Projekt Udenfor

Sindsyge bag tremmer
01-10-2008

Det er langt fra alene psykisk syge hjemløse, der er overladt til sig selv og ikke får den hjælp, de har brug for. projekt UDENFORs frivillige læge, Anders Olsen Munk, skrev d. 21. september 2008 et debatindlæg i Politiken om psykisk syge i fængslerne og nedskæringer af de psykiatriske sengepladser i Region Hovedstaden. 

Du kan læse debatindlægget herunder.

Sindsyge bag tremmer
Af Anders Olsen Munk, afdelingslæge, Københavns Fængsler
Bragt som debatindlæg i Politiken 21. september 2008

Hver dag udspiller der sig i de danske fængsler et lille kapitel i det aktuelle drama om nedskæring af sengepladser i psykiatrien.

Her sidder nemlig adskillige sindssygdomsslidende patienter og venter på en sengeplads i en psykiatrisk afdeling, og mange af dem har ventet længe. Flertallet er sigtet for kriminelle forhold, der kan være begået som følge af psykiske sygdom.

Men hvad er problemet? Er der ikke læger til at tage sig af de indsatte i danske fængsler? Jo, i Københavns Fængsler, som har plads til 550 indsatte, er vi 7 fuldtidsansatte læger og 3 deltidsansatte psykiatriske speciallæger til at passe på vore indsatte, inklusiv de mange psykiatriske patienter. Men problemet er at psykisk syge mennesker hverken bør eller må opholde sig i et fængsel.

Danmark tiltrådte for mange år siden Europarådets anbefalinger vedr. fængselsregler og her er den klare anbefaling at ”indsatte som lider af alvorlig psykisk sygdom bør placeres og plejes i hospitaler(…)”. I dansk lovgivning afspejler dette sig bl.a. i Sundhedsbekendtgørelsen, hvor det anføres at ”indsatte med behov for psykiatrisk bistand indlægges på psykiatrisk afdeling(…)”.

Som samvittighedsfulde læger i Kriminalforsorgen, er vi særdeles opmærksomme på disse forhold, og det første vi gør, når vi ser en indsat med svær sindssygdom er, at henvise dem til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Ofte har dommeren også afsagt kendelse til, at den psykisk syge skal overføres til et psykiatrisk hospital, men lige meget hjælper det.

Og hvad venter de så på? Er mine kolleger i psykiatrien blot ligeglade? Nej, men de har den vanskelige opgave at skulle prioritere imellem talrige sindssygdomslidende patienter dagligt. Og i den prioritering kommer mine frihedsberøvede patienter oftest bagest i køen. For godt nok er de forpinte og indespærret i et fængsel, men de har dog adgang til læger dagligt og dermed mulighed for medicinsk behandling. Men behandling af psykisk syge er meget andet end tabletter, fx samtaleterapi og miljøterapi, men dette hverken kan eller skal vi tilbyde i et fængsel. For udgangspunktet er jo at den sindssygdomslidende patient skal indlægges på et psykiatrisk hospital!

Sidst jeg kiggede på min liste ventede 7 svært sindssygdomslidende patienter på indlæggelse, og her taler vi om mennesker som lider af forfølgelsestanker, hører stemmer og som befinder sig i små celler bag tremmer og låste døre. Det er derfor svært som professionel nu igen at være vidne til nedskæringer af de psykiatriske sengepladser i Region Hovedstaden.

Anders Olsen Munk, frivillig læge i projekt UDENFOR

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close