Hospitalsindlagte hjemløse svigtes
05-05-2008

Det er et alvorligt svigt, når personer, der både er sindslidende og hjemløse i forbindelse med en indlæggelse på psykiatrisk hospital ikke kan udskrives, fordi de sociale myndigheder ikke kan leve op til deres forpligtelser. Selvom det må være indlysende, synes det at være et vedvarende problem.

For jeg ved ikke, hvilken gang inden for de sidste år, er det igen kommet frem i medierne (Nyhedsavisen og TV2.news, d. 30. april 2008), at der på Skt. Hans Hospital er indlagt personer, som for længst kunne have været udskrevet, men, som fordi de er hjemløse, bliver boende på hospitalet. For nogles vedkommende i årevis.

Jeg har bemærket, at den formulering, der bruges fra alle sider er, at der er tale om ”færdigbehandlede patienter, som venter på en bolig”. Men jeg vil slå fast, at den rigtige formulering må være, at det drejer sig om ”mennesker med et alvorligt psyko-socialt handicap, som er hjemløse”. Og at der ifølge lov om social service slet ikke er tvivl om, at den kommune, disse personer er tilmeldt, har en pligt til at hjælpe med i det mindste husly uden for et hospital, men formentlig for de flestes vedkommende med ophold i særlig boligform.

Der er flere grunde til at forholdet skal gøres til genstand for opmærksomhed. For det første er en hospitalsseng dyr, for det andet er det urimeligt, at én, der ikke har behov for at blive behandlet på hospital tager pladsen op for en anden, der har behovet.

Men værre er det, at som indlagt patient bliver det formentlig også umuligt for den, der er indlagt, selv at være medbestemmende om behandlingen, som jeg formoder hospitalet fortsætter med at yde. For en sindslidende, som har status som patient, er andre behandlingsformer end en medicinsk formentlig udelukkede.

Ved tællingen af hjemløse i Danmark i uge 6, 2007 fandt man, at i den pågældende uge, var der 223 personer, svarende til 4 % af alle hjemløse i samme uge, der var indlagt på hospital, og som kunne forvente snarlig udskrivning uden en boligløsning. En del af dem befandt sig på Skt. Hans Hospital og var tilmeldt i Københavns Kommune. Og sådan har det været år ud og år ind. Og sådan er det altså stadig.

Der er givetvis en masse undskyldninger. Gode undskyldninger kunne jeg forestille mig, at man ville kunne finde på at kalde dem. Men det kan de ikke være. For hvis man ikke engang kan løse et så alvorligt, men trods alt talmæssigt beskedent problem, for en lille gruppe magtesløse hjemløse, hvordan skal man så kunne tro på, at der er vilje og evne til at gøre noget ved hjemløsheden i det hele taget?

Preben Brandt