The Culture of Homelessness
01-11-2008

Af: Ravenhill, Megan (2008), Burlington: Ashgate (Forskning).

Ravenhill ser på hjemløshed via etnografiske studier (livshistoriske interviews, lange samtaler, observationer) og viser, at risikoen for hjemløshed allerede bliver sået i barndommen. Hun gør samtidig opmærksom på, at der er tale om risikofaktorer, hvor hjemløsheden akkumuleres over et langt stykke tid, som i gennemsnit er 9 år. I stedet for at tale om ”causes” taler hun om ”triggers”, da hjemløshed og ”rooflessness” er processer.

Ravenhill kommer blandt andet ind på definitioner af hjemløshed, teorier til forklaring af hjemløshed, britisk politik vedr. hjemløshed m.m. Hun har også et mere etnografisk kapitel, hvor hun gennemgår vejene ind i hjemløshed via forskellige cases.

Under definitioner af hjemløshed nævner hun med henvisninger til Preben Brandt og Thomas Stax, at Danmark har fokus på den sociale proces, hvor boligløsheden kun anskues som en del af hjemløsheden. Hjemløshed er mere end boligløshed. Definitioner af ”hjem” knytter sig både til det fysiske og følelsesmæssige, og hvis de hjemløses hjemfølelse knytter sig til gaden eller et botilbud, vil de næppe opgive det for følelsen af isolation, ensomhed, ustabilitet, stress og angst, skriver hun. Ifølge Ravenhill konkurrer hjælpeorganisationerne med hinanden, hvilket ikke er frugtbart i forhold til at forebygge hjemløshed. Fokus er krisehåndtering, da fondsmidlerne er at finde i akutte tiltag. Hvis hjemløsheden skal udryddes, kræver det imidlertid forebyggelse og seriøse forandringer, og at der er hjælp at hente inden, mens og efter boligløsheden. Hjælpen skal være uafhængig af folks evne til at modtage eller spørge efter hjælp. Hjælpen skal være klientcentreret og fleksibel, og administrationen skal reflektere klientens skiftende behov. Ravenhill mener, at der fokuseres for meget på den ”respektfulde” hjemløse, hvilket betyder, at hjemløseorganisationerne er med til at udstøde dem, som er svære at håndtere og dermed hjælpe. Stereotypificering og offer-martyr rollen bruges af ”hjemløseindustrien” i forsøget på at skabe sympati bl.a. hos fonde m.v. Rooflessness starter ikke på gaden men i samfundet, i familien lang tid før rooflessness.

I kapitel 3 gennemgås teorier som funktionalisme, strukturalisme, symbolsk interaktionisme, teorier om social kapital og social eksklusion, struturationsteorien og teorier om risikosamfundet til forklaring af hjemløshed. Forfatteren benytter sig overvejende af strukturationsteorien og teorier om social kapital.

Kapitel 4 gennemgår britisk hjemløsepolitik, som siden 90erne skabes som respons til europæisk lovgivning. Ravenhill kommer bl.a. ind på FEANTSAs mål om at udrydde hjemløsheden inden 2010 og påpeger i den forbindelse, at nogle regeringer ikke engang tager ansvar for hjemløsheden.

Kapitel 5 er en gennemgang af undersøgelsens ramme og i kapitel 6, 7 og 8, ser hun nærmere på ruter ind i hjemløshed, de ressourcer, der benyttes for at undgå hjemløshed eller for at overleve på gaden.

Kapitel 6 er måske det mest interessante for den, som gerne vil forstå hjemløsheden. Forfatteren ser her på risikofaktorerne og ruterne ind i en hjemløs tilværelse. I stedet for begrebet hjemløshed bruger hun betegnelsen ”rooflessness”, som man får lyst til at oversætte til ”tagløshed”. Boligløshed er ikke helt dækkende for ”rooflessness”, da det referer til det at sove på gaden og mangle tag over hovedet. ”Rooflessness” er et produkt af fortiden, og hjemløseruternes kompleksitet afhænger bl.a. af alderen; jo ældre den hjemløse er, jo mere kompleks er ruten ind i hjemløsheden. Der er multiple udløsende faktorer (triggers) af hjemløsheden, og dem som fører til størst sårbarhed finder allerede sted i barndommen. Bl.a. er jævnlige skift i adresse gennem barndommen en udløsende faktor til hjemløshed, som igen kan have effekt på evnen til at danne relationer og sociale netværk. Hvis skiftende adresser i barndommen også betyder skiftende skoler, skilsmisse, tid i pleje m.m. øges sårbarheden yderligere. Vold i hjemmet og misbrugende forældre kan også være udløsende faktorer. De udløsende faktorer er komplekse – de er biografiske, strukturelle og adfærdsmæssige. Det er ikke udløsende faktorer i sig selv, der fører til hjemløshed, men den måde, de er blevet håndteret på af omgivelserne og individet selv. Begivenhederne forværres endnu mere, hvis der samtidig er spørgsmål omkring seksualitet og race, skriver hun.

At blive udsat for misbrug (seksuel, fysisk, følelsesmæssigt) er svær at komme sig over, og det påvirker den enkeltes kapacitet til at stole på, forme vedvarende venskaber og relatere til andre. At blive udsat for misbrug fører til lavt selvværd, forstyrret selvbillede, selvskadende adfærd, vold og PTSD. Den langvarige påvirkning, misbrug har, ignoreres, hvis hjemløshed alene anskues som et boligløshedsproblem. Mobbeofre er overrepræsenterede i gruppen af langvarige boligløse personer. Depression er en af dedominerende psykiske lidelser hos hjemløse og ex-hjemløse, hvilket der er for lidt fokus på. Følelser af fremmedhed og isolation kan føre til depression, og 25 pct. af de hjemløse dør af selvmord mod 1 pct. i den generelle befolkning.

Forlis af parforhold ses af boligløse selv som en signifikant udløser af boligløsheden og et nyt parforhold ses som løsningen på boligløsheden. Endvidere er middelklassen i højere grad repræsenteret blandt de boligløse end den traditionelle arbejderklasse.

Tidlig forebyggelse er vigtig, men hvis den ikke er værdigfuld, kan den i stedet gå hen og forværre situationen. Ravenhill mener, at det er et problem, at meget af hjælpen kun findes, når vedkommende er blevet boligløs. Der er en sammenhæng mellem langvarig boligløshed og alderen, hvor personen forlader hjemmet for første gang. Kun dér, hvor hjemmet forlades efter 19 års alderen, reduceres sandsynligheden for langvarig hjemløshed. Jo længere tid man har været i boligløsheden, jo sværere er det at hjælpe ud af boligløsheden.

Boligløsheden anses af boligløse som løsningen på ens problemer, og ifølge forfatteren kræver dette et større fokus på familie og netværk. Samfundet er alene i stand til akut krisehåndtering, hvilket ifølge forfatteren har skabt hjemløsheden som en modkultur. Hjemløsekulturen gennemgås i kapitel 7, ruter ud af hjemløshed i kapitel 8 og kapitel 9 indeholder konklusioner og anbefalinger.

Ravenhill påpeger flere gange, at resultaterne af hendes forskning er unik, og hun kritiserer samtidig andre forskere for at reproducere forudfattede forestillinger og generalisere ud fra mindre lokale studier. Man kan diskutere i hvor høj grad hendes resultater er unikke sammenlignet med andre undersøgelser. Hun kan kritiseres for selv at generalisere kraftigt ud fra få cases, men forfatterens systematisering af det biografiske materiale via diagrammer og ”route maps” er et interessant bidrag, som anskueliggør og konkretiserer mulige udløsende faktorer og deres indbyrdes afhængighed på vejen mod hjemløsheden.

SE