Projekt Udenfor

High-lights fra FEANTSA-seminar om hjemløshed
22-06-2007

FEANTSA-seminar i Bruxelles d. 1. juni 2007 om hjemløshed “Key elements for a successful local homeless strategy: How Europe can support local authorities to improve the fight against homelessness”.

projekt UDENFOR deltog d. 1. juni i dette seminar, som havde fokus på EU’s muligheder for at støtte de lokale myndigheder i en forbedret indsats mod hjemløshed. Seminaret var arrangeret af FEANTSA, der er en EU-støttet paraply-organisation for henved 100 NGO’er fra 30 europæiske lande. NGO’erne har det tilfælles, at de på forskellig måde yder hjælp til hjemløse. Du kan læse mere om FEANTSA på www.feantsa.org

Nedenfor præsenterer jeg nogle af oplæggene fra FEANTSA-seminaret, som med forskellige tilgange beskrev lokale indsatser i kampen mod hjemløshed. For mig var det tydeligt, at der rundt om i Europa er stadig større fokus på hjemløshed, ikke udelukkende som et boligproblem, men som det fysiske udtryk for komplekse, samfundsmæssige og sociale problemstillinger, der kalder på flere og samtidigt koordinerede indsatser. Heraf betegnelsen ”holistic approach”, som var hyppigt anvendt af flere oplægsholdere.

På seminaret noterede jeg især en fælles-europæisk opmærksomhed og bekymring i forhold til den hastige vækst på hjemløseområdet; flere rapporterede om en hastig vækst i antallet af hjemløse, som er tilrejsende fra de nye EU-stater. Nogle anvendte endog betegnelsen mass-migration om den igangværende indvandring. Og en oplægsholder fra Irland fortalte om en stigning i antallet af hjemløse i perioden 2002-05 på 19 %; hovedparten fra Baltikum og Polen.

Værsgo’ og læs. Jeg håber, at nedenstående præsentation kan inspirere aktører og samarbejdspartnere på hjemløseområdet til en fortsat og styrket indsats. Og ønsker du efterfølgende kontakt til en eller flere oplægsholdere, så formidler vi i projekt UDENFOR gerne kontakten gennem FEANTSA.

Yvan Mayeur, der repræsenterede værtsbyen Bruxelles, bød velkommen til seminaret og fremhævede betydningen af dagens tema bl.a. med henvisning til omfanget af den igangværende indvandring til EU, som er i størrelsesordenen 13-20 %. Indvandringen foregår primært fra de nye medlemsstater og en stor del af disse borgere risikerer at ende som hjemløse. Flo Clucas, der repræsenterede Group of the Alliance of Liberals and Democrats for Europe, var ordstyrer på formiddagens session. Hun indledte med at fremhæve, at boligproblemet bør løses gennem en ”holistic approach”, som omfatter tilbud om både beskæftigelse, bolig og sundhedsforanstaltninger. Flo Clucas brugte i øvrigt gennem hele sit oplæg betegnelsen ”mass-migration” om den aktuelle indvandring fra øst til vest.

Daithi Downey fra Dublin Homeless Agency i Irland fortalte om hjemløseindsatsen, der har stor national bevågenhed. Den irske tiger-økonomi i perioden 1996 – 01 rejste et arbejdskraftbehov, der ikke kunne dækkes indenlands, men kaldte på indvandring. Hovedparten af immigranter er kommet fra Baltikum og Polen, og de fylder meget i hjemløsestatistikken, der viser en 19 %-stigning i perioden 2002-05. En hjemløsetælling i 2005 viste, at 2.015 personer i Dublin var hjemløse.

Det nationale og lokale niveau (incl. NGO’er) samarbejder gennem Homeless Agency partnership om hjemløseindsatsen og har siden 2001 realiseret en række planer på området. Den seneste, A Key to the Door 2007-2010 har som ambition at afskaffe hjemløsheden i Dublin. De strategiske mål for planen indebærer såvel et forebyggelsesaspekt som tilvejebringelse af lokale tilbud om husly, bolig og sundhedsforanstaltninger.

Pedro Cabrera fra Free University of Madrid var optaget af tanker om at styrke det lokale niveau i bekæmpelsen af hjemløshed og diskuterede problemløsning med henholdsvis global og lokal tilgang. Han citerede i sit oplæg den amerikanske sociolog Daniel Bell: ”The nation-state is becoming too small for the big problems of life, and too big for the small problems of life” og slog til lyd for en vitalisering af det lokale niveau i bekæmpelsen af hjemløshed. Han opfordrede også til opprioritering af borgerinddragelse i lokalområdet ud fra en holdning om, at lokalt involverede borgere er de bedste problemknusere. Også Pedro Cabrera beskæftigede sig med den holistiske tilgang og karakteriserede hjemløshed (i tilslutning til migration, psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet) som ét af mange udtryk for ulighed i samfundet.

Mike Penny arbejder med lokal bekæmpelse af hjemløshed gennem Housing Service i Edinburgh og har haft stor indflydelse på udvikling af en hjemløsheds-strategi for byen Edinburgh. Han er tillige en aktiv forkæmper for en rettighedsbaseret tilgang til hjemløshed. Mike Penny gennemgik de lovgivningsmæssige ændringer på området: Act 1987, Act 2001 og Act 2003. Loven fra 1987 beskrev en hjemløsetest: en slags spørgeguide, som de lokale myndigheder skulle gennemgå med den hjemløse, og som bl.a. indeholdt følgende spørgsmål: Er du hjemløs?, Er du sårbar/udsat?, Er du selv skyld heri?, Har du tilknytning til dette område? Loven fra 2003 har som mål for 2012, at de lokale myndigheder vil have pligt til at tilvejebringe permanent bolig til alle borgere, som skønnes at være utilsigtet hjemløse.

Mike Penny var også meget optaget af brugerinddragelse og ”doing with people rather than for them”. Han gennemgik afslutningsvis sine ”Circles of support”, som illustrerede fraværet af nære og tætte relationer, venner og bekendte blandt hjemløse. Og konkluderede – ligesom flere af de øvrige oplægsholdere – at hjemløshed ikke udelukkende er et spørgsmål om fravær af bolig, men også handler om social isolation og, at en langtidsholdbar løsning af hjemløshedsproblemet også indbefatter opbygning af relationer og støttende netværk. Mike Penny kan kontaktes på mail: mike.penny@edinburgh.gov.uk, hvis du ønsker at vide mere om bekæmpelse af hjemløshed i Edinburgh.

Bernhard Mager fra Vienna City Administration, Departement for Public Health and Social Welfare leverede et for danske ører overraskende oplæg om en fremragende forebyggende indsats på området for fastholdelse af bolig for borgere, der er i risiko for hjemløshed. Den forebyggende indsats udføres gennem FAWOS, der blev etableret i 1996 som et specialiseret tilbud, der henvender sig til borgere, som risikerer at blive sat ud af deres bolig. Bernhard Mager listede en række strukturelle forhold, der betinger hjemløshed:

  • Fattigdom
  • Arbejdsløshed
  • Høje og stigende huslejer
  • Mangel på boliger der er til at betale
  • Brudte forhold
  • Gæld
  • Sygdom
  • Misbrug

Han henviste bl.a. til en undersøgelse, der viser, at op mod 90 % af de, der er i risiko for hjemløshed, ikke er i stand til at betale deres husleje.

Den forebyggende indsats iværksættes, når socialarbejderne i FAWOS får oplysninger om borgere, der er på vej til at blive sat ud af deres bolig. Gennem rådgivning om støttemuligheder, hjælp til budgetlægning og prioritering af udgifter, hjælp til forhandling med udlejere samt bevilling af huslejerestancer, indskud m.m. er det lykkedes at nedbringe antallet af udsættelser af bolig ganske betydeligt. Alene i FAWOS’ første år lykkedes det med den nye og forebyggende indsats at reducere antallet af udsættelser fra 63 % til 36,5 % og til 25 % de følgende år. For socialarbejderne i Wien har man etableret ”The Social Track”, som er et sæt af retningslinier med bl.a. udvidet kompetence til socialarbejdere, der behandler udsættelsessager. Dette sæt af retningslinier sikrer hurtig og ubureaukratisk behandling og medfører, at borgerne kan forblive i boligen. Med indsatsen i FAWOS har østrigerne erfaret, at en heldig forebyggende indsats forudsætter, at borgere i risiko for udsættelse af boligen kontaktes i god tid. Den opsøgende indsats på sin side har desuden nødvendiggjort revision af persondataloven, idet overførsel af persondata i Østrig er et privatretligt anliggende. Og endelig har det i indsatsen været en vigtig lære at bevidstgøre den enkelte borger om, at prioritering af udgiften til bolig har forrang for andre udgifter, alene af den grund, at tab af boligen ofte medfører andre og væsentlige sociale problemer.

Christl van Gerven er politisk rådgiver i hjemløsespørgsmål i Rotterdam. Hendes oplæg havde fokus på samtidig bekæmpelse af hjemløshed og nimbyism (i.e. Not In My Backyard – det fænomen at lokalsamfund hyppigt reagerer med modstand mod etablering i netop deres lokalmiljø af fx botilbud til hjemløse). Christl van Gerven berettede om en fælles strategiplan for bekæmpelse af hjemløshed i fire hollandske byer: Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht. Det er målet for strategiplanens gennemførelse i Rotterdam, at der i 2010 er udformet en individuel handlingsplan for alle 2.900 hjemløse i forhold til både bolig, sundhed, økonomi og daglige aktiviteter. Og at der for 60 % af gruppen (=1.740 borgere) er tilvejebragt en passende og permanent boligsituation. Udgangspunktet for strategiplanens gennemførelse er fra starten af at inddrage alle interessenter på alle niveauer: det lokale politiske niveau, borgere, boligselskaber, sundhedstjeneste og hjemløse. Herved forebygges modstand, og der inviteres til ejerskab for processen og resultatet. Fremgangsmåden er herefter at træffe beslutning om investering i kapacitet og omfang af botilbud samt kriterier for geografisk placering af tilbudene. Det enkelte byråd inddrages (med vetoret) i beslutningsprocessen i forhold til den geografiske placering og nedsætter en arbejdsgruppe, der gennemgår relevante muligheder og registrerer de valgte områder. Når områderne er udpeget, tager byrådet initiativ til etablering af en lokal komité af interessenter, der herefter i fællesskab løfter resten af opgaven med tilvejebringelse af botilbud i lokalområdet.

Jane Laustsen

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close