Projekt Udenfor

Rådets Årsrapport 2008
19-08-2008

Fredag d.15. august 2008 offentliggjorde Rådet for Socialt Udsatte sin årsrapport, som naturligvis også tager forhold omkring hjemløshed op.

Rådet for Socialt Udsatte tager i sin årsrapport en lang række overordnede temaer omkring socialt udsattes kår op. Det drejer sig om sundhed, om prostitution, om bolig - og beskæftigelsespolitik, om indvandres særlige problemer, om fattigdom og endelig om kommunernes indsats.

Inde i disse temaer, som jo i sig selv har betydning for at forstå vejen ind i hjemløshed og hjemløses muligheder og kår i det samfund, vi lever i, kan man også mere direkte og konkret læse om hjemløsheden.

Et stort tema i rapporten er socialt udsattes sundhedstilstand. Her skiller – hvordan det så kan være – hjemløse sig ud fra de andre udsatte grupper ved at hjemløse har et lidt bedre helbred. Men ikke meget og langt fra så godt som befolkningen. Når 80 % af befolkningen angiver deres selvvurderede helbred som godt gælder det knap 30 % af de, der er hjemløse. En helt konkret helbredsmæssig problematik får, med rette, en særlig opmærksomhed, nemlig tandsundheden.   Hvor kun 5 ud af hver 1000 af hele befolkningen mellem 15 og 34 år har mindre end 20 tænder tilbage i munden er det hver 10’ende hjemløs i samme alder der har mindre end 20 tænder. Disse tal siger først og fremmest noget om det fysiske helbred. Men det er langt fra bedre, når man ser på en faktor, der afspejler psykiske problemer og lidelser. 40 % af alle hjemløse angiver, at de inden for det sidste år har forsøgt selvmord, mens det tilsvarende tal, når man har spurgt befolkningen som helhed er 1 %. 

Rådet peger i rapporten på, at det er vigtigt, at der udvikles nye veje ind i arbejdsmarkedet. I den forbindelse er det jo rart at tænke på, at det er et område som hjemløse har været meget tidligt ude med og allerede har fundet en af disse veje. Gadeavisen ”Hus Forbi” er i dag en aktiv og synlig virksomhed, der giver beskæftigelse til mange og god læsning til mange flere. Det kan altså lade sig gøre!

Det er indlysende, at man ikke kan komme uden om at forholde sig til hjemløsheden i et afsnit om boligpolitik. Årsrapporten nævner da også ”skæve huse”-puljen, både i forhold til behovet for flere bebyggelser og i forhold til en indholdsmæssig revurdering. Den hjemløsestrategi, som regeringen har introduceret kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at fokusere på forebyggelse af hjemløshed. Det er naturligvis al ære værd at sætte sig mål om at fjerne den ufrivillige hjemløshed, men sådanne mål nås ikke uden, at der er klare forebyggelseselementer. Der er behov for politiske initiativer, der både kan reducere tilgangen til hjemløsheden, målrettet giver mulighed for at mindske den tid den enkelte er nødt til at bo på et herberg for hjemløse og at sikre, at den sociale indsats når ud til de hjemløse, der lever hele deres liv på gaden. Og endelig at sikre, at der er adgang til gode boliger, til at skabe et hjem i.

Der er ingen, der beskæftiger sig med hjemløshed, som kan være i tvivl om, at andelen af hjemløse med udenlandsk oprindelse er vokset støt og roligt gennem de sidste år. Det er dokumenteret, at der på landsplan er 25 % hjemløse mennesker med indvandrebaggrund. Det kan der være mange grunde til, men en af dem er utvivlsomt, at hvor andelen af lejere med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande udgør 5 % udgør den samme gruppe godt 10 % af alle udsættelser.

Læs selv Rådet for Socialt Udsattes årsrapport. Der er masser af forhold, generelt som konkret, der vedrører forholdene omkring hjemløshed, og som såvel politisk som fagligt kan give anledning til nye overvejelser og handlinger.    

Rådet for Socialt Udsattes Årsrapport 2008, som indeholder et resume på engelsk kan bestilles i Rådets sekretariat. Du kan også finde den elektronisk på MARGIN, vores elektroniske bibliotek, via følgende link: http://83.95.43.194/docs/margin_home/index.htm eller fra Rådets hjemmeside på adressen: www.udsatte.dk.

Preben Brandt

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close