Ulighed og regnvejr
17-06-2009

Regnen står ned i uendelige vandstråler og det ser ikke ud som om den har nogen intention om at stoppe foreløbig. Auditoriet på Den Sociale Højskole står koldt og tomt med sine mange stole. Det er fredag eftermiddag d.12. juni, men det er ikke en almindelig regnfuld fredag eftermiddag, det er den dag det har regnet mest i 150 år.

Stemmer forstummer på gangen da døren lukker sig stille bag mig og det eneste man kan hører er regnen, der trommer mod ruden. Jeg håber, at nogen vil trodse regnen og komme til Preben Brandts oplæg om hans nye bog Byen og social ulighed.

Jeg vælger en plads længst fremme fordi jeg gerne vil vise min støtte til Preben Brandt. Regnjakken drypper på gulvet. Døren går op og ind kommer en lille gruppe våde mennesker, de snakker stille sammen om Preben, inden de sætter sig længere bag mig. Auditoriet bliver roligt indtaget af flere små grupper og enlige som sidder spredt på de mange stole. Lyset bliver tændt og Frank Ebsen byder velkommen. Efter velkomsten træder Preben op på talerstolen og begynder. Jeg kan mærke, hvordan min opmærksomhed flytter sig fra regnen til Preben. Preben fortæller om bogen og dens tilblivelse. Om Laura (Laura Helene Højring er arkitekt og har stået for billederne i bogen) og hans udflugter i København. Hvordan han ser den sociale ulighed i vores København, hvor vi, der tilhører middelklassen, er med til at fastholde denne ulighed. Middelklassen accepterer til dels, at de udsatte grupper af mennesker er tilstede, men vi er lever stadig efter princippet ”not in my backyard”, derfor er vores by inddelt af usynlige linjer. Preben fortæller om vigtigheden af at have et hjem, hvor man kan bygge hule og føle sig tryg.

Vi danskere er bange for at møde de mennesker, vi ikke kender, men Preben lægger op til, at vi går ud i København og møder dem. Vi skal skabe rummelighed i vores snævre København. Vi skal acceptere hinandens værdier, for det vil aldrig blive anderledes, hvis vi tilstræber, at alle skal være normale. Vi må se hjemløse/udsatte gruppen i et nyt perspektiv og tale om det i en ny vinkel. Hvorfor ikke lave et hus, hvor vi kan spise sammen alle sammen? Dette var en af Laura og Prebens idéer. Frederiksberg er indbegrebet af mondæne boliger og forretninger, hvor man gennemsnitlig bliver 77 år. I forhold til Nørrebro, hvor man gennemsnitlig ikke bliver mere end 68 år. Jeg er forarget over disse store forskelle.

Preben lægger ikke skjul på sin holdning til middelklassen, som størstedelen af os tilhører. Han fortæller om vores hang til forbrug, glitter tv og egoisme.

Efter at været blevet revet væk fra virkeligheden af Preben tager Laura over og fortæller om de smukke billeder, som figurerer i bogen. Laura har taget et billede, som specielt printer sig ind i mit sind – i baggrunden er der sollys og glade cafégæster med fine kaffedrikke og i forgrunden er der skygge og en mand ligger på bænken, alene, og sover. Dette giver et meget stærkt indtryk af, hvordan vores samfund fungerer og hænger sammen. Laura havde taget mange smukke billeder, som gav stof til eftertanke.

Efter Lauras oplæg tog Kasper Kristensen over som opponent på bogen og startede med at rose bogen og lagde op til at vi alle læste den. Kasper Kristensen har selv skrevet en ph.d. afhandling om hjemløse og har i den forbindelse lavet empiriske undersøgelser, hvor han b.la. har sovet på gaden med de hjemløse.

Afslutningsvis var der en spændende diskussion, hvor der blev stillet mange nysgerrige spørgsmål. Da de to en halv time var gået regnende det stadig, men det var som om at dagen havde fået et andet lys.

Et nyt perspektiv.

 

Louise Lykke Seneca