Ny bog om herberget i Hillerødgade
08-11-2010

__________________________________________________________________________

Anmeldelse af Søren Peder Sørensen: ”Herberget i Hillerødgade. Hjemløshed i København gennem 50 år”. Udgivet af Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade 62-64, 2010
__________________________________________________________________________

Af Preben Brandt

Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade i København fejrer sin 50 års dag med en bogudgivelse. Bogens titel er: ”Herberget i Hillerødgade – Hjemløshed i København gennem 50 år”. På bogens knap 100 sider bliver der fortalt en meget læseværdig beretning om herbergets historie, eller rettere om såvel forhistorien og de 50 års historie, fra den dag i 1960 hvor herberget blev taget i brug og frem til i dag.

Og parallelt med selve historien om huset fortælles, som det også loves i bogens undertitel, historien om udviklingen i den del af statens og kommunens socialpolitik, der omhandler indsatsen over for mennesker, der er hjemløse. Men lad mig bare her også lige give plads til en smule kritik af bogen. At påstå, at det er en bog om hjemløshed i København gennem 50 år er kun delvis sandt. Det er vel for så vidt fair, at stort set alt ses fra herbergets side, for det er jo en bog om den rolle herberget har spillet. Men der foregik altså meget andet på hjemløseområdet gennem årene fra 1960 – 2010. Der var andre kristelige organisationer, der tog sig af mennesker, der var hjemløse, ”Missionen blandt hjemløse” er lige nævnt som én af dem. Men kommunen havde sandelig også selv en stor institution, Sundholm, som siden 1906 havde ydet bistand til mennesker, der var hjemløse og som udover overnatning også tilbød social (gen)optræning og sundhedstilbud, både i forhold til fysiske som psykiske lidelser. Dette bare sagt for at ingen læser skal falde i den vildfarelse at tro, at der ikke var andre steder at henvende sig for de mest udsatte.

Når det så er sagt, vil jeg da tilføje, at jeg finder bogens beskrivelse af udviklingen i socialpolitikken, i forhold til indsatsen over for hjemløse, gennem de 50 år meget seriøs og aldeles vigtig at blive mindet om.

Et af de spor som følges i bogen er den stadige udvikling i forbedring af de fysiske rammer. Det er vigtigt at blive mindet om den kamp, som er blevet ført for at sikre bedre økonomisk støtte, som grundlag for bedre indsats og bedre forhold. Som for 50 år siden og frem til i dag, er det ikke botilbuddenes bygningsmæssige kvaliteter, der står øverst på politikkernes socialpolitiske prioriteringslister, skal jeg hilse at sige. I den forbindelse finder jeg bogens funderinger over, om man skal affinde sig med uanstændige rammer på hjemløses vegne, fordi det kun kan være værre, hvis der slet ikke er noget tilbud, vigtige også for dagens debat. Selvom det kun kommer diskret frem i bogen, kan man godt læse den store indsats, der er gjort af mange, for gennem vedholdende påpegning af uretfærdighederne at få ændret situationen.

Over en periode på 50 år har vi oplevet forandringerne i holdninger og i indsats, som skyldes socialpolitikken i det gryende velfærdssamfund, i et velfærdssamfund på sit højeste og i et velfærdssamfund under afvikling og på vej mod et postvelfærdssamfund. Fra et lille hjørne i samfundet, her Herberget i Hillerødgade, følger vi forandringerne fra dengang indsatsen altovervejende var båret af ’brændende ildhu’, som korshærschef Bjarne Lenau Henriksen kalder det, til at professionalismen blev styrende for indsatsen. Klart som en følge af, at såvel lovgivningen som kommunen, som den, der betaler, stiller krav om det. Der er ingen af de, der lægger stemme til beretningen, der siger, at det er gået for vidt med den styring fra offentlig side. Er det mon det? Tænker jeg ved læsningen.

Jeg stødes noget over, så uimodsagt udsagnet om, at ’den, der betaler også bestemmer’. Det er måske et fornuftigt princip i den del af verdenen, hvor kapital og magt hænger nøje sammen. Men skal det også bare sådan uden videre gøres til det bærende princip i forhold til statens og kommunens indflydelse på de non-profit-organisationer, som de anmoder om at løse samfundsopgaver. Jo da vi skal følge lovgivningen, men skal vi også bøje os for krav om at give afkald på holdningsmæssige værdier, og skal vi bare være dem der udfører ordrer, eller? I hvert fald giver og stiller et demokrati mulighed for at være med til at forme de politiske beslutninger.

Menneskene, de der bebor herberget er også med. Hvor meget der er forandret i forhold til de, der søger herberget og som jo altså er nye hjemløse med nye problemer, er det lykkedes at få beskrevet, kort, klart og sagligt. Sådan er det forløbet på Herberget i Hillerødgade og i det hele taget i København og i Danmark. Siden 1980 har jeg selv set det, både når jeg har besøgt herberget for at vurdere en beboer med psykiske problemer, eller når jeg har talt med hjemløse mennesker i anden sammenhæng. At se på hvem det er, der bliver hjemløs, og hvilke problemer hjemløse har, er et godt mål for, hvor der er noget, der ikke fungerer i vores samfund.

Det kommer lige, næsten usynligt frem her og der, at man også på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade, trods intentioner om at være et sted, hvor alle kunne komme og blive respekteret som det, de nu var, har været ramt af en, synes jeg, ikke særlig ærbare måde at handle på. Både på herberget og de andre botilbud i København, har man ført en afvisningspolitik, der ind imellem har ført til, at meget medtagne og hjælpeløse personer har måttet overnatte på gaden. På sin vis forståeligt, fordi personen har været truende eller voldelig. Eller fordi man ikke følte sig rustet til at tage imod en ny brugergruppe, fx hjemløse der var både psykisk syge og misbrugere. Jeg kunne godt have tænkt mig, at man også havde trukket dette aspekt mere frem, ikke bare som selvkritik, men også som en del af 2010-selvforståelsen.

Bogen er langt mere end et festskrift. Den er socialpolitisk dokumentation. Ganske vist ikke en videnskabelig en af slagsen. Men alligevel en vigtig meddelelse om en tid og en række principper omkring indsatsen mod hjemløshed. Den fortjener at blive læst, både af de af os, der på grund af vores alder mindes om tiden der var og forandringerne og af de unge, der gerne vil beskæftige sig med det særlige sociale forhold, som hjemløshed er. Man bliver klogere, og så er der, som jeg skriver, masser af stof i bogen som kan vække til enighed og uenighed og dermed til tanker og diskussioner.