Projekt Udenfor

Støtte er kodeordet – boligerne er der allerede
16-02-2010

- Der er udfordringer i det hele. Men en af de store er, at få tilrettelagt den rette boligtype og støtte i forhold til at hjælpe borgeren med at fastholde en bolig.

Sådan siger projektleder for udmøntningen af Odense kommunes hjemløseplan, Helle Brade Kreipke. Hun er til daglig chefkonsulent i Social- og Sundhedspolitisk Sekretariat i Odense Kommune.

Med ca. 208 hjemløse (ifølge SFIs optælling i februar 2009) er Odense en af de otte kommuner, som deltager i regeringens hjemløsestrategi. Odense Kommune har fået 27,6 millioner kr. til særlige indsatser frem til 2012, og bidrager derudover selv med 12,1 millioner kr.

Odense Kommune har forpligtet sig på alle fire punkter i regeringens hjemløsestrategi og det betyder i tal:

  • En halvering i antallet af borgere, som lever på gaden fra 34 til 17.
  • En reduktion på 62 procent af unge, som bor på forsorgshjem. Det betyder 25 unge på forsorgshjem i 2010.
  • En begrænsning i antallet af borgere, som opholder sig på herberg mere end 120 dage. Målet er 20 borgere i 2012 mod 45 i dag.
  • Endelig skal antallet af borgere, som står uden boligtilbud efter udskrivning eller fængsel reduceres fra 10 til 4. Det er en reduktion på 60 procent.

Unik chance for metodeudvikling

Kommunen ser deltagelsen i hjemløsestrategien som en unik chance for både at udvikle og implementere nye og måske bedre metoder til at hjælpe udsatte borgere ud af hjemløshed.

- Nu har vi chancen for via fælles metode – vel vidende, at ingen mennesker er ens – at få en god, solid metode tilgang til området. Det er en unik chance for at blive bedre fagligt funderet til gavn for borgeren, siger projektleder Helle Brade Kreipke.

Kommunens øgede hjemløseindsats betyder en forøgelse i medarbejderstaben på hvad der svarer til 5 fuldtids projektansættelser. Visse eksisterende stillinger bliver også omlagt. I forbindelse med arbejdet er der derfor også sat penge af til efteruddannelse af medarbejderne.

- I løbet af de næste tre år bruger vi årligt to millioner kr. til uddannelse og kompetenceudvikling af vores medarbejdere. De der skal ’drive værket’ (hele udmøntningen af hjemløsestrategien, red.), er jo de, der arbejder med de hjemløse, siger Helle Brade Kreipke.

Indsatser skal være langsigtede

Odense Kommune har defineret fem indsatser, som skal hjælpe dem med at nå målene.

  • Etablering af et udredningsteam.
  • CoachingCenter for udsatte unge.
  • Kompetanceudviklingsprojekt omkring udslusningsforløb fra boformerne.
  • Etablering af sociale viceværter i udsatte boligområder for at borgerne kan fastholde egen bolig.
  • Styrket indsats i forbindelse med udslusning fra fængsel, sygehus eller behandlingsforløb.

Til at gennemføre indsatserne, er de involverede medarbejderne blevet organiseret i otte arbejdsgrupper. Grupperne arbejder med metodebeskrivelse og kommissorium for deres egne arbejdsgrupper og er efter planen klar med første udkast til Servicestyrelsen og Rambøll i midten af februar.

En af de otte arbejdsgrupper arbejder med ’økonomi, tilskud og bevillinger’. Og det er en meget vigtig del af hele kommunens strategi, da det er den, som skal sikre, at indsatserne bliver langsigtede, fortæller Helle Brade Kreipke.

- De ekstra penge, som vi får til hjemløsestrategien, kan vi ikke forvente at have fremover. Derfor er det arbejdsgruppens opgave at sørge for, at de indsatser, vi sætter i gang nu, kan videreføres - også når de ekstra penge ikke er der, forklarer hun.

Bedre udredning skal give bedre tilbud

En af de nye ting i Odense Kommunes hjemløseplan er oprettelsen af et helt nyt arbejdsteam i forhold til udredning og plan. Teamet skal være med til at sikre, at udredningen af de udsatte borgere sker på samme måde og at det fører til at borgeren får det rette tilbud.

- Udredningen sker i dag på boformerne, men på meget forskellig måde. Så der kan vi harmonisere. Vi kan se, at mange har ’cyklet’ rundt i systemet uden at være blevet redegjort ordentligt, erkender Helle Brade Kreipke. 

Boliger er der nok af

Odense Kommune er den eneste af de otte deltagende kommuner, som ikke har planlagt at opføre nogen former for nye boliger i forbindelse med hjemløsestrategien. For boligmangel er ikke et problem i Odense Kommune, fortæller Helle Brade Kreipke.

- I Odense har vi faktisk rigtig mange gode boliger. Men vi skal have indrettet boligerne med den rette støtte, så folk kan klare sig, når de kommer ud i dem.

Derfor har kommunen valgt at satse på bostøtte og sociale viceværter, som en af de fem indsatser i deres hjemløsestrategi. Det er en metode, som de allerede har positive erfaringer med.

- Det er noget, vi er rigtig gode til i Odense. Nu udvikler vi metoderne til at dokumentere, at det virker, siger Helle Brade Kreipke.

En anden ting, som kommunen allerede har gode erfaringer med, er opsøgende og kontaktskabende indsatser. Kommunen har allerede i dag et fintmasket samarbejde mellem boligselskaber, opsøgende medarbejdere, væresteder og politiet.

- Det vil vi også gerne udvikle en metode til, så vi kan dokumentere, at det er rigtigt. Og måske kan vi også gøre noget anderledes, og det kan metoden klargøre, mener Helle Brade Kreipke.



LINK
Download ’Aftale om gennemførelse af Hjemløsestrategien i Odense Kommune her
Download pjece fra Indenrigs- og Socialministeriet, som beskriver Hjemløsestrategien, de involverede kommunernes hjemløseplaner og baggrunden for den samlede strategi her

FAKTA
Hjemløsestrategien er et puljefinansieret program, støttet af regeringen og partierne bag Satspuljen. Det overordnede formål med programmet er at nedbringe hjemløsheden i Danmark. Der er afsat ca. 500 mio. kr. til programmet i perioden 2009-2012. De otte deltagende kommuner er: Albertslund, Esbjerg, Frederiksberg, Høje-Taastrup, København, Odense, Randers og Århus.

De fire overordnede målsætninger for REGERINGENS hjemløsestrategi er:

  • Ingen borgere skal leve et liv på gaden.
  • Ingen unge bør opholde sig på et forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger.
  • Ophold på forsorgshjem eller herberger bør ikke vare mere end 3-4 måneder for borgere, der er parate til at flytte i egen bolig med den fornødne støtte.
  • Løsladelse fra fængsel eller udskrivning fra behandlingstilbud eller sygehus bør forudsætte, at der er en løsning på boligsituationen.


projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close