Projekt Udenfor

Hjemløsedagen 2010
19-10-2010

Det var koldt, men solen skinnede på de mange fremmødte til årets hjemløsedag, som i år var flyttet fra Rådhuspladsen til Nytorv i København.

Teltenes mange boder bød på både halstørklæder, muffins og informationsfoldere, og tonerne fra Kim Larsen Jam lokkede forbipasserende ’indenfor’.

Der var stor omsætning i projekt UDENFORs vaffelbod, og den varme chili con carne fra Den Mobile Café gik som varmt brød, mens dyrlægerne tilså de firbenede venner.

Mogens Lykketoft, tidligere formand for Socialdemokraterne, var dagens taler. Han holdt sin tale under overskriften ’Velfærd i Danmark’ efterfulgt af et stort spørgsmålstegn. Mogens Lykketoft sagde bl.a.:

- Jeg tror på, at de allerfleste gerne vil gøre en indsats, men at nogen har brug for en varm hjælpende hånd. Jeg tror på, at et samfund sagtens kan have udvikling og dynamik, selv om der ikke er store forskelle i levevilkår. Jeg ønsker at bo i et land, hvis kvalitet måles på omsorgen for de svageste og mest udsatte af mine medborgere – og ikke på hvor mange millionærer, vi kan fremvise.

Mogens Lykketoft overrakte også årets hjemløsepris. Den gik til korshærschef Bjarne Lenau Henriksen for hans mangeårige virke i Kirkens Korshær.

Bjarne Lenau Henriksen understregede ved overrækkelsen, at han også modtag prisen på Kirkens Korshærs vegne. I sin tale langede han ud efter de, der ønsker de hjemløse væk fra gadebilledet:

- Er de hjemløsetruede dem, der er truet af hjemløshed? Eller er de hjemløsetruede den velstillede middelklasse, som er bange for de hjemløse? Og som derfor ønsker de hjemløse fjernet?, spurgte han, efter at have erfaret at handelsstandsforeninger og beboere rundt omkring i landet ønsker de hjemløse væk fra handelsstrøg og boligkvarterer.

Ved årsskiftet bliver Bjarne Lenau Henriksen afløst på posten som korshærschef af Kirkens Korshærs nuværende udviklingschef, Helle Christiansen.

Tak for en hyggelig hjemløsedag!
 

 Facaderenovering  Danske Bank
 Vaffelbod  Dyrlæge
 Mogens Lykketoft  Bjarne Lenau
 kim Larsen  Vaffelbod2
 Tak til fotograf Eluf Harring fra SAND  

 

 

 



 

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close