Projekt Udenfor

Hjemløse kan stemme trods manglende adresse
05-11-2009

Ingen adresse – ingen mulighed for at få tilsendt et valgkort. Det er realiteterne for hjemløse i forbindelse med det kommende kommunal- og regionrådsvalg. Men trods den manglende adresse, kan hjemløse godt stemme alligevel.

Er man hjemløs, kan man nemlig få et sygesikringsbevis med postnummeret 9999. Det angiver, at man er hjemløs. Og alle som har et sygesikringskort, vil også kunne få udleveret et valgkort. Det står i den vejledning, som Indenrigs- og Socialministeriet har udsendt i forbindelse med kommunal- og regionalvalget d. 17. november.

Valgkort udleveres ved personligt fremmøde

Ifølge Kommunaljuridisk kontor, Indenrigs- og Socialministeriet, skal den hjemløse henvende sig hos kommunen eller borgerservice i den kommune vedkommende opholder sig. Her vil den hjemløse dels kunne få udleveret et valgkort og dels få at vide, i hvilken valgkreds vedkommende skal stemme.

Ligesom alle andre borgere har hjemløse også mulighed for at brevstemme til og med lørdag d. 14. november. Ønsker man at brevstemme, skal man også henvende sig til kommunen eller borgerservice.



FAKTA
Dette står i vejledningen fra Indenrigs- og Socialministeriet:

”Også vælgere, der på 15.-dagen før valgdagen i øvrigt er registeret under vejkoder større end 9900, jf. § 14 i bekendtgørelse nr. 1153 af 23. november 2006 om folkeafstemning m.v., optages på valglisten.” (….) ”Den omstændighed, at en vælger er uden fast opholdssted og dermed hjemløs, indebærer således ikke i sig selv, at den pågældende ikke optages på valglisten.” (Afsnit 4.3. generelt om optagelse på valglisten).

”Vælgere, der er registeret under vejkoder højere end 9900, skal dog ikke have tilsendt valgkort. De sidstnævnte skal dog have udleveret et valgkort, hvis de beder om det, eller sendt et valgkort, hvis de beder om det og samtidig angiver en adresse, hvor valgkortet skal sendes til.” (Afsnit 4.11. Udsendelse af valgkort)



LINK
Vejledning nr. 70 af 21. august 2009 om afholdelse af kommunale og regionale valg tirsdag den 17. november 2009 - trykt version med sidehenvisninger.

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close