Projekt Udenfor

EU og psykisk helbred
03-03-2008

Der er et ganske massivt behov for, at man ikke glemmer de socialt udsatte ældre sindslidende i den udvikling af behandlings- og omsorgsmetoder, der foregår i sundhedsvæsenet og i socialvæsenet. Det gør man nemlig alt for let. Vi gør det til dels i Danmark, og man gør det mere eller mindre i andre lande i EU – altså glemmer. Eller tænker, at socialt udsatte har da bare samme behov som alle andre. 

Europa Kommissionen er netop gået i gang med at følge op på sit Green Paper: Improving the mental health of the population: Towards a strategy on mental health for the European Union, som udkom i oktober 2005. Der skal udarbejdes en række forslagspapirer og ved en højniveau konference i juni skal en overordnet plan vedtages.

Lige som på det sociale område er også sundhedsvæsenet alene en sag for hvert af de enkelte medlemslande. Men EC kan inspirere med viden og lade landene tale sammen og lægge linier for nødvendige strategier.

Torsdag d. 28. februar 2008 var jeg, som repræsentant for projekt UDENFOR, på baggrund af vores arbejde med psykisk syge på gaden, inviteret til at deltage i et møde, hvor temaet var ældre med tunge psykiske lidelser. Det gav mulighed for at arbejde på at få overvejelser om sindslidende, der også er socialt udsatte, hjemløse og svært rusmiddelbrugende med ind i teksten og få temaet sat på EU’s dagsorden.

I det nu to år gamle Green Paper er socialt udsatte ikke nævnt med et ord. Diskussionen om at forbedre den psykiske sundhedstilstand hos den europæiske befolkning drejer sig i rapporten udelukkende om mainstream befolkningen. Sådan tror jeg desværre også det kunne komme til at være gået denne gang – og måske kommer det også til at gå sådan.

På mødet holdt jeg et kort indlæg om social eksklusion, fattigdom, ensomhed og hjemløshed blandt de sindslidende, ældre såvel som yngre, som også har andre problemer, end sindslidelsen. Og jeg gjorde opmærksom på, at alderdomsforandringer ofte satte tidligere ind hos udsatte personer i forhold til befolkningen i gennemsnit. Jeg pegede på, at man både skulle tænke forebyggelse, behandling og social indsats, og at spørgsmålet om samarbejde mellem forskellige sektorer har særdeles stor betydning. Derudover tog jeg spørgsmålet om udgående og opsøgende arbejde op og mere generelt behovet for længerevarende støtte og kontakt.

Selvom debatten i stort omfang berørte helt andre emner omkring ældre sindslidende, kom vi efterfølgende ind på behovet for at graduere indsatsen afhængig af forskellige gruppers behov, at være opmærksom på særlige sårbare gruppers helt specielle behov, fx ældre indvandrere med sindslidelse.

EU opererer med begreber som Social Protection, Social Inclusion og Social Reality og her passer diskussionen om socialt udsatte sindslidende jo naturligt ind.

Der er derfor god grund til at håbe, at også hjemløse sindslidende, mennesker med dobbeltdiagnose, ensomme og fattige sindslidende, ældre som yngre, vil blive nævnt på den kommende konference som grupper af borgere, medlemslande skal have opmærksomheden rettet mod. For der er behov for særlige indsatser og initiativer over for disse grupper og de indsatser, der allerede findes giver mulighed for udveksling af metoder og ideer.

Men det bliver ikke et af temaerne på den kommende konference uden yderligere præsentation af viden og gode praksiser på området. projekt UDENFOR vil, i samarbejde med relevante internationale organisationer, sørge for at sådan materiale kommer til at foreligge.

Preben Brandt

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close