Hunde. Hus Forbi. Portrætter. Mennesker. Nogle i sære og anderledes situationer. Burleske eller urovækkende. Hyggelige og muntre. Sådan er motiverne i de fotografier, som Holger E. Henriksen udstiller i cafeen i kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen.
|
Fotografierne taler et sprog, som man kan tro, at man forstår. Som man ikke bryder sig om. Som man misforstår eller blot glæder sig over at se på. Er det sjov og ballade eller ubehagelig realitet, man ser på billedet af ”Tribbel T hos tandlægen på Gammeltorv”? Hvad tror du? Det kan vel ikke være sandt at nogle klarer sig på den måde, vel? Det må være noget de gør bare for at vise sig, ikke?
|
Foto: Holger E. Henriksen
Sådan er det at bevæge sig ind i den verden af hjemløse mennesker, som også er en del af vores samfund. Vi kan forfalde til at tro, at det bare drejer sig om at mangle en bolig, men der ligger langt mere gemt i det at være hjemløs og vejen ud i hjemløshed er ikke bare en enkeltstående social katastrofe for et menneske, der i øvrigt lever en helt almindelig, stille og velordnet tilværelse.
På godt og skidt er det at være hjemløs også udtryk for at være udenfor det jævne almindelige fællesskab. Men også at være med i et andet fællesskab, hvor alle former for følelser trives og indgår i det daglige samvær.
Der skal ikke idylliseres om hjemløse menneskers tilværelse. Den er hård. Men det skal heller ikke overses, at man også som hjemløs har værdier, kan glæde sig og have stærke følelser.
Det er ikke første gang, jeg ser en samling billeder af mennesker, der er hjemløse og hvor billederne er taget af en fotograf, der vil beskrive og formidle sit møde med disse mennesker. Og når det gøres godt som her, er det igen værd at se på, fordi man får en ny indsigt i en livsform, som man aldrig kan komme til at kende og fordi man møder noget stærkt.
Holger E. har gennem flere år mødt og fotograferet hjemløse på gaden i København og har nu i samarbejde med ”SAND - De hjemløses landsorganisation” arrangeret denne udstilling i kulturhuset Karens Minde, som i sig selv er et besøg værd ude i Sydhavnen lige der, hvor blokke af etageejendomme slutter og haveforeningerne begynder.
Udstillingen åbnede d. 2. august og slutter d. 29. august 2007
Kulturhuset karens Minde ligger på Wagnersvej 19, 2450 København SV
Udstillingen er åben mandag til torsdag 11.00 – 19.00 og fredag 11.00 – 16.00
Se fotografens hjemmeside: www.holger-e.dk
Preben Brandt