Mens julen nærmer sig og mange velgørende organisationer får delt de sidste poser med julehjælp ud, har den øgede efterspørgsel på julehjælp og socialministerens kommentar til samme givet heftig debat i medierne.
Socialordfører for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, skriver i en kommentar i Berlingske Tidende 8. december, at fattigdom er et fælles ansvar, som kan true samhørigheden i det danske samfund, hvis den ignoreres.
I kommentaren kritiserer hun bl.a. regeringens indførelse af lave ydelser som starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers reglen.
”Vores holdning er blot den, at forudsætningen for, at man kan være en god forælder, at man kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, at man kan få løst sine eventuelle problemer og i det hele taget være en aktiv samfundsborger – ja, det er, at man også har råd til at betale sin husleje og til at købe nødvendig medicin”, skriver hun i kommentaren.
Socialministeren negligerer fattigdommen
Samtidig beskylder hun socialminister Karen Ellemann (V) for at negligere, at der findes fattigdom i Danmark.
”At den siddende socialminister hverken anerkender, forstår eller bekæmper fattigdommen er derfor ikke kun et konkret og stort problem for de alt for mange danskere, der desværre kan kaldes fattige. Det er også et problem for alle os andre. Den voksende fattigdom truer fællesskabet, kittet i vores samfund og dermed Danmark” lyder det videre i kommentaren i Berlingske Tidende fra Mette Frederiksen.
En lang række velgørende organisationer langer også ud efter socialministeren i Information 8. december, efter at hun i decembernummeret af hjemløse-bladet HUS FORBI har kaldt det ”glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel på julehjælp er udtryk for, at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder”.
Udtalelsen var en kommentar til, at flere velgørende organisationer, som tilbyder julehjælp til fattige, har mærket en langt større efterspørgsel på julehjælp i år end tidligere.
Formand for Rådet for Socialt udsatte og bestyrelsesformand for projekt UDENFOR, Preben Brandt, siger til Information om socialministerens kommentar:
”Vi skal ikke have det drejet derhen, hvor det er privat støtte, der skal sikre, at fattige har et værdigt og ordentligt liv. Det er det offentliges ansvar. Sådan er loven, og sådan skal det blive ved med at være”.
LINK
Kommentar af Mette Frederiksen i Berlingske Tidende ’Fattigdom er et fælles ansvar’
Artikel i Information 'Sociale organisationer raser over udtalelse om fattige'