For mange love
29-04-2008

Den frie bevægelighed af arbejdskraft giver os en masse muligheder for at rejse til andre vestlige lande og/eller EU-lande. EU-loven (jf. EF-forordning 1408/71) sikrer, at vi samtidig kan få ret til de sundhedsydelser, det pågældende lands egne borgere også har eller også sørger loven for, at vi fortsat kan være fuldt forsikrede gennem vores tilknytning til fx Danmark. Altså en win-win situation lige meget, hvor vi vælger at arbejde i vores store fællesskab, Europa.

Men der er et lille men ved det hele, som loven også tydeligt understreger. Det er alene igennem et arbejde, at vi tilegner os den rette ”Europa-identitet” med dertilhørende sundhedsrettigheder.

Reglerne gælder for den kvikke borger, der formår at sælge sin arbejdskraft. For den, der bosætter sig uden et arbejde, er der ikke ret meget (sundheds)ret at hente. Det er måske heller ikke så mærkeligt: DK har fx ikke råd til at brødføde alverdens fattige EU-borgere, der valfarter til DK i jagten på lykken!

Det interessante er imidlertid, hvordan EU har tænkt sig at løse udfordringer af denne type. Har EU tænkt på, hvordan det skal gribe det an, når fattige EU-borgere også begynder at flytte sig over grænserne uden et arbejde. Nej, det har EU ikke. Har nationalstaterne? Tilsyneladende heller ikke - en undtagelse er måske Spanien, der giver alle, der opholder sig i landet samme sundhedsrettigheder som landets egne borgere.

De udenlandske hjemløse er derude. De lever på gaden, og nogle af dem tager også deres børn med. Hvem hjælper dem, når drømmen brister, og de ender i forhutlede forhold og ikke kan klare sig selv? Det gør vi i projekt UDENFOR bl.a., men det ville være en skam at kalde os en helhedsorienteret indsats i denne sammenhæng. Vi har hverken EF-forordninger, den danske lovgivning eller den danske solidaritet med os.

Vores pædagog-praktikant Mads forsøger i øjeblikket at finde et arbejde til en udenlandsk hjemløs mand fra et EU-land, som meget gerne vil have et arbejde. En mand, som ingen opholdstilladelse har, og som har pendlet mellem DK og sit oprindelsesland som hjemløs i op mod 7 år. Vi har endelig fundet et arbejde, der passer til ham, og da arbejdsgiver samtidig er utrolig positiv for at ansætte ham, har vi alle tænkt ”Nu kan det ikke andet køre på skinner. Yes, nu lykkes det! Endelig en succeshistorie”

Virkeligheden skulle dog blive noget anderledes.

I hvert fald ser succeshistorien ud til at strande. Arbejdsgiver ønsker en ren straffeattest, hvilket er almindelig procedure i DK. Mads tager kontakt til politiet, fortæller situationen som den er, at vi har at gøre med en mand, der er hjemløs, og som ikke har nogen opholdstilladelse og spørger politiet - såfremt de ikke har set ham før - om de kan udstede et dokument, der fortæller, at han ikke har været i karambolage med dansk politi? Svaret er nej. Det kan politiet ikke uden et cpr.nr.

Mads begiver sig videre hen til Borgerservice, hvor han igen fortæller om situationen, og om han kan få et cpr.nr. til den hjemløse mand. Borgerservices svar er lige så klart som politiets. Nej, det kan han ikke få. For at få et cpr.nr. skal man have en opholdstilladelse og for at få en opholdstilladelse, skal man have et arbejde!

Mads går tilbage på kontoret og taler med os andre om sagen. Jeg kontakter Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og spørger en fuldmægtig, om det kan være rigtigt, at det hele skal være så besværligt, og om der er ting, vi mangler at gøre i sagen. Den ansatte er velbevandret i reglerne omkring den frie bevægelighed af arbejdskraft og kan heller ikke forstå, at det skal være så besværligt. Sidst i samtalen foreslår den ansatte, at vi kontakter Justitsministeriet vedr. betingelserne for udstedelse af straffeattester. Dernæst kan vi evt. gå tilbage til arbejdsgiveren for at få præciseret, om arbejdsgiver ønsker en dansk straffeattest eller….. Den ansatte afbryder sig selv og siger: ”Jeg tror ikke engang at mandens oprindelsesland ved hvad en straffeattest er!”.

Ja, det gør jo ikke sagen nemmere for den hjemløse eller for os i projekt UDENFOR. Mads har hørt samtalen, og da jeg har lagt på, siger han med det samme ”man skal have et cpr.nr. for at få udstedt en straffeattest”. Med andre ord, ingen grund til at ringe til Justitsministeriet. Hvad gør vi nu? Ringer til landets ambassade i DK og spørger, om straffeattester findes i det pågældende land, og om de kan udstede eller rekvirere en fra oprindelseslandet i den hjemløse mands navn?

Eller skal vi snarere forsøge at få arbejdsgiver til at omgå procedurerne ved at overtale arbejdsgiver til at lave en midlertidig kontrakt på fx en måned, så den hjemløse kan få et cpr.nr., derefter en dansk straffeattest, derefter en ny arbejdskontrakt og derefter en opholdstilladelse? Kan det overhovedet lade sig gøre? Vi ved det ikke, men vi fortsætter.

Med denne udenlandske hjemløse troede vi endelig, at det hele skulle være så nemt, gå så glat. Vi må tro om igen. Vi er kastebolde i en verden med for mange love, så der er vel ikke noget at sige til at hjemløse også er det. Fri bevægelighed af arbejdskraft er ikke så fri endda og slet ikke for alle europæere.             

Serap Erkan