Deltagerne på årets FEANTSA-konference får både et ’poetisk teaterstykke’, en afskedsgave og andre overraskelser med sig med i bagagen efter konferencen fredag.
Teatergruppen Mikado, som står for afslutningseventen ved årets FEANTSA-konference, vil fremføre et kortere teaterstykke.
- Det handler om essensen i hjemløshed og misbrug. Nemlig den indre dæmon, der får dig til at gå tilbage til alkoholen og væk fra den vej, du egentlig vil, fortæller instruktør Jeppe Grenderslev.
Der vil være fire på scenen: To skulespillere og to musikere. Stykket vil bestå af engelsk, en smule dansk og musik, som understøtter stemningen, så den kan forstås uanset nationalitet.
Lavede research på gaden
Stykket er et uddrag fra et længere teaterstykke, som gruppen har opført tidligere. For at kunne skrive stykket, gik gruppens medlemmer på skift på gaden sammen med en hjemløs igennem fire måneder.
Manden bag den ide var instruktøren Jeppe Grenderslev.
- Jeg kunne godt tænke mig at undersøge, hvad der lå til grund fro hjemløshed. Uanset hvor rigt et land man er, vil der jo altid være den her problematik, siger Jeppe Grenderslev om den sociale nysgerrighed, som affødte teaterstykket.
Afskedsgave til alle sanser
Udover afslutningseventen, hvor Mikado vil opføre deres teaterstykke, er der en afskedsgave til alle konferencedeltagere. Her er der lagt vægt på, at der er noget til flere sanser.
Og for at forevige konferencens mange aktiviteter og stemninger har de hjemløses fotograf, Holger E. Henriksen, tilbudt at tage billeder i løbet af dagen. Han er fast fotograf på hus Forbi.