Af: Christensen, Gunvor & Torben Heien Nielsen (2008), København: SFI (Forskningsrapport).
Denne rapport er den første i Danmark, der ser på udsættelsesproblematikkens omfang og karakteristika med afsæt i register- og surveydata og interviewundersøgelser i fire udvalgte kommuner og to boligorganisationer. Rapporten peger på årsagerne til, at lejere bliver sat ud af deres boliger, og de følger, det får for lejerens familie, boligforhold og forsørgelse. På den måde er rapporten også et vigtigt bidrag til hjemløseforskningen, da den kommer bag om de problemer, som går forud for en situation som hjemløs.
Rapporten viser, at antallet af udsættelser af lejere er steget fra 1.499 (0,06 pct. af samtlige husstande) i 2002 til 2.589 (0,1 pct. af samtlige husstande) i 2006. Væksten i udsættelser berør og relaterer sig særligt til storbyerne København og de fire største byer (Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg). Den primære grund til, at lejere bliver sat ud af deres bolig, er, at de ikke har betalt husleje. En anden årsag er, at lejerne har overtrådt husordenen. Manglende huslejebetaling kan både skyldes strukturelle, institutionelle og individuelle forhold. En af hovedkonklusionerne er, at årsagen til udsættelser skal findes i en kombination af flere ting. En anden hovedkonklusion er, at udsættelsen medfører en endnu vanskeligere social og økonomisk situation end den, de stod i, da de blev sat ud af deres bolig. Udsættelsen er med andre ord med til at fastholde socialt svage grupper i en social og økonomisk vanskelig situation.
Under strukturelle forhold, der fører til en udsættelse, er rapporten inde på indkomstgrundlaget. De udsatte lejere har ofte en lav indkomst og dermed lav rådighedsbeløb, og i udsættelsesåret har de et rådighedsbeløb, der er 1700 kr. lavere om måneden end for lejere generelt. 30 pct. de udsatte lejere er desuden kontakthjælpsmodtagere. Udsatte lejere rekrutteres fra lavindkomstgruppen, og en forklaring på stigningen i antallet af udsættelser er, at lavindkomstgruppen er blevet større. Rapporten viser derudover, a det alene er 50 pct. af alle udsatte lejere, der har søgt boligstøtte. Af individuelle forhold nævner rapporter bl.a. gælden, som for udsatte lejere er mellem 32.500 kr. og 39.500 kr. større end for lejere generelt. De udsatte lejere bruger ofte en relativt stor del af deres indkomst på husleje, og de har svært ved at administrere deres økonomi. Kommunerne har mulighed for at administrere borgeres økonomi, men der er en vis tilbageholdenhed i kommunerne begrundet i, at den enkelte selv skal tage ansvar for sig selv og sin familie. 70 pct. af de udsatte lejere har ingen uddannelse. Risikoen for at bliver sat ud af sin lejlighed er større, hvis lejeren har en tilværelse med ændringer i familie- og boligforhold. Bl.a. er 41 pct. flyttet op til udsættelsen, 36 pct. har oplevet ændringer i deres husstand året før udsættelsen og 55 pct. i udsættelsesåret. Derudover har 38 pct. mistet deres job op til udsættelsen, mens 52 pct. havde været uden job i længere tid. 22 pct. kæder udsættelsen sammen med, at de har begået kriminalitet, 18 pct. med, at de havde et alkoholmisbrug, 9 pct. med at de havde et forbrug af euforiserende stoffer, 18 pct. kæder det sammen med deres psykiske lidelser og 15 pct. med deres fysiske sygdomme.
Under institutionelle forhold der har indvirkning på en udsættelse, kommer rapporten ind på, at kommunerne ikke betragter husleje som en uforudset udgift, og at kommunerne med hensyn til børnenes tarv prioriterer børnefamilier frem for enlige og par uden børn. Unge under 25 år – især unge uden uddannelse -, enlige mænd, enlige mødre, lejere med etnisk minoritetsbaggrund og kontanthjælpsmodtagere udgør en særlig sårbar gruppe. I 2006 var 30 pct. af lejere, der blev berørt af en udsættelse enlige mænd, der samtidig er en usynlig gruppe i det offentlige system (fx søger enlige mænd ikke så hyppigt boligstøtte), og de har oftere misbrugsproblemer. Fra 2002 til 2006 er gruppen af enlige mødre, der modtager kontanthjælp eller tilhører en såkaldt restgruppe, hvor indkomstgrundlaget er uvist, steget. Rapporten viser derudover, at etniske minoriteter er en særlig sårbar gruppe, og at 20 pct. af lejerne i 2006, der har en etnisk minoritetsbaggrund (fra tredjeverdenslandene) har en lavere indkomst end danske udsatte lejere og lejere generelt. Derudover er kontanthjælpemodtagerne overrepræsenterede blandt udsatte lejere. Året efter udsættelsen har op mod en fjerdedel ikke en tilknytning til boligmarkedet, hvilket tyder på, at de blevet hjemløse. At de er blevet hjemløse understøttes af, at 24 pct. af de udsatte lejere i 2006 oplyser, at de er blevet hjemløse. Udsættelsen medfører en ustabil boligsituation, indkomstnedgang, risiko for ændringer i familierelationer (familieopløsning og mindre kontakt til familien), tab af netværk og tab af personlig tryghed.
Rapporten kommer med en række forebyggende anbefalinger herunder at kommunerne hjælper borgerne med at administrere deres økonomi og udvider mulighederne for denne administration. Da gælden er et stort problem, anbefaler rapporten også en administration af tilbagebetalingen af gælden og at udvide mulighederne for gældssanering. Derudover nævnes en større regulering af mulighederne for at optage lån. Kommunernes udvidelse af opsøgende arbejde til også at omfatte lejere i risiko for en udsættelse, bostøtte og støttekontaktperson-ordning nævnes også som en anbefaling. En mere målrettet indsats overfor enlige mænd, hvor lovgivningen ændres, således at enlige, der kommer i økonomiske vanskeligheder, får hjælp på lige fod med børnefamilier er også en anbefaling. For at forebygge at unge bliver sat ud af deres lejligheder, anbefales det, at hjælpe de unge i gang med en uddannelse og herunder, at folkeskolen er opmærksom på unge, der er i risiko for at droppe ud af uddannelsessystemet. Rapporten anbefaler desuden en mere stram kurs i forhold til boligorganisationernes tilbud om afdragsordninger, således at kommunerne kommer tidligere ind i fogedsager, og inden lejeren har fået oparbejdet en stor huslejerestance.