Projekt Udenfor

Ny hjemmeside om udsattes sundhed
19-11-2008

Landsforeningen af Væresteder (LVS) og projekt UDENFOR sætter fokus på udsattes sundhed via en ny hjemmeside, www.udsattesundhed.dk, som blev lanceret i efteråret 2008.

Sundhedsportalen Udsattesundhed.nu har til formål at samle og formidle viden om socialt udsatte menneskers sundhed og social ulighed i sundhed, og det er første gang, at viden om udsatte borgeres sundhed samles ét sted på Internettet. Undersøgelser dokumenterer (bl.a. SUSY-Udsat, som Rådet for Socialt Udsatte udgav i 2008), at socialt udsattes sundhedstilstand er alarmerende ringe sammenlignet med den generelle befolknings sundhed. At blive klogere på den sociale ulighed i sundhed er vejen til en bedre sundhedsindsats overfor de socialt udsatte borgere. 

På udsattesundhed.nu kan du finde kilder til forståelse af de sundhedsproblematikker, der knytter sig til socialt udsatte borgere. Du kan søge information om undersøgelser, projekter, konkrete sundhedstiltag og udgivelser, der relaterer til socialt udsattes sundhed.

Udsattesundhed.nu er ment som et værktøj for fagfolk såvel som praktikere og brugere på området. Vi forventer, at portalen over tid henvender sig direkte til udsatte borgere og giver dem relevant viden om mulighederne for at forbedre sin sundhed.

Udsattesundhed.nu er en invitation til det bredest mulige samarbejde mellem sociale tilbud, kommuner, regioner, sundhedssektoren, idræts- og kulturverdenen og derfor er udsattesundhed.nu tænkt som et redskab og en platform for alle som arbejder med socialt udsatte og deres sundhed.

At vi har de samme rettigheder til behandling i sundhedsvæsenet er hverken garant for, at vi får den samme behandling, eller at vi oplever et sygdomsforløb ens. For mennesker med et bredt socialt netværk, familie og venner er det at brække benet én ting, og for den hjemløse eller misbrugeren er det noget ganske andet.

At udsattesundhed.nu er kommet til verden netop nu skyldes hovedsagligt to faktorer: SUSY-udsat undersøgelsens dokumentation af sundhedstilstanden blandt de udsatte, og den kendsgerning at 88 % af kommunerne ifølge Sundhedsstyrelsen og Ramböll Management efterspørger rådgivning om sundhed for udsatte.

Klik dig ind på www.udsattesundhed.dk og bliv klogere på socialt udsattes sundhedstilstand og den sociale ulighed i sundhed.

God fornøjelse.

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close