Endnu engang har medierne fokus på regeringens nye 300-timers regel. Denne gang med baggrund i en undersøgelse udarbejdet af konsulentfirmaet LG Insight i samarbejde med Esbjerg Kommune, som viser, at det hovedsageligt er børnefamilier med anden etnisk baggrund end dansk, der bliver ramt af bestemmelserne i 300-timers reglen. Kort fortalt skal et ægtepar på kontanthjælp i to år eller mere dokumentere, at de begge har haft ordinært, ustøttet arbejde, i løbet de seneste to år, for at den enes kontanthjælp ikke skal bortfalde. Hvis den enes kontanthjælp ryger må familien leve for 11.904 kr. før skat om måneden plus eventuelle tilskud (fx boligydelse) (Kilde: Ugebrevet A4, se link nederst på denne side).
300-timers reglen trådte i kraft 1. april 2007, og Dagbladet Information skriver i dag d. 9. juli 2007, at 300-timers reglen og regeringens kontanthjælpsstop i 92 procent af tilfældene rammer børnefamilier med anden etnisk baggrund. Og på den måde indirekte også familiernes børn. Med 11.904 kr. er der næppe råd til, at børnene kan blive inkluderet i fællesskabet på lige fod med deres økonomisk privilegerede klassekammerater og generationsfæller. Børnene risikerer at vokse op med lang tid i økonomisk fattigdom og dermed med den øgede risiko for omfattende sociale og helbredsmæssige problemer i voksentilværelsen, hvilket er et velbeskrevet fænomen. Allerede nu ser vi fx en betydelig overrepræsentation af personer med anden etnisk baggrund på botilbuddene for hjemløse. Det skulle vi gerne undgå i fremtiden – og det gør vi ikke ved at lade børnene af indvandrede og flygtninge vokse op i fattigdom.
Bayram Yüksel, næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter er citeret i Information for at sige, at det er ”tilsigtet”, at stramningerne næsten udelukkende rammer indvandrerfamilier. Med tonen i debatten om de ”snyltende”, ”dovne” og ”ugidelige” indvandrere og flygtninge, er det ikke så sært at få denne tanke. Desuden vil det ofte være således, at mange par med indvandrer- og flygtningebaggrund traditionen tro vil være gift på papiret i modsætningen til danske par (på kontanthjælp), som godt kan leve sammen uden at være gift. Det er med andre ord en rigtig dårlig idé at gifte sig som kontanthjælpsmodtager. En opfordring - især til etniske minoriteter på kontanthjælp; lad jer skille hurtigst muligt!
Ifølge forfatteren til Den nye ulighed, Lars Olsen, peger undersøgelser på, at jo større etnisk opsplittelse, der er i et samfund, desto sværere er det at fastholde opbakningen til et generøst velfærdssystem og social omfordeling. I USA er der pga. den etniske opsplitning også mindre støtte til fælles velfærdsordninger, og man kan frygte, at 300-timers reglen er en afspejling af denne mentalitet. Læs mere om Den nye ulighed her.
Når nu regeringen lægger så meget vægt på beskæftigelse og selvforsørgelse, hvorfor går den ikke linen ud og tilbyder en jobgaranti til samtlige kontanthjælpsmodtagere? På den måde vil regeringen undgå at få skudt i skoene, at kontanthjælpemodtagere ikke kan få arbejde, da arbejdsmarkedet og arbejdsgiverne udstøder, diskriminerer m.v. Arbejdsmarkedet må også tage deres del af ansvaret, og regeringen må som den gode rollemodel føre an, tage hovedansvaret og gøde jorden for at få folk i beskæftigelse, før den begynder at tage brødet ud af munden på sine borgere.
Rådet for Socialt Udsatte udtrykte allerede i deres Årsrapport 2005 bekymring for 300-timers reglens økonomisk forarmende effekt på især familiernes børn og stillede allerede i 2005 et forlag om indførelsen af en jobgaranti (http://www.udsatte.dk/visside.asp?id=138).
Meget tyder på, at regeringen ikke lytter til de socialt udsattes talerør, når det drejer sig om socialt udsattes økonomiske situation og de områder, som kalder på regeringens aktive deltagelse.
Læs Informations artikel om undersøgelsen af 300-timers reglen her: http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.php?pShow=TryktAvis/TAvVis.php&pTAvVis=218090
Læs A4s artikel om undersøgelsen af 300-timers reglen her: http://www.ugebreveta4.dk/2007/25/Baggrundoganalyse/JobregelRammerIndvandrerboern.aspx
Serap Erkan