Den sociale smeltedigel
30-04-2009

Af: Olsen, Lars (2009), København: Forlaget Sohn (Faglitteratur).

Lars Olsen fortæller om sin bog, at den handler om den særlige skandinaviske folkeskole-tradition og om de forestillinger, der har ligget til grund for en folkeskole, der er fælles for alle børn uanset herkomst eller socialstatus.

I bogen præsenterer og analyserer Lars Olsen (LO) den udvikling, som Folkeskolen har gennemlevet siden den første store skolereform i 1903. LO beskriver på glimrende vis, hvorledes den fælles Folkeskole fra den tidligste start er et produkt af en bevidst proces, i starten båret af en stærk bondebevægelse og de liberale partier, senere af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Her var tale om folkelige bevægelser med stor tilslutning og med holdningsfællesskab på områderne sammenhængskraft, lige muligheder for alle og social mobilitet. Netop dette afsæt betinger en udvikling, som er særlig for Skandinavien og anderledes end i fx England eller Tyskland, hvor mere konservative kræfter præger udviklingen.

Fremstillingen og gennemgangen af den historiske udvikling bliver nærværende og levende gennem de personlige fortællinger, som forskellige personer, unge som gamle, danske som nydanske, bidrager med fra deres egen skolegang. Med disse personlige fortællinger inviterer Lars Olsen læseren til at reflektere over egne erfaringer med Folkeskolen. Det er lykkedes ganske godt, således har denne anmelder under læsning af bogen har flere film fra Folkeskolen kørende på den indre skærm. Ikke alle lige mindeværdige, men afspejlende en bestemt tid og den tids særlige syn på læring og dannelse. Som fx morgensangen i en Folkeskole i en mellemstor provinsby i starten af 60’erne. Morgensangen fandt sted i skolebygningens lange gang, hvor vi alle marcherede ind, klassevis og efter gårdvagtens militæriske råb: ”Hænder frem til afstand”.

Inde på gangen vendte vi om, så alle stod med front mod gangens centrum, hvor skoleinspektøren sang for, stående ved siden af orglet og under en lille gipsstatue af Jomfru Maria og Barnet. Inden salmens sidste vers bad vi Fadervor, skoleinspektøren nu med lukkede øjne og ansigtet vendt opad. Efter bønnen sang vi så sidste vers og så blev døren låst op, og de blev lukket ind, som var kommet for sent. Sammen med dem, der havde glemt deres salmebog, blev de nu sendt op i ”audiens” hos skoleinspektøren. Morgener med gys eller ubehag. Og altid med frygten for, at Maria-statuen skulle rive sig løs fra væggen og slå skoleinspektøren til jorden. Sjældent en glad start på en ny skoledag, men efterladende mindet om et dystert og alvorligt ritual uden glæde eller begejstring.

I bogen diskuterer og argumenterer LO for den fælles og blandede skoles betydning for den enkelte elev og for samfundet. Han citerer bl.a. Hartvig Frisch (historiker, folketingsmedlem og undervisningsminister), der i 1925 i sin kronik Demokratiet og Skolen i avisen ”Social-demokraten” fremhævede fællesskabets opdragende og almendannende funktion: ” Enhver, der har haft et enebarn, kender betydningen af det fællespræg, som skolen sætter på et barn. En sådan klasse i en skole er jo i virkeligheden et helt lille samfund, hvori det enkelte barn bliver en ener, som må rette sig efter de uskrevne love, som selve klassens liv nødvendiggør. Heri ligger der efter min mening en opdragende faktor af uvurderlig betydning navnlig for børn, som senere skal ud i samfundslivet og der indordne sig under den store helhed” (Den sociale smeltedigel, p.71).

Et af bogens spændende afsnit refererer til en undersøgelse fra 2006, hvor COWI har kortlagt de 23-åriges uddannelsessituation i landets fem største kommuner. ”Undersøgelsen viser, at det afgørende for ens resultater i uddannelsessystemet ikke bare er den sociale arv – for eksempel om ens far og mor har en uddannelse. Også det sociale miljø blandt ens kammerater spiller en stor rolle. Det er således vigtigt, om man som 15-årig gik på en skole med et blandet miljø – eller på en skole med høj koncentration af dårligt stillede familier” (Den sociale smeltedigel, p. 140).

COWI-undersøgelsen viser, at blandede skoler med elever fra både ressourcestærke og -svage miljøer spiller en vigtig rolle for den sociale integration og den sociale mobilitet. At kaste penge efter skoler i belastede kvarterer med overrepræsentation af ressourcesvage elever løser ingen problemer. LO henviser i denne forbindelse til en undersøgelse af ressourceanvendelsen i Københavns skoler i 2004, som viste, at skoler med mange tosprogede elever og sociale problemer har de største årlige driftsomkostninger pr. elev (60.000 kr. mod den billigste skoles 30.000 kr.). LO fremhæver også en undersøgelse fra AFK, der konkluderer, at lavere klassekvotienter og flere ressourcer har begrænset virkning på elevernes faglige præstationer. Her har det derimod betydning, at skolerne har en god ledelse, og at eleverne tilbydes et blandet skolemiljø både fagligt og socialt.

Bogen slutter i helikopterperspektiv, hvor LO sætter fokus på den blandede skoles betydning for både sammenhængskraft og økonomisk udvikling i det danske samfund. Her bliver bogen rigtig spændende, for her bindes de tidligere kapitlers facts og information sammen med en diskussion af aktuelle udvikling i skoleverdenen, hvor stadig flere forældre vælger privatskolerne til, og hvor det frie skolevalg sammen med bl.a. markedsgørelse og et stærkt individualiseret elevfokus er på vej til at underminere den særlige folkeskoletradition i Danmark.

Den sociale smeltedigel er spændende læsning, der efterlader læseren med stor sympati og omsorg for en fælles og blandet folkeskole. Og med en fræk forestilling om Lars Olsen som undervisningsminister!

jl