Udsættelser skaber hjemløshed
15-04-2008

At blive sat ud af sin bolig vil næsten altid have svære sociale konsekvenser for dem, der bliver sat ud. Det kan blandt meget andet fx føre til hjemløshed. Det er i sig selv indlysende, at det kan gå sådan. Nu ved vi mere om, hvor ofte det sker, og hvad værre er, at udsættelser sker i stigende omfang, og at det kan betyde, at antallet af hjemløse øges.

Det ved vi fra SFI undersøgelsen om udsættelse af lejere af deres boliger, der blev offentliggjort d. 8. april 2008 (Gunvor Christensen & Torben Heien Nielsen: Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig - og konsekvenserne af en udsættelse. SFI: 08:09. Se resumé her: www.sfi.dk/sw57612.asp).

Rod i pengesagerne, gæld og lav indtægt er årsagerne til, at lejere bliver sat ud, står der i SFIs præsentation af undersøgelsen. Men forholdene er selvfølgelig langt mere komplicerede, sådan som det også beskrives i rapporten.

Det fremgår blandt meget andet, at lejere, der er blevet sat ud af deres bolig, har en væsentligt lavere disponibel indkomst end lejere generelt, og at de lejere, der bliver sat ud ikke har oplevet den samme indkomstudvikling, som lejere generelt har. Udsatte lejere har mere gæld, og de har svært ved at administrere deres økonomi.

Man kunne tro, at det ville være ret enkelt at gøre noget på dette ret overskuelige grundlag. Men enkelt er det ikke, og det er heller ikke enkelt at forhindre, at stadig flere bliver sat ud. For det er jo grundlaget for, at undersøgelsen er gennemført, at flere og flere bliver sat ud. Antallet af lejeudsættelser steg fra 1499 i 2002 til 2589 i 2006 i en jævn stigning.

Antallet af enlige mødre, der sættes ud af en bolig er steget og udgør en pæn del af de børnefamilier, der bliver sat ud. Næsten halvdelen af de udsatte er børnefamilier.

Lejere med anden etnisk baggrund end dansk har ligeledes en stor risiko for at blive sat ud af boligen; særligt lejere fra tredjeverdenslande. 20 pct. af udsatte lejere i 2006 har en etnisk minoritetsbaggrund, mens kun 9 % af alle indbyggere her i landet tilhører en etnisk minoritet. De udsatte lejere med etnisk minoritetsbaggrund adskiller sig fra både danske udsatte lejere og lejere generelt ved at have en lavere indkomst end disse.

Endelig er kontanthjælpsmodtagere en særligt sårbar gruppe i forhold til udsættelse, idet de både er overrepræsenterede blandt udsatte lejere og har en særlig lav indkomst.

At blive udsat af sin bolig er i sig selv en social ulykke, og at blive udsat af boligen på baggrund af at være økonomisk og uddannelsesmæssig ressourcesvag og have børn med sig får ulykken til at vokse til en katastrofe. For nogle bliver katastrofen oven i købet vedvarende eller i hvert fald langvarig. Op imod hver fjerde udsatte lejer har således ikke tilknytning til boligmarkedet året efter, at de er blevet sat ud af deres bolig. Og af de, der var blevet udsat i 2002 var knap hver 10. stadig ikke tilmeldt nogen adresse i 2006.

Lad mig lige nævne i denne forbindelse, at det offentlige ikke har nogen forpligtelse til at skaffe en hjemløs person eller en hjemløs familie et hjem. Kun i visse tilfælde ligger der en lovpligtig forpligtelse til at sikre husly. Det er helt op til den enkelte at sørge for at skaffe sig et sted at bo.

Som beskrevet i vores nyhed: ”Puljepenge til hjemløseområdet” fra d. 28-02-2008, er der lavet en plan og sat penge af til en større indsats for at reducere omfanget af hjemløshed i Danmark.

Jeg synes, at rapporten om udsættelser, fordi den fortæller om en betydelig øgning i antallet af nye hjemløse, giver anledning til at gentage de spørgsmål, jeg stillede i februar i forhold til ”hjemløseplanen”: Vil der være tilstrækkelig præcise mål? Vil der være koordination mellem de forskellige forvaltninger, som hver især må yde deres? Vil der være sikret samarbejde mellem kommunerne omkring vidensudveksling? Og vil staten følge indsatserne og sikre den koordination, den følgeforskning og den opmærksomhed om sagen, som er afgørende nødvendig for at få et samlet godt resultat?

Preben Brandt