projekt UDENFOR`s Mobile Café blev tirsdag d. 31. oktober tildelt frivillighedsprisen for arbejdet med hjemløse i København.
"I yder et stort stykke arbejde under utrygge forhold - og I når ud til nogle mennesker, der ellers er svære at nå," sagde Kulturborgmester Martin Geertsen blandt andet, da han skulle begrunde, hvorfor det lige var projekt UDENFOR`s Mobile Café, der fik årets frivillighedspris.
Det er Kontaktudvalget for det frivillige, sociale arbejde i Københavns Kommune, der står bag prisen, og det er tredje gang, den bliver uddelt.
Den Mobile Café er en lille, blå bil der hver aften bliver læsset med god mad og kaffe og derefter kører ud i byen for at møde de hjemløse, der hvor de er, på gaden.
Den Mobile Café er et samlingspunkt for mange mennesker, der ellers ikke har så meget kontakt med omverdenen. Her kan de få et godt og nærende måltid, en kop kaffe og en snak med vores frivillige medarbejdere. Ofte medbringer vi også basale ting som soveposer, tøj og varme sokker, som bliver uddelt til de, der har brug for det.
Den Mobile Café har eksisteret siden foråret 2001, og der er tilknyttet cirka 30 frivillige medarbejdere til projektet.