To måneders nødherberg
24-02-2009

Dørene bliver åbnet. Kl. er 23 og det er mandag d. 23. februar. Den store gruppe på ca. 20-30 hjemløse, der har samlet sig foran døren ved gaden stormer ind og skynder sig over i det hjørne, hvor soveposer og liggeunderlag står stablet sammen. Det gælder om at få sig en sovepose og et liggeunderlag. Derefter gælder det om hurtigt at tilkæmpe sig et af de gode og mere rolige hjørner, hvor der er plads til at rede ”sengen” og måske få en rolig nats søvn.

Vi er i nødherberget for østeuropæiske hjemløse, som snart har eksisteret i to måneder. Om en måneds tid findes stedet ikke længere, og de udenlandske hjemløse vil igen være henvist til overnatning på gaden. Heldigvis for dem vil foråret være på vej, når stedet lukker, selv om udsigterne til at sove på gaden næppe er en dans på roser.

Nødherberget er etableret af forskellige organisationer, som til daglig arbejder med udsatte og hjemløse. Ud over projekt UDENFOR står Kirkens Korshær, Missionen blandt Hjemløse, Domkirken i København, De Hjemløses Landsorganisation SAND, Kofoeds Skole og Organisationen af Selvejende Institutioner bag nødherberget, og Oasen lægger lokaler til projektet.

Denne aften er meget lig de andre aftener i nødherberget. Stille og rolig og med venlige gæster. Lidt efter lidt kommer flere dryssende ind og efterhånden, som brugerne har fundet sig til rette på gulvet rundt omkring, bevæger de sig hen mod køkkenet, hvor den varme suppe, te og kaffe står fremme. Det hele forgår i ro og mag og flere udveksler ord og grin sammen. De frivillige hilser på gengangere og noterer sig nye ansigter.

Der er overraskende mange yngre mennesker og gennemsnitalderen er måske max 35. Flertallet af brugerne ser umiddelbart ikke ud til fx at have problemer med misbrug og virker også klare i hovedet, men de fremtræder fysisk slidte af livet på gaden. Med ”beskæftigelsesbrillerne” på, er de mere arbejdsmarkedsparate end de ”danske” hjemløse vi i projekt UDENFOR kender til.

Jeg falder i snak med én af brugerne med østeuropæisk baggrund og spørger ind til hans liv og oplevelser i Danmark. Han fortæller mig, at han er kommet for at finde et arbejde, men at det er svært for ham at finde noget ”hvidt” arbejde og få en ordentlig betaling for det. Hans højeste ønske er at få sig et ”hvidt” job, betale sin skat og få sig en helt almindelig tilværelse i Danmark som ”danskerne”. Med de ord får han mere eller mindre direkte fortalt mig, at det ikke er lykkedes ham at finde et arbejde, hvor papirerne er i orden, og hvor lønudbetaling m.v. foregår automatisk som for os andre. Fortvivlelsen over situationen stråler ud af ham, men samtidig med fortvivlelsen, er der en fast beslutsomhed om at blive ved, indtil det lykkes. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor han er om et år eller to, hvis det ikke lykkes for ham. Stadig på gaden i Danmark? Med ustabil tilknytning til det danske arbejdsmarked, hvor han kan blive snydt og arbejder sort? Eller i nødherberget til næste år, hvis vi etablerer det igen? Og året efter? Sikken en tilværelse, som på kort sigt for ham måske virker mere attraktiv pga. håbet og beslutningen om, at det nok skal lykkes for lige netop ham. Jeg kan dog sagtens se en social deroute for mig med finanskrisen og manglen på jobs på den ene side og det faktum, at han er kommet noget skævt ind på arbejdsmarkedet, endt på gaden og allerede på den baggrund vil få svært ved at blive favoriseret blandt potentielle ansøgere til et job på den anden side. En arbejdsgiver vil næppe foretrække at ansætte en udlænding ”direkte fra gaden”, hvis han frit kan vælge sine medarbejdere.

En halv times tid efter står jeg med en noget yngre fyr også med østeuropæisk baggrund. Han har boet hos venner og bekendte men efter 3 måneder her og dér, gik den ikke længere, og nu er han her i nødherberget. En ung fyr som har en form for tilknytning til Danmark. Han kender til det danske samfund og alligevel giver han udtryk for manglende overskud og overblik i forhold til at gøre noget ved sin situation. Hvor skal han starte? Han fortæller mig, at han ikke har sovet særlig meget sidste nat, og i det hele taget kredser han omkring manglen på søvn, at han er træt og har brug for at sove. Hans øjenlåg hænger tungt, og jeg opfordrer ham derfor til at lægge sig til at sove og få noget ud af nødherberget, mens det nu stadig er der. Klokken er tæt på et om natten og kl. 8 skal han som de andre være ude af nødherberget, hvor stedet bliver lavet om til et værested for ældre.

Da jeg lidt efter trasker hjemad, er det med en mærkelig blanding af følelserne glæde og frustration. Med glæden ved endnu engang at møde søde og rare mennesker på gaden, der ligesom alle os andre fortjener en værdig tilværelse, men med frustrationen over tilværelsens ulidelige uretfærdighed og den situation, nødherbergets brugere står i. I nattens mørke er det endda endnu klarere at se en fastlåst situation for sig for de udenlandske hjemløse, hvis ikke vi og vores politikere tager stigningen i antallet af udenlandske hjemløse alvorligt.

Jeg ligger trygt i min egen seng, mens blandede følelser fra aftenen og nattens oplevelser fortsætter ind i mine drømme.  

Serap Erkan