Projekt Udenfor

Nye specialer om hjemløshed
17-10-2008

projekt UDENFOR har tre specialepladser til studerende, der skriver om hjemløse- og udsatteområdet. Lige nu skriver Winni S. Ravn, Maj Kastanje og Mie Lollike speciale hos os.

Winni skriver sit speciale på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) sammen med en medstuderende fra Århus Universitet. Specialet har fokus på unge hjemløse, og det, der ønskes belyst, er, hvorfor specialets informantgruppe har stiftet bekendtskab med hjemløshed og derved endt på en § 110-borform (herberg eller forsorgshjem). For at afhjælpe hjemløshed blandt unge hjemløse, er det vigtigt at kende årsagerne til deres hjemløshed.   

Maj skriver speciale på Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter (RUC) med fokus på hjemløshed i Rusland. Med afsæt i et praktikophold hos en russisk hjemløseorganisation, behandler specialet de strukturelle årsager til det enorme antal hjemløse i Rusland, de hjemløses manglende rettigheder samt deres egen oplevelse af problemstillingen. Specialet inkluderer et feltarbejde blandt hjemløse i St. Petersborg.

Mie skriver også på RUC, hvor hun læser psykologi og kultur- og sprogmøde. Specialet omhandler tiltag og tilbud til hjemløse. Der bliver set på statslige tiltag, kommunale tiltag samt frivillige organisationers indsats på hjemløseområdet.  I specialet indgår også en empirisk analyse af den enkeltes selv-opfattelse bl.a. i forhold til etnicitet. Analysen tager afsæt i dybdegående kvalitative interviews.

Winni er snart færdig med sit speciale og afleverer i næste uge, mens Maj og Mie vil være herinde til næste år. Specialerne kan, når de bliver offentliggjort, hentes fra vores digitale bibliotek, MARGIN  

Se vores specialestuderende her

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close