Fra herberg til bolig
03-06-2008

Lindevangen og Lærkehøj – 2 herberger på Frederiksberg – har i samarbejde med CASA, Center for Alternativ SamfundsAnalyse udgivet rapporten Hjemløs i egen bolig – Hverdagsliv for tidligere hjemløse, skrevet af Jonas Markus Lindstad. Hovedrapporten kan enten downloades eller bestilles på www.casa-analyse.dk/3371. Den kortfattede udgave kan bestilles hos Lærkehøj på telefon: 38 32 32 00.

- 0 -

Her er en undersøgelse, som vedkommer alle, der på den ene eller den anden måde har noget med mennesker, der er hjemløse at gøre. Ministeren for velfærd, som er i gang med at uddele satspuljen med 125 millioner kr. om året i de næste 4 år til at reducere den ufrivillige hjemløshed, embedsfolkene i Velfærdsministeriet, administrative folk i kommunerne, socialarbejdere, SKP’er kan blive klogere, meget klogere af at læse denne undersøgelse. Og ikke mindst kan mennesker, der er eller har været hjemløse selv få et indblik i, at når de har svært ved at få en tilværelse til at hænge sammen efter at have fået en bolig, er det sjældent lige præcis dem selv og kun dem selv, der har det problem.

25 personer, der tidligere har boet på 2 forskellige botilbud for hjemløse, er blevet interviewet. De 2 botilbud ligger dør om dør i samme kommune. Det kan lyde af få interviewede og af et meget lokalt forhold, der afdækkes. Men på baggrund af mine mange år sammen med hjemløse på botilbud, på gaden og i de boliger, de ind imellem får tildelt eller skaffer sig, kan jeg garantere, at det, der beskrives, er sådan, som det ser ud ude i virkeligheden over hele landet.

På baggrund af de fortællinger intervieweren hører, beskrives 4 forskellige typer af hverdagsliv, som mennesker, der er flyttet fra et botilbud for hjemløse til en bolig, lever: Et trivielt liv, et misbrugende liv, et isoleret liv og et almindeligt liv.

Selvom der er mange nuancer i et liv og intet liv, og ingen person kan beskrives ud fra et enkelt karakteriserende ord, kan jeg særdeles godt forstå, at det er sådan, det bliver beskrevet i rapporten. For sådan ser det ud, når man kommer forbi, betragter og hører en beretning.

Der er de personer, der flytter ud med hver sin baggrund ikke bare fra det liv, de har levet som hjemløse, men også det, der er gået forud, for manges vedkommende med dårlige erfaringer om andre mennesker og myndigheder allerede fra barnsben. Og der er det, de flytter ud til. Det er ofte, siger rapporten, til små boliger, som er i dårlig stand, og som ofte er beliggende i områder, hvor der i forvejen er mange personer med sociale problemer. Boligerne sætter begrænsninger og giver ikke mulighed for at få et andet hverdagsliv. Dér kommer de ud med en økonomi, der ikke levner noget tilovers og et arbejde er ikke lige for hånden. Livsformen fortsætter, som den var, før de fik en bolig, siger undersøgelsen. Og den støtte, de kunne have behov for er ikke tilstrækkelig.

Endelig konkluderes det i undersøgelsen, at der er behov for behandling, der kan styrke hjemløses grundlæggende kompetencer til at indgå i sociale sammenhænge og til at tage vare på sig selv.

Sådan er det! Det er blandt andet det, der skal gøres noget ved med den indsats, der sættes i gang med de mange penge fra satspuljen. Det letteste vil vel være at tænke i undersøgelsens sidste forslag om mere og bedre social behandlingstiltag.

Jeg er overbevist om, at det ikke er den rigtige strategi at følge. I samme åndedrag man siger behandling, har man placeret problemet hos den enkelte. Han og hun skal lære at mestre tilværelsen, sådan som vi synes, at den skal være for at være en god tilværelse. Man skal kunne arrangere sig i en lejlighed, få noget ud af sin fritid og enten passe sit arbejde eller, hvis man ikke har helbred til det og modtager pension, så bruge dagen i et værested. Er det ikke lige ved at kunne være en skamløs behandling af mennesker, som så kan reagere med at tage skammen på sig – og blive hængende i det, der må opfattes som en triviel, misbrugende og isoleret tilværelse?

Det bliver et par gange i rapporten beskrevet, at man kan se udsatte og hjemløses tilværelse som en konsekvens af de forhold vi, der har vores på det tørre, giver udsatte mennesker. Jeg tænker på, om det ikke ville være mere til gavn, om vi gav plads til det, der er anderledes både, når det drejer sig om boliger og om beskæftigelse. Nogle ville kunne skabe sig et liv i det, man kunne kalde frirum og plads til selvvækst, og andre ville kunne have glæde af at være bevidst om, at der er forskellige måder at leve sit liv på.

Jeg har ingen forhåbninger. Som sædvanlig – er jeg bange for - vil man fastholde troen på, at det almindelige liv er det eneste acceptable og gøre det til et nederlag for den enkelte, hvis den behandling, som man vil udvikle og forøge mængden af ikke virker, og at målet for en god indsats er at skaffe de mange almindelige boliger til hjemløse, man planlægger at ville forsøge at skaffe, men alligevel ikke kan skaffe og som, det er hjemløses problem, at de ikke bliver i.      

Men læs rapporten fra CASA. Læser man den, er man ikke i tvivl om, at man må involvere både de, der selv ved, hvor skoen trykker og mange andre med meget forskellig faglig baggrund så de sammen kan ændre på det, at nogle efterlades i en så uværdig social situation som hjemløshed er.

Preben Brandt