Udviklingsstøttende relationer – at være anerkendende og bevare sig selv
30-04-2009

Af: Møller, Lis (2008) i Lihme, Benny (red.): Invitation til Socialpsykiatri. København: Akademisk Forlag (Faglitteratur).

Lis Møllers artikel fra antologien ”Invitation til Socialpsykiatri” er yderst relevant for enhver socialarbejder i praksis, da den giver anledning til eftertanke og refleksion over egen praksis i relationsarbejdet med socialt udsatte mennesker.

Hendes fokus er på relationen og på samspillet mellem mennesker i socialt arbejde. Hun skelner mellem begreberne ”relation” og ”samspil” og definerer dem forskelligt, da hun mener, det har betydning i forhold til at indkredse det specifikke ved relationer. Samtidig lægger hun vægt på, at begrebet ”relation” sammenlignet med begrebet ”samspil” baseres på de indre kvaliteter.

Artiklen giver også et godt blik på selve begrebet relation, og særligt teorien omkring relationer suppleres vellykket med praksiseksempler. Dette er med til nuancere og gøre det, der sker i relationen begribeligt, hvilket nogle gange kan være svært at definere eller italesætte. Et andet vigtigt fokuspunkt i artiklen er, at socialarbejderen er redskabet eller værktøjet i en relation, og derfor er det, som Lis Møller peger på, af stor betydning, at man hele tiden arbejder med os selv for eksempel via supervision, refleksion, faglig sparring osv. Hvis man ikke udvikler sig selv og giver tid til at reflektere over relationen og samspillet, så kan det ifølge Lis Møller bevirke, at relationen ikke er udviklingsstøttende og dermed bliver af mere negativ karakter for både socialarbejder og den hjælpsøgende.

Som professionel handler det i relationsarbejdet med den hjælpsøgende også om at kunne anerkende vedkommendes måde at være på, og som Lis Møller udtrykker det ” den andens oplevelsesverden”. At møde den hjælpsøgende der, hvor vedkommende er og for den professionelle bevare et subjektivt syn samt anerkende, at den hjælpsøgende er ekspert i eget liv, er også en af artiklens gode pointer. Måske en pointe som enhver socialarbejder har hørt før og kender til, men stadig en pointe som altid er god at friske op på igen.

For at konkretisere anerkendelsesbegrebet benytter Lis Møller sig af Schibbyes teori om anerkendelsens ingredienser, som er at, lytte, forstå, acceptere, tolerere og bekræfte. Til sidst i artiklen rejser Lis Møller spørgsmålet omkring de dilemmaer, som kan, og som vil opstå i en relation mellem en professionel socialarbejder og det hjælpsøgende individ. Hun kommer ind på, hvordan man som professionel kan arbejde med disse dilemmaer. Lis Møller afslutter med 5 punkter, man som socialarbejder kan forholde sig til i den professionelle relation, for netop at være anerkendende og bevare sig selv i en udviklingsstøttende relation.

ADL