Jacob Høgsberg Stanford er frivillig besøgsven for Niels, som efter mange år på gaden nu befinder sig i overgangen fra at være gadehjemløs til tilværelsen i egen bolig.
Med projekt frivillig besøgsven kan hjemløse, som gerne vil have en bolig, få tilknyttet en fast frivillig besøgsven, som den hjemløse allerede kender og har tillid til. Det kan enten være fra Den Mobile Café, eller, som i Jacobs tilfælde, hvor han gennem sit praktikforløb i projekt UDENFOR har opbygget en tillidsfuld relation til Niels.
Besøgsvennerne tager udgangspunkt i den enkeltes behov og hjælper med dagligdags ting, men mest af alt handler det om at undgå isolation og sikre kontakt til omverdenen gennem samvær. De kan sammen indrette det nye hjem, de kan gå på indkøb eller ud at se noget i byen.
- Det handler om at gøre hans hverdag lidt mere tryg og mere indholdsrig. Vi deler også nogle oplevelser sammen, vi har f.eks. været i skoven sammen, vi har været på museum sammen og på kanalrundfart sammen. At give ham sådan nogle oplevelser i hverdagen, som gør at han føler sig mere normal og har noget mere at byde på i sociale sammenhænge. Men det vigtigste af alt, er det her med at være sammen.
- I starten var jeg meget ambitiøs med det her med at lave store ting, men her for et par uger siden lavede vi mad sammen i hans eget køkken. Det havde han aldrig prøvet før, og det virkede som om at det var noget af det bedste, vi havde lavet sammen, fordi det var i hans hjemlige rammer, og han følte sig lidt som vært lige pludselig, og den her stolthed over hans hjem, at han kunne vise det frem og bruge det til noget, fortæller Jacob.
Relationen i centrum
Det er relationen, som er i fokus i projekt frivillig besøgsven.
- De hjemløse mennesker, som de er besøgsvenner for, de har rigtig meget professionel kontakt, men de har ikke nogle venner eller familie eller noget som helst, og det kan en frivillig besøgsven jo ikke erstatte, men det kan lære dem at have relationer, og det kan lære dem at være sammen med andre, uden at det er sagsbehandlere eller støttepersoner på et bosted, siger Bo Heide-Jochimsen, som er gadeplansmedarbejder og koordinator på projekt Frivillige besøgsvenner.
Noget Jacob som besøgsven kan nikke genkendende til.
- Den her samtale, og det her nærvær, det er tit det de savner. Det er mere givende for dem end alt muligt andet, bare det at være sammen. Det er det de savner, den der anerkendelse i form af bare at sidde sammen. Det kan man tydeligt mærke, fortæller han.
Det kræver tid og tålmodighed, at få skabt en tillidsfuld relation. Men når den gode relation er der, kan den være grobund for udvikling.
- I starten når vi havde samtaler, så var det tit sådan nogle 5-minutters snakke, hvor det var mig, der førte ordet, og han var meget fåmælt. Han gav mig ret i alting, han modsagde mig aldrig og kom ikke med nogle personlige inputs. Langsomt er det blevet til, at vi nu kan sidde og snakke sammen i to timer, hvor han kan komme med anekdoter fra sin barndom, små episoder han har oplevet i løbet af ugen, eller nogle bekymringer og dårlige oplevelser han har haft. Han deler meget mere nu og kan bare snakke løs. Så det tager lang tid for ham at føle sig tryg ved en person, men når han først gør det, så bruger han dem også, siger Jacob.
Niels er også begyndt at bruge sin bolig. I cirka fem ud af ugens syv dage opholder han sig i boligen enten om dagen, eller også sover han der.
- Han er også begyndt nogle gange at sige: ' Det er koldt, nu går jeg hjem', og det er helt nyt for ham, så der sker rigtig meget med ham, fortæller Jacob.
Den frivillige relation
Netop frivilligheden er central, for det gør en forskel, at besøgsvennerne stiller op på frivillig basis, og det ikke er noget, de får løn for.
- Jeg tror på, at hvis man gør det som frivillig, så er det fordi man rigtig gerne vil. Hvis man gør det som frivillig, så kan man lige præcis fordybe sig i relationen. Der er ikke nogle mål der bliver sat op, der er ikke noget pres, der er ikke handleplaner og journaler og sådan noget. Nej, det handler om mødet mellem to mennesker, og for begges vedkommende er det frivilligt. De har valgt hinanden. Det er et tilbud til den tidligere eller nuværende hjemløse, og det er et tilbud til den frivillige besøgsven, men den eneste præmie i det, det er den tid de har sammen, fortæller Bo.
De hjemløse har netop også valgt besøgsvennerne til på frivillig basis, og ligesom Bo mener Jacob, at frivilligheden spiller en afgørende rolle i mødet.
- Jeg tror godt de kan mærke, at man kommer af lyst frem for af pligt. Det giver noget helt særligt at få en uforpligtet relation til folk, et venskabeligt forhold, frem for at man skal nå et mål. Jeg tror meget hurtigt, de kan fornemme, hvorfor man kommer, siger Jacob.
Jacob mener selv, at han under alle omstændigheder ville besøge Niels engang imellem, også selvom han ikke var besøgsven, og der er ikke nogen tvivl om at Jacobs personlige engagement gør en forskel.
Det kræver sit at være frivillig. Først og fremmest skal man gøre sig klart, om det er noget man har både lyst, tid og overskud til i en længere periode. Man skal virkelig ville det.
- Det duer ikke, at man kommer ind og er besøgsven to måneder, og så ikke gider mere. Det er mennesker man har med at gøre, og de har oplevet så mange svigt igennem så lang tid, så man skal være ret stabil, fortæller Jacob.
Men det er ikke kun de hjemløse, som har glæde af besøgsven-ordningen. Det går begge veje.
- Det er meget givende for mig også. Det er ikke derfor man gør det, men det er klart ,det er en fed fornemmelse at gøre en forskel for nogen. Det er en god følelse. Det giver et ekstra pust, siger Jacob.
Det er et samarbejde- Det handler om at lave faldskærme rundt om de her folk. Og det er ikke fordi de ikke kan klare sig selv, men de har en lang historie af modgang og dårligt selvværd, så det er altid godt at have mere end en plan. Så det er rigtig fint, hvis der både er en frivillig, at der er en professionel, og der på sigt kommer nogle andre relationer til også, for så er der forskellige steder man kan falde hen. For tit er der sket det, at de ikke har haft nogen, og så er de bare faldet hele vejen igennem, slutter Bo.
Vil du vide mere om projekt Frivillig besøgsven, er du velkommen til at kontakte Bo Heide-Jochimsen på tlf. 61207305 eller mail bj@udenfor.dk
Bo er gadeplansmedarbejder i projekt UDENFOR og koordinator på projekt frivillig besøgsven.