Ph.d. afhandling om Hjemløshed og Personlig Livsførelse
01-09-2008

Af: Kristensen, Kasper A. (2008), København: Københavns Universitet (Forskningsrapport).

Kasper A. Kristensens afhandling omhandler, hvordan hjemløse på gaden fører deres liv i perioden, hvor de er hjemløse. Denne problemstilling bliver refereret til som ’livsførelse’ og er en psykologisk vinkel på hjemløshed, som fokuserer på den personlige betydning af at være hjemløs.

’Livsførelse’ er et begreb udviklet af Holzkamp, som siger, at det er ’livsnødvendigt’ at udvikle en ’daglig livsførelse’ for at kunne opretholde og understøtte livet. Kasper A. Kristensen har centreret sin empiri på hjemløse, der lever og opholder sig på gaden, da han vil undgå påvirkningen fra institutionelle rammer for derved at opnå et bredere og bedre indblik i det personlige liv med hjemløshed.

Afhandlingen er en kombination af feltarbejde og casestudy, hvor Kasper A. Kristensen har fulgt, observeret og interviewet hjemløse. Kasper A. Kristensen har fulgt tre nøgleinformanter i op til 2 år, hvor han i perioder har fulgt dem intensivt og i andre perioder har fulgt op på dem i løbet af ugen i et par timer. Derudover består den empiriske del også af 6 dybdegående interviews og 4 kortere interviews. På baggrund af disse observationer og interviews har Kasper A. Kristensen dannet sig et overblik over sine informanters livsførelse ved at fokusere på tre handlinger, som er knyttet til livsførelse. De tre handlinger er færdes, at ordne sine forhold og selvforståelse.

Færden er blevet delt op i tre kategorier; at færdes blandt mennesker, at færdes blandt steder, og at færdes blandt institutioner og sociale tilbud. Derudover er der sat fokus op at ordne sine forhold, hvilket er udtryk for, hvordan den enkelte organiserer sit dagligliv og de livsbetingelser, det hviler på. Til sidst fokuserer Kasper A. Kristensen på selvforståelse, som drejer sig om den enkeltes identifikations- og dis-identifikationsprocesser.

Afhandlingen udleder på baggrund af observationerne, at de tre observerede informanters færden er meget varieret og ikke særlig rutinepræget eller regelmæssig. I stedet forsøger informanterne løbende at strukturere deres aktiviteter og deres sociale relationer i forhold til bylivets skiftende resurser og muligheder, og på den måde formår de at udnytte aktuelle muligheder. I deres færden skabes livsløbet konkret i mødet med den sociale verdens historiske betingelser, processer og muligheder, skriver forfatteren.

I forbindelse med at ordne sine forhold er de tre observerede informanters dagligdag præget af stor uforudsigelighed. De tre informanter sammensætter deres dagsrytme efter de forhold, der er til stede og efter deres personlige behov på daværende tidspunkt. Selvom deres dagligliv ikke er rutinebestemt, så er det ikke uden struktur, og deres dagligliv bliver ordnet efter bestemte ordninger ’Hus Forbi’ eller ’flaskepant’. Begge dele er en mulighed for hjemløse for at tjene penge og er tilpas fleksible til, at hjemløse har mulighed for at integrere dem i deres livsførelse. Under personlige ordninger bliver opbevaring af ejendele nævnt. Opbevaringsbokse, som kan findes på for eksempel Nørreport station, bliver brugt som opbevaring af ejendele, som ikke skal bruges hele tiden.

Formålet med opbevaringsbokse betyder ikke kun mindre byrde i form af vægt, men også en sikring mod tyveri. Derudover er barnevogne, Christiania-cykler og almindelige cykler midler til at ordne og holde styr på personlige ejendele. På den måde formår informanterne at ordne deres personlige forhold på en funktionel måde på trods af, at de ikke har en bolig.

I forhold til selvforståelse, trækker de tre informanter ikke på traditionelle identifikationsresurser, da de enten mangler eller har svage relationer til for eksempel sociale fællesskaber, tilinstitutionslivet, til familie eller til arbejdsmarkedet. De tre informanter ser i stedet sig selv i forhold til, hvordan de bliver opfattet af deres omgivelser, og hvilke karakteristikker, der bliver tillagt dem som hjemløse. Dette er stigmatiserende sociale identifikationer, som informanterne må kæmpe mod, således at de ikke får for stor indflydelse på deres selvforståelse. De identificerer også sig selv i forhold til andre hjemløse. Dette kommer til udtryk ved sammenligning. Den enkelte kan vurdere sig selv, enten som mere eller mindre hjemløs i forhold til de andre, eller hjemløs på den ’rigtige’ måde. Det er ikke livet på gaden, der definerer dem som mennesker, livet på gaden har betydning for dem i en større historisk sammenhæng, både knyttet til det tidligere liv, de personlige bevægelser som har ledt dem her til og deres forestillinger og håb for fremtiden, skriver Kasper A.

Kristensen.