Der er særligt fokus på de unge, når Esbjerg Kommune frem til 2012 gennemfører deres hjemløsestrategi. Med 124 registrerede hjemløse i februar 2009 (ifølge SFIs hjemløsetælling) er kommunen en af de otte kommuner, som deltager i regeringens hjemløsestrategi.
Og regeringens målsætning om, at ingen unge bør opholde sig på forsorgshjem, men derimod tilbydes andre løsninger, er det punkt, hvor Esbjerg Kommune er allermest ambitiøse. Det fortæller projektleder for kommunens hjemløsestrategi, Karin Egholm.
- Vi har særlig fokus på den store tilgang på ungeområdet. Her skal vi finde ud af, hvordan vi får lavet et miljø, som er ungepræget, så vi kan hjælpe de unge på deres vilkår, fortæller hun.
Ifølge SFIs hjemløsetælling i 2009, boede 44 unge esbjergensere på herberg eller forsorgshjem i den uge optællingen foregik. Det tal håber kommunen at kunne reducere til nul i 2012 ved hjælp af hjemløsestrategien.
Nyt boligtilbud forbeholdt unge under 29 år
Helt konkret har kommunen valgt at ombygge et af kommunens §110 tilbud (forsorgshjem og herberg) til tilbud udelukkende til unge under 29 år. Der bliver tale om selvstændige lejligheder med eget bad. Samtidig vil kommunen afprøve en ny metode med mere opsøgende og forebyggende arbejde blandt de unge hjemløse og potentielle hjemløse.
De SKP’ere (støtte- og kontaktpersoner) som er i miljøet, gadeteam og andre som møder de unge, skal fremover indgå i et mere forpligtende samarbejde, hvor målet er, helt at holde de unge mennesker ude af hjemløse-miljøet, lyder det fra Karin Egholm.
- To nyansatte medarbejdere på ungetilbuddet skal hurtigt ind over de unge og lave en udredning omkring deres drømme og ønsker for fremtiden, så de unge slet ikke kommer ind i miljøet, fortæller Karin Egholm.
Overgang fra børne- til voksentilbud skal være nemmere
Hun erkender dog, at ambitionerne er meget høje på området og at Esbjerg Kommune måske også kan få problemer i forhold til at leve op til de høje ambitioner.
- F.eks. vil der måske stadig være behov for, at nogle unge har et længere ophold på det nye særlige tilbud for unge. Men vi håber, at vi til gengæld kan holde dem ude fra de andre forsorgshjem og herberger, siger Karin Egholm og fortsætter:
- Mange af de her unge, har været kendt af systemet fra de var børn. Ved overgangen til et voksentilbud bliver der pludselig stillet en hel række nye krav og det kan være svært for dem at honorere. Og selvfølgelig er det det, for hvor skulle de have lært det henne, siger Karin Egholm.
Men med den ekstra indsats, håber hun, at de unge kan hjælpes videre i deres liv frem for at fortsætte til herberg og forsorgshjem.
Den gode udskrivelse
Udover den ambitiøse målsætning om at ingen unge skal bo på forsorgshjem eller herberg i 2012 har Esbjerg Kommune forpligtet sig på to andre af regeringens målsætninger:
Det sidste mål skal nås ved at videreudvikle og bruge de gode erfaringer fra metoden Den Gode Løsladelse, fortæller Karin Egholm.
- Esbjerg Kommune har været med til at udvikle metoden Den Gode Løsladelse sammen med Servicestyrelsen. Den metode kender vi, vi arbejder efter den i dag og vi kan se, at det virker. Derfor vil vi godt prøve at bruge erfaringerne herfra til at udvikle Den Gode Udskrivelse, siger Karin Egholm.
Skæve boliger kun til kvinder
Esbjerg Kommune er en ud af fire kommuner i regeringens hjemløsestrategi, som opfører såkaldte skæve boliger i de kommende år. Planen er ca. 20 skæve boliger.
Boligerne skal etableres i to forskellige ejendomme, som kommunen allerede råder over og halvdelen af boligerne bliver udelukkende for kvinder. Lejlighederne bliver på 60 kvadratmeter og de ligger i to opgange ved siden af hinanden.
- Vi har gode erfaringer med tilbud særligt til kvinder. Nogle af kvinderne har været udsat for nogle ting specielt i forhold til mænd, som f.eks. vold i et ægteskab eller misbrug. Men når de så kommer i det her miljø (kun med kvinder, red.), kommer de videre i deres liv, siger Karin Egholm om de skæve boliger kun for kvinder.
Hun forventer at lejlighederne vil være klar til indflytning i løbet af 2010 som planlagt. Tegningerne til ombygningen af lejlighederne er færdige og materialet til udliciteringen til håndværkerne ligger klar.
Brugerinddragelse på flere måder
Under forarbejdet til kommunens hjemløsestrategi er de fire nuværende tilbud til hjemløse i Esbjerg alle blevet inddraget. F.eks. er brugerne blevet interviewet og de har også selv været med til at interviewe andre brugere.
- Skal det nytte noget, skal det jo være det, brugerne efterspørger, slutter Karin Egholm.
Esbjerg Kommune har fået 22 millioner kroner til deres hjemløsestrategi og bidrager selv med 3,5 millioner kroner.
LINK
Download ’Aftale om gennemførelse af Hjemløsestrategien i Esbjerg Kommune' her
Download pjece fra Indenrigs- og Socialministeriet, som beskriver Hjemløsestrategien, de involverede kommunernes hjemløseplaner og baggrunden for den samlede strategi her
FAKTA
Hjemløsestrategien er et puljefinansieret program, støttet af regeringen og partierne bag Satspuljen. Det overordnede formål med programmet er at nedbringe hjemløsheden i Danmark. Der er afsat ca. 500 mio. kr. til programmet i perioden 2009-2012. De otte deltagende kommuner er: Albertslund, Esbjerg, Frederiksberg, Høje-Taastrup, København, Odense, Randers og Århus.
De fire overordnede målsætninger for REGERINGENS hjemløsestrategi er:
LÆS OGSÅ
Om hjemløsestrategien i:
København - Udfordringer for hjemløsestrategien i Københavns Kommune
Odense - Kodeordet er støtte - boligerne er der allerede
Randers - Hjemløsestrategien giver flere særlige boliger i Randers