Kritik af SKP-ordningen
08-12-2008

Torsdag d. 4. december 2008 stod en kommunal støtte- og kontaktperson (SKP) offentlig frem i et interview i Information med kritik af bureaukratiseringen af SKP-ordningen og den omfattende visitation, som er i strid med loven. SKP’en er bl.a. citeret for at sige, at bureaukratiske procedurer i stigende grad bliver presset ned over hovedet på SKPerne i bl.a. Københavns Kommune.

Men hvad siger loven egentlig om SKP-ordningen?

I Servicelovens § 99 står følgende om en SKP:

§ 99. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.

Borgeren har med andre ord ret til en SKP, såfremt personen falder ind under målgruppen, fordi kommunen sørger for tilbud om en SKP.

I Socialministeriets vejledning nr. 96 af 5/12 2006 om særlig støtte til voksne, står der endvidere under formål og målgruppe: Der er tale om en målgruppe, som ikke nødvendigvis tidligere har haft kontakt med de sociale myndigheder på forhånd. Der er således ikke tale om en visiteret ordning. Alle kan henvende sig til kommunen og gøre opmærksom på, at en person har behov for hjælp, ligesom kendskab til målgruppen kan ske ved støtte- og kontaktpersonernes opsøgende arbejde.

Vejledningen gør også opmærksom på, at SKP-arbejdet kræver tid og, at dette arbejde ikke kan hastes igennem: Der kan ikke fastsættes tidsmæssige rammer for, hvor lang tid det tager at etablere en kontakt og hvornår støtte- og kontaktforholdet kan afsluttes.

Den kommunalt ansatte SKP citeret i Information d. 4. december peger på vigtige områder, som efter personens eget udsagn ikke bliver overholdt i Københavns Kommune. Som ovenstående citater viser, lægger vejledningen helt klart op til en mere uformel og opsøgende kontakt til personer i målgruppen og ikke til bureaukratiske procedurer.  

Hvordan SKP-ordningen organiseres og tilrettelægges står mere frit og kan både ske som en del af den kommunale forvaltning eller i tilknytning til fx et forsorgshjem. Derudover gør vejledningen opmærksom på: Ordningerne bør dog tilrettelægges på en sådan måde, at det sikres, at der sker en adskillelse af omsorgs- og myndighedsfunktionen.

SKP’en nævner i den refererede artikel, at kommunen forventer, at hun skriver i en elektronisk journal, som også benyttes af myndighedsudøvere og kan læses af 6000 medarbejdere i Socialforvaltningen.  Reelt er der derfor ikke er en adskillelse af omsorgs- og myndighedsfunktionen i Københavns Kommune.

Derudover er SKP’en i artiklen inde på problematikken omkring den manglende anonymitet.

I vejledningen står der følgende om anonymitet: Støtte- og kontaktpersonen kan tilbyde brugeren at være anonym. Brugeren kan afslå at tage imod et tilbud om hjælp fra en støtte- og kontaktperson.

For os som en organisation, der har 11 års erfaring i opsøgende, støtte- og kontaktarbejde, er det en gåde, at vejledningen overlader beslutning om anonymitet til SKP’en og ikke til brugeren! Det er stik imod den faglige viden, vi har på området og imod rettighedsprincippet i vores samfund. Vores erfaring siger os, at hvis arbejdet med udsatte grupper skal lykkes, skal beslutning om anonymitet overlades til den, der modtager og ikke den, der giver hjælpen. SKP-ordningen skal hjælpe brugeren og ikke SKP’en eller den organisation, som tilbyder SKP’en. 

Bureaukratiseringen af SKP-ordningen er ikke i overensstemmelse med visionerne for ordningen og i sidste ende går det ud over de udsatte borgere, som har skullet profitere af den. SKP-ordningen er også tiltænkt personer, som ikke har kontant til det offentlige. Med visitationen og de bureaukratiske procedurer, risikerer vi endnu engang en restgruppe, som det offentlige system ikke får fat i.

Få mere viden om SKP-ordningen her

Serap Erkan