Hjemløshed og jul - teateranmeldelse
08-12-2010

Asser Skude, sognepræst og formand for Gjaestebud, anmelder teaterforestillingen 'Lønlig iblandt os de går', som er en historie om to hjemløse, der fejrer jul i en kold baggård, mens gårdens beboere indenfor i de varme lejligheder fejrer julen med sang, julelys og pakkeræs.

Teaterstykket opføres i København af Teater fantast i perioden d.3.-19.december.

Mange kender Asser som hjemløsepræst, fordi han har et helt særligt forhold til de hjemløse, og ofte er den der tager hånd om begravelsen og det sidste favel, når en hjemløs er gået boet. Vi giver her ordet til Asser:

Det er mig en stor glæde, at projekt UDENFOR bad mig være anmelder på dette moderne juleevangelium. Sådan – som en moderne juleberetning – opfattede jeg stykket. Ikke mindst i kraft af jeg er en, der arbejder med udsatte. Derfor synes jeg på mange måder, det var spændende at opleve dette teaterstykke. Det er min første anmeldelse – overhovedet – men forhåbentlig ikke den sidste :-)

Som jeg og tre af mine venner oplevede dette juledrama, var det på mange måder et stykke helt i den ånd og i de rammer, som det første kristne juleevangelium blev til i. Det var under simple kår, og blandt samfundets mindste, at Guds søn blev født.

Stykkets titel ”Lønlig iblandt os de gå” er taget fra julesalmen ”Glade jul, dejlige jul”, og den salme handler egentlig primært om engle, Guds sendebude til mennesker. Det er engle, som forkynder Frelserens fødsel julenat til hyrderne på marken. Hyrderne på marken var der godt nok ingen af her. Men det er salmens påstand at ”Lønlig iblandt os de gå” og det er også teaterstykkets påstand, mener jeg: At det netop er selvsamme Guds engle, som skjult er iblandt os den dag idag og de går iblandt os! De engle kommer til småfolk, sagt lidt forenklet. Det er både sådan det var, dengang på bibelsk tid, men for mig at se, er det også sådan stadigvæk: Guds rige og Guds engle møder os – lønligt – skjult og som nogle af de mindste.

På den måde fungerede rammerne i BASEMENT efter hensigten. Ikke i et prangende barokteater med lysekroner og træudskæringer, men i en moderne betonkælder, og med enkle og få virkemidler, var scenen sat: To udstødte, en narkoman og en hjemløs, var centrum og fortællerammen. Deres ”hjem” og kæreste ejendele var en indkøbsvogn og nogle papkasser og mælkekasser, der gjorde det ud for natlogi. De to, den hjemløse og narkomanen, havde søgt ind i en baggård – Vi så kun bagsiden af husfacaderne, som udgjorde baggrunden og kulissen. Rammen var på mange måder nutid og kendt: storby med den leben og dem ”udenfor” og ”indenfor”

Inde bag vinduerne i de små hjem gemte sig ved første indtryk familieidyl og masser af hygge med mad i overflod, men hurtigt blev hyggen afløst af skænderier, alt lige fra hvordan julegåsen skæres op. Hyggen viser sit grimme ansigt og er ikke nær så hyggelig endda, ej heller særlig rar eller næstekærlig: Her tales forbi hinanden, og det er som om hyggen skal gennemtvinges – koste hvad det vil.

På mange måder var scenen sat og tydelig fra start. Alt papmache og udstyr var holdt i brunt: Husfacaderne, papkasserne, mælkekasserne osv. Alle omgivelserne var brune og triste, farveløse. Alt var monotont, trøstesløst og kedeligt.

De eneste lyspunkter var de to udstødte, der varmede op i det ellers forudsigelige og trøstesløse brune scenarie: Særligt narkomanen, der hele stykket igennem ikke gav op på sin tro på en rar og god jul med menneskelig nærvær og varme. Narkomanens forsøg på at fejre en god jul stod i skærende kontrast til de barndomsminder, som vi publikum fik indsigt i: Grumme skæbner præget af overgreb og svigt, ikke mindst i forhold til julen. Ufatteligt at de to udsatte ikke for længst havde givet op over for at fejre jul. Alligevel var det de to udsatte, som bar stykket igennem og formåede at gøre det troværdigt, ikke alene stykket i sig selv, men også den pointe, der ligger i stykket, at Gudsriget kommer til de mindste og svageste. Guds engle kunne de have været de to, narkomanen og den hjemløse, ikke de velbjærgede, selvoptagede og middelmådige borgerskab i ”de små hjem”.

På den måde ligger der en klar social indignation i stykket, men jeg vil ikke mene nødvendigvis politisk indignation. I følge evangelisten Lukas, som er forfatter til den mest kendte juleberetning ”Og det skete i de dage” er det netop også en sådan social forargelse over forskellen mellem rig og fattig. Ikke at de rige er dumme svin og de fattige bare er nogle usle stakler, men det rejser spørgsmål ved det samfund, der har så store sociale forskelle indbygget og tilsyneladende ikke gør noget ved det.

I de 60 minutter stykket varede formåede de to unge skuespillere, Stine Quistgaard Pagh og
Ditte Ylva Olsen at holde publikums opmærksomhed tændt hvert et sekund – både med levende og skønne blikke, som nåede ud til hver og en blandt publikum. Og som min ven sagde til mig, ”det var det bedste teaterstykke han har set – ud af de 14 han har været til i år”

Også børn, som oplevede stykket, syntes at stykket var sjovt og grinede undervejs, og det endda et stykke, hvis tekster udelukkende er citater fra salmer og sange fra julen. Det i sig selv er imponerende, at både skuespiller og teaterstykke kan bære citater fra ende til anden – uden at blive fjernt og få karakter af opremsning.

Spilleperiode: 3.-19. december
Tid: tirs.-fre.: kl.19, lør.-søn. kl-16
Sted: BASEMENT, Enghavevej 42, 1674 København

Læs mere og bestil billetter på teater Fantasts hjemmeside her