Projekt Udenfor

Produktionsskoleelever ordner tøj til hjemløse
05-02-2009

Elever fra Pædagogisk Værksted/Sosu-linien på Roskilde Produktionsskole lærer om hjemløse og hjemløshed i projekt UDENFOR.

En gang om måneden er en gruppe elever og deres lærer fra Produktionsskolen på besøg i projekt UDENFOR. Her lærer de om hjemløse og deres levevilkår. Undervisningen suppleres med praktisk arbejde på tøjdepotet i projekt UDENFOR.

Tøjet kommer fra firmaer og sponsorer, der fra tid til anden forærer os nyt tøj, soveposer og liggeunderlag. Fra private og organisationer modtager vi også en del genbrugstøj, som vi har stor efterspørgsel på, især her i vintermånederne.

Eleverne fra Roskilde Produktionsskole sorterer det indkomne tøj og lægger på hylder efter størrelse og emne. Så er det nemt og overskueligt for de frivillige, som tager tøj med i bilen, når de om aftenen bringer varm mad ud til de hjemløse. Det skal gå hurtigt, for maden skal serveres varm, så de frivillige har ikke tid til at stå og checke størrelse, mand/kvinde, sommer/vinter og den slags.

Med hjælp fra eleverne på Roskilde Produktionsskole er tøjet til de hjemløse lige til at gå til. Og vi risikerer ikke længere kun at have bukser i størrelse small med til mændene i størrelse x-large på Kultorvet.

Stor tak til elever og lærer på Roskilde Produktionsskole for deres bidrag til hjemløseindsatsen. Her kan du se nogle af de flittige elever i aktion. 

Jane Laustsen

Naturskolen 2009 010 II.JPG Naturskolen 2009 002 II.JPG
Naturskolen 2009 004 II.JPG            Naturskolen 2009 014 II.JPG

Naturskolen 2009 007 II.JPG

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close