Projekt Udenfor

Støtte er bedst i øjenhøjde
07-12-2009

Hvis støtte og hjælp skal hjælpe hjemløse videre i livet, skal den gives i øjenhøjde og være båret af både nærvær og forståelse. Det er en af konklusionerne i en kandidatafhandling fra cand.psyk., Anne Ranning fra Århus Universitet.

I specialet har Anne Ranning undersøgt, hvordan hjemløse oplever den hjælp og støtte de får. Det værende både fra gadeplansmedarbejderen, som de møder på gaden og socialrådgiveren, som de møder hos kommunen.

Hun har interviewet ti hjemløse. Og svarene giver et klart billede af, at hvis den hjemløse skal opleve at få hjælp og støtte, skal hjælpen gives med både nærvær og forståelse.

- De, som har oplevet hjælpen positivt, har først og fremmest følt sig både villet og accepteret og mødt uden fordomme. De er blevet mødt med medmenneskelighed i øjenhøjde, siger Anne Ranning.

Forståelse fremmer hjælpen

De hjemløse følte, at de krav, som de blev mødt med, var meget mere virkelige, når hjælperen havde forståelse for deres levevilkår. Hjælperen kunne også langt bedre hjælpe den hjemløse rundt i systemet, når hjælperne vidste, hvad den hjemløse reelt havde brug for.

- I forhold til, hvad man kan gøre som samfund, så er forståelse for den hjemløses hverdagsliv meget vigtig. Det gælder om, at hjælperen har været i miljøet og oplevet det, siger Anne Ranning på baggrund af sin undersøgelse.

Har hjælperen ikke den forståelse, hvad enten det er socialrådgiveren på kommunen eller den frivillige i varmestuen, så er kravene til de hjemløse helt urimelige, oplever de hjemløse selv.

- En af de interviewede kunne f.eks. ikke passe sin aktivering. Det kunne hjælperen ikke forstå, men den hjemløse følte, at det var uoverskueligt, når han kun havde sovet fire timer om natten på et nødherberg, fortæller Anne Ranning.

Rigtig hjælp kan mindske hjemløshed

Til gengæld kan den rette hjælp ’løfte’ den hjemløses position i samfundet. På de måde får de hjemløse noget tilbage, som de ellers har mistet. Og det kan være med til at trække dem ud af hjemløshed eller gøre hjemløsheden lettere at bære, mener Anne Ranning.

Ifølge Anne Ranning gælder det bl.a. om at skabe positioner til de hjemløse, som kan give dem mere ære i samfundets og egne øjne. En sådan position kan f.eks. være som sælger af hjemløsebladet HUS FORBI.

- Her bliver de hjemløse synlige i gadebilledet på en helt anden og meget mere positiv måde. De får mulighed for at snakke med folk, som ellers ikke ville tale med dem og det giver dem en tilknytning og forbindelse til resten af samfundet, fortæller Anne Ranning.

Hjælp skeler ikke nok til den hjemløses behov

Anne Ranning har selv været frivillig i hjemløsemiljøet. Noget der har gjort, at hun overhovedet har fået de hjemløses tillid i en grad, så hun kunne få lov at interviewe dem.

- Det undrer mig, at der er så få undersøgelser af, hvordan hjemløse oplever den hjælp, de får. Det er altid forskerens og fagpersonens opfattelse, som bliver beskrevet og derved definerer, hvad der er den rigtige hjælp. Den hjemløses oplevelse af virkeligheden opfattes ikke som virkelig nok – derfor lader forskeren ikke de hjemløse komme til orde. Det betyder i sidste ende, at den hjemløse får mindre indflydelse på sit liv, mener Anne Ranning.

Under sit arbejde med specialet er Anne Ranning blevet overrasket over, hvordan systemet ofte tvinger hjælperen til at handle på en uhensigtsmæssig måde. I høj grad på grund af den manglende forståelse for de hjemløses levevilkår.

- Det kan vi kun ændre ved at sende hjælperen ud og lære det her miljø at kende, fastslår hun.


LINK
Direkte link til rapporten 'En undersøgelse af hjemløses oplevelse af støtte og hjælp'

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close