Dårligt liv – dårligt helbred. Socialt udsattes oplevelser af eget liv og sundhed
30-04-2009

Af: Pedersen, Pia Vivian (2009), København: Statens Institut for Folkeskolesundhed & Rådet for Socialt Udsatte.

Endnu engang har Rådet for Socialt Udsatte sammen med Statens Institut for Folkesundhed dokumenteret de socialt udsattes markant dårlige helbred og sundhedstilstand og den sociale ulighed i sundhed. Denne gang via en kvalitativ undersøgelse og med udgangspunkt i udsattes egne livsfortællinger, som fint uddyber resultaterne fra SUSY UDSAT – Rådet for Socialt Udsattes Sundheds- og Sygelighedsundersøgelse 2007. I modsætningen til SUSY UDSAT kommer denne undersøgelse et spadestik dybere og ind på opvækstvilkår. Resultaterne er dybt bekymrende og frustrerende. Mange af de interviewede oplever et dårligt helbred som et grundvilkår i livet og giver tilmed sig selv skylden for det dårlige helbred.

De fleste har ikke ét men ofte flere helbredsproblem. Helbredsproblemer med hjerte, lunger og lever, problemer med ben og fødder samt misbrugsrelaterede skader og ulykker fremhæves særlig meget. Andre problemer er hepatitis C, blodpropper, HIV, mavesår, hjerneblødning, hjerteproblemer, vejrtrækningsproblemer, knogleskørhed, slidgigt, grå stær, diabetes, epilepsi, astma, allergi, infektioner og sår, voldsskader, skader fra faldulykker og problemer med hukommelsen. Flere fortæller om misbrugsrelaterede skader og ulykker, som eksempelvis fixeskader, blodprop i benet, blackouts og trafikulykker, hvor alkohol og stoffer har spillet en central rolle. Undersøgelsen viser på samme måde som SUSY UDSAT, at socialt udsatte har dårlige tænder, tandpine og problemer med at tygge mad, og at manglen på tandlægebesøg oftest har rod i en dårlig økonomi.

Grænserne for, hvad der helbredsmæssigt tolereres og accepteres, flyttes hele tiden. Flere fortæller endvidere, at sundhedsvæsenet møder dem med en nedladende tone og en mindre grad af imødekommenhed. Manglende smertelindring i forbindelse med indlæggelser nævnes også som et problem, hvilket også blev dokumenteret i projekt UDENFORs afrapportering af ”Projekt Socialsygeplejerske”.

De psykiske belastninger ved livet som udsat opleves som det hårdeste, og de interviewede beskriver tilværelsen som præget af stress, ensomhed, angst og lavt selvværd. Følelsen af at leve et liv, der er uværdigt, skamfyldt og forspildt fylder meget i beskrivelserne. SUSY UDSAT viste, at udsattes trivsel var markant dårligere end resten af befolkningens, hvilket interviewene støtter op omkring. Den dårlige trivsel afspejler sig i fortællinger om seksuelle problemer og overgreb, oplevelser af vold samt selvmordsforsøg. Undersøgelsen belyser - på samme måde som projekt UDENFORs undersøgelse ”Vold mod hjemløse” viser for hjemløse - at vold synes at være et vilkår ved livet som socialt udsat.

Næsten halvdelen af de udsatte har så dårlige tænder, at de ikke har et funktionelt tandsæt (jf. SUSY UDSAT). Manglen på penge er de flestes forklaring på ikke at gå til tandlægen, men flere er også inde på, at misbruget overskygger alt, og at overskuddet mangler. De interviewede beretter også om opfindelsen af forskellige ”tyggesystemer” og/eller indtagelse af flere stoffer for at undgå smerterne. Tændernes betydning for udseendet og skammen over dårlige tænder fremhæves også. Flere fortæller om at have mistet tænderne under voldsepisoder.

Enkelte af de interviewede betegner deres helbred som ”rimelig godt”, men typisk for dem er, at de har haft et liv med arbejde, partner, hus og børn, og at deres sociale deroute er startet relativt sent i livet fx i forbindelse med en skilsmisse. Derimod kan mange af de helbredsmæssigt mest belastede betegnes som socialt udsatte fra de var børn af. Negative oplevelser som gentagne svigt, manglende opmærksomhed og tryghed, ustabilitet, erfaringer med misbrugende forældre, følelser af at være anderledes, udenfor og trist er gennemgående i fortællingerne om opvækstvilkår.

Citaterne i rapporten viser, hvor bevidste socialt udsatte i virkeligheden er omkring deres sundhedstilstand og også omkring risiciene ved at leve et udsat liv på gaden, men at de alligevel har svært ved fx at slippe misbruget. Paradokset heri viser afhængighedens virkelige ansigt, og at det langt fra er en let sag at komme ud af den, selv om den er en langsom død for de fleste. Flere af de interviewede oplever håbløshed i forhold til at fjerne sig fra en socialt udsat situation. Eventuelle børn og skrøbelige relationer til børnene er et meget følsomt emne, og følelser af skam og dårlig samvittighed er ikke ualmindelige. Meget tyder på, at de interviewede ikke ønsker at se børnene for at beskytte dem mod det hårde liv, de selv fører. Dog tyder interviewene på en tung social arv, da nogle af de omsorgsrelationer, som de interviewede har oplevet under opvæksten, er de samme, som de giver videre til deres egne børn.

Flertallet har det meste af livet levet under forhold, der kan betegnes som fattige – enten økonomisk eller omsorgsmæssigt. Paradoksalt nok fremhæves dette ikke som en betydningsfuld faktor i de interviewedes fortællinger om deres sociale deroute og udsathed. Måske fordi vi alle - og dermed også socialt udsatte - har et stærkt individualiseret syn på ”sociale” problemer og forklaringerne heraf?