Projekt Udenfor

Transportable sovevogne til hjemløse
10-10-2007

Den industrielle designer, Jørn Bagger, har designet to transportable sovevogne til de hjemløse. Se billederne nederst.

Mange hjemløse lever et hårdt og risikabelt liv på gaden. Ofte ligger de på den nøgne, kolde jord og sover. De er udsatte - både for vind, vejr og sygdomme, men også for vold, som mange hjemløse også oplever ved at ligge og sove ubeskyttet på gaden.

Jørn Bagger fik ideen til de transportable sovevogne for ca. 10 år siden, men først sidste år, da han tilfældigt stødte ind i en hjemløs begyndte idéen for alvor at tage form. Han har designet vognene efter flere snakke med de hjemløse, med hjælp fra Hus Forbi og SAND (de hjemløses landsorganisation) og med afsæt i de hjemløses reelle behov. Idéen med vognene er bl.a. at få de hjemløse hævet fra jorden, at give dem et sted, hvor de kan lave mad og opbevare deres ting. Det er vigtigt at kunne låse vognen og andre private ting fast, hvilket Jørn Bagger også har tænkt på. Vognene er også lavet på en sådan måde, at de glider ind i mængden og bylivet – er camouflerede – så de ikke tiltrækker sig en masse opmærksomhed.

De to modeller på billederne er begge prøvemodeller, og det er derfor ikke sikkert, at de begge vil blive produceret fremover.

Den ene vogn (med blåt oversejl) er let at transportere rundt. Det er muligt at sidde i læ for regnen i den, at bruge vognen som bord, når den er pakket sammen og at sove i den, når den er slået ud. Mange hjemløse har sagt, at de ikke bryder sig om at ligge så højt oppe, som det er tilfældet med denne vogn.

Den anden vogn (med hvidt/gråt oversejl) er knap så transportabel, men mere indbydende, da den virker mere sikker og stabil. Denne vogn er tiltænkt de hjemløse, som ikke bevæger sig så meget rundt og har brug for noget mere stabilt med plads til rum, hvor bøger, køkkengrej m.v. kan opbevares. Mange af testpersonerne foretrækker denne vogn, da man ligger længere nede, og da man har en slags ryglæn dér, hvor hovedet placeres.

Jørn Bagger forestiller sig, at vognene kan produceres i et endnu lettere materiale som fx plastik, så de bliver endnu lettere at skubbe rundt med og transportere. Han forestiller sig, at de hjemløse selv kan stå for produktionen af vognene på fx beskyttede værksteder i tilknytning til Servicelovens § 110-botilbud.

Til de mennesker der ikke har et sted at bo, og som lever et hårdt og risikabelt liv på gaden i kulde og frost, er vognene et godt alternativt "hjem". God vind til Jørn Bagger med håbet om, at kommunerne, Socialministeriet og/eller private fonde vil støtte initiativet. 

Hjemløsevogn II.JPG

Hjemløsevogn.JPG

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close