Undersøgelsen sætter fokus på vestafrikanske migranter, der lever som hjemløse i København, og er udarbejdet af Jeanett Schmidt Christensen. Jeanett er kandidat i Socialt Arbejde v. Aalborg Universitet og har de sidste tre måneder været i praktik i Udeliggerprojektet i projekt UDENFOR.
Vestafrikanerne er en forholdsvis ny gruppe af udenlandske hjemløse i København. Der mangler derfor også viden om gruppen af hjemløse vestafrikanske. Hvem er de? Hvor kommer de fra? Hvorfor er de her? Hvilke muligheder har de i Danmark, og hvad er deres juridiske status? Spørgsmål som Jeanett søger at besvare i undersøgelsesrapporten som offentliggøres efter jul.
Undersøgelsen bygger på interviews med vestafrikanere fra fire forskellige lande. Der er tale om livshistorieinterviews suppleret af observationer, research og feltarbejde på gaden, på dag- og natvarmestuer og i et bespisningsprojekt.
De fleste af de interviewede har Jeanett lært at kende gennem sit feltarbejde i praktikperioden, og de har derfor fra starten haft tillid til hende.
Grundlæggende for dem alle er, at de ikke har kunnet skabe sig en fremtid i deres hjemland. Mange har arbejdet i Sydeuropa i mange år og har også midlertidig eller permanent opholdstilladelse der, men finanskrisen og manglende sociale sikkerhedsnet har gjort at de måtte søge arbejde andetsteds.
Jeanett kan ikke genkende det billede der tegnes i medierne af folk som kommer til Danmark for at udnytte systemet, og som ved nøjagtigt hvor de skal gå hen for at få gratis mad og overnatning.
- De er rejst alene og har så mødt nogen f.eks. på hovedbanegården, som har hjulpet dem hen på varmestuerne. Mange af dem virker meget ressourcestærke og beskriver, at det ikke er et liv for dem at sidde på varmestuerne, og mange tager meget afstand fra andre hjemløse, fortæller Jeanett.
Vestafrikanerne skiller sig ikke umiddelbart ud i gadebilledet, og de betragter heller ikke sig selv som hjemløse til trods for at langt størstedelen ikke har tag over hovedet, lever på gaden og holder til på varmestuer.
Spørgsmålet er hvor længe de kan opretholde dette selvbillede, og hvilke muligheder de har i Danmark. En problematik som undersøgelsen griber fat i, og hvor analysen byder på en række interessante betragtninger.
Læs mere når undersøgelsen offentliggøres på projekt UDENFORs hjemmeside og i nyhedsbrevet efter jul.