Elever i Folkeskolen skal lære om hjemløshed, og projekt UDENFOR tilbyder derfor undervisning i hjemløshed til de ældste elever i Folkeskolen.
Elever fra 8. – 10. klasse i Københavnsområdet og Nordsjælland vil i 2008 blive tilbudt en temadag med undervisning i hjemløshed. Initiativtager til undervisningen i hjemløshed er projekt UDENFOR, der sammen med RUC studerende har tilrettelagt et undervisningsprogram, som har fået navnet Projekt Gadeklog.
I undervisningen indgår information, film, rollespil, oplæg og debat samt de hjemløses egne fortællinger.
Med undervisningen i Projekt Gadeklog vil projekt UDENFOR sætte fokus på tryghed på gader og stræder for både de unge og de hjemløse.
”Hjemløse kan ikke puttes i kasser, de er som alle os andre forskellige – derfor er der er behov for viden om hjemløse i hele samfundet og det er det, vi vil tage hul på med dette projekt” udtaler Jane Laustsen, uddannelsesansvarlig i projekt UDENFOR.
”Vores ønske med undervisningen er at de unge får mulighed for at bygge deres holdninger til hjemløshed på et nuanceret og velinformeret grundlag.” fortæller Jane Laustsen.
Danske Initiativpuljer har bevilget 70.300 kr. til projekts UDENFORs arbejde med udbredelse af kendskabet til hjemløshed.
Hvis du er interesseret i at bestille undervisning, kan du kontakte Jane Laustsen på telefon 33 42 76 07.