café for at få mad. Vores vurdering er, at det er svært for svenske såvel som andre udenlandske hjemløse at få adgang til bolig-, omsorgs- og behandlingstilbud. Vi er enige med forfatterne i, at der er brug for meget mere samarbejde på tværs af landegrænser og - broer.