Henrik Svale Andersen – også kaldet Svale – kan se tilbage på en lang og udbytterig guidetræningsperiode, og nu er han mere end klar til at vise sit Nørrebro og Frederiksberg frem for nysgerrige besøgende på en alternativ byvandring – en Poverty Walk.
Den måde Svale har levet sit liv på, har sat sine tydelige spor. Han har f.eks. svært ved at gå, men det afholder ham ikke fra at lave guidede byvandringer.
- Jeg har fysisk svært ved at gå, men så må de jo sætte tempoet ned og følge mig. Så må vi jo bare sætte os på en bænk, hvis jeg bliver træt. Folk er jo også kommet for at få en oplevelse. Det er jo konsekvenserne af det liv, jeg har levet, fortæller Svale.
Stofferne har stort set været med hele vejen. Først med en kaotisk barndom præget af moderens misbrug, senere begyndte han som 17-årig at tage speed, som efter nogle år blev skiftet ud med heroin.
Alligevel vendte han tilbage til sit barndomskvarter, i den periode han boede på gaden.
Det er også i det område, Svale skal guide besøgende rundt. Og hjemløsevognen fra tiden som gadehjemløs er med, nu er det bare de besøgende der skal trække den med rundt.
Turen starter på Blågårds Plads. Her ligger Brugerforeningen for aktive stofbrugere, som Svale har et helt særligt forhold til. Faktisk mener han, at de reddede hans liv i en periode, hvor alkoholen fik det værste frem i ham.
- Hvis jeg ikke havde haft Brugerforeningen, havde jeg ikke siddet her i dag. De stillede mig nogle ultimatummer, og så tog de også konsekvensen af det og hjalp mig 100 procent, hvis jeg overholdt min part af aftalen. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke holdt op med at drikke, så var jeg ekskluderet, men hvis jeg holdt op med at drikke, så skulle der nok også blive en plads til mig. Jeg valgte så at holde op med at drikke, og syv måneder efter fik jeg tilbud om en plads i bestyrelsen, fortæller Svale.
Svale sidder stadig i bestyrelsen og er aktiv i Brugerforeningen, bl.a. i en støttegruppe som arbejder med byfornyelse. I dag betegner han sig selv som medicineret stofbruger, og han ønsker brændende at gøre op med folks fordomme.
- Det er svært at blive betragtet som en der æder hunde og små børn og slår ihjel for en 50-øre. Hvis jeg bare kan få en ud af 10 til at ændre holdning, så har jeg vundet, siger Svale. Her ser han Poverty Walks som en mulighed for at få andre i tale og sætte et andet eksempel end dem, der er gjort af fordomme. - Jeg forventer at kunne ændre nogle ting ved at profilere brugeren på en anden måde, ved at ændre folks opfattelse fra at jeg er misbruger, til at jeg er stofbruger, fortsætter han.
Men Svale har også et andet mål med Poverty Walks.
- Jeg forventer af få profileret mig selv lidt mere, så jeg kan begynde at tjene lidt på nogle af de ting jeg laver, sådan så jeg kan forbedre mit liv en lille smule.
Svale har tidligere f.eks. holdt foredrag for folkeskoleelever, socialpædagoger og studerende.
- På sigt forventer jeg at jeg bliver set, at jeg får nogle foredrag, som der også er lidt mønt i, fordi jeg har noget ekspertviden, som også er noget værd. Det synes jeg ligeså godt, jeg kan bruge til at forbedre mit liv med.
Læs mere om Henrik Svale Andersen i bogen ’Svale – en beretning om ti år i Henrik Svale Andersens liv’, som er blevet til i samarbejde med Martin Lehmann. Bogen er udgivet i 2009 fra Forlaget Ajour.
Læs mere om Poverty Walks her