Invitation til Socialpsykiatrien
01-11-2008

Af: Lihme, Benny (red) (2008). København: Akademisk Forlag.

Bogen inviterer over 9 kapitler til øget opmærksomhed omkring de socialpsykiatrisk indsatser og til, at den saglighed, der udøves i socialpsykiatrien får et løft.

Inden de forskellige forfattere får ordet benyttes forordets første side til – ikke med urette – at kritisere psykiatrien for at være sjældne gæster i de sociale felter. Men, kære redaktør og forfatter til forordet, ved alene at nævne eksempler på en række overlæger, som ”på distance forsøger at nedgøre de sociale indsatser” skabes en opfattelse af, at sådan er alt og alle i den sundhedsbaserede psykiatri. Sådan er enhver psykiater, synes synspunktet at være. Kunne der mon findes eksempler på det modsatte? Eller skal der graves skyttegrave og skal en bestemt profession samlet stigmatiseres? Andre kunne måske, som jeg, fristes til at lægge bogen væk efter den karakteristik af en hel profession. Men gør det ikke. Der er meget godt at hente og socialpsykiatrien har nu nået en alder, hvor den trænger til, at der gøres seriøse overvejelser om hvad der er muligt og hvordan fagligheden og dermed metoderne i arbejdet skal udvikles.

Socialpsykiatriens område spænder vidt. At komme sig (recovery), at benytte udviklingsstøttende relationer (anerkendelse), at tilbyde omsorgsgivende støtte og kontakt (Støtte- og KontaktPersonordning) og at sikreboliger, der kan blive til hjem (brugerinddragelse, boformer).

Bogens sidste kapitel omhandler psykisk syge hjemløse. 20 % af alle de mennesker, der på et givet tidspunkt er hjemløse er også psykisk syge. Det er ca. 1200 personer. Sådan har det været de sidste 20 år beskrives det i kapitlet. Alligevel gives der udtryk for en vis optimisme i forhold til at mindske antallet af psykisk syge, der må leve som hjemløse. Som metoder til dette peges der på tidlige og vedholdende indsatser i hjemmet før hjemløshed og på, at de psykiatriske afdelinger burde være mere fleksible og udvise et helhedssyn på mennesket. Det må man så håbe er muligt. Men hvis indledningens meget ensidige karakteristik af psykiatrien står til troende – hvad det heldigvis ikke gør 100 % - blegner dette håb aldeles.

Med bogens øvrige kapitler in mente vil jeg foreslå, at man i forhold til mennesker, der er hjemløse og samtidig har et betydeligt psykosocialt handicap først og fremmest satser på en social og socialpsykiatrisk indsats, at man også har tillid til at disse mennesker selv kan være med til at tage stilling til egen fremtid og at man etablerer ligeværdige og gensidig kravstillende samarbejdsforhold mellem de sociale og de sygehusbaserede hjælpe- og behandlingstilbud.

PBr