Besøg i Skt. Petersborg
06-11-2008

I starten af oktober var 4 frivillige i Den Mobile Café og 2 fastansatte fra projekt UDENFOR på studietur til Skt. Petersborg. Her besøgte vi bl.a. Nochlezhka et projekt, der lige som Den mobile café bringer mad ud til de hjemløse. Vi var med på en tur blandt Skt. Petersborgs hjemløse.

Propiska og hjemløshed i Rusland:

I Rusland er de fleste af ens borgerrettigheder knyttet til registreringen kaldet propiska, som igen er knyttet til ens bopæl. Det betyder ingen bopæl, ingen Propiska ingen rettigheder, dette er et levn fra Sovjettiden, hvor staten havde pligt til at skaffe folk en bolig, til hvilken man blev registreret og ens rettigheder var så knyttet til ens bopæls-område.  På den måde kunne staten kontrollere borgernes bevægelse i landet – det var ikke tilladt uden videre at flytte fra et område til et andet, man var afhængigt af statens godkendelse.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990´erne kapitaliseredes ejendomsmarkedet i Rusland. Mange mister deres bolig, i disse kaotiske år. Folk blev franarret deres bolig af de nye bolighajer, eller man mistede simpelthen retten til sin bolig, hvis ejendommen eksempelvis havde været tilknyttet en fabrik, som nu lukkede ned og ikke havde råd til at overtage boligen. Ryger man i fængsel mister man sin propiska. Uden en propiska er man ikke registreret i det russiske sociale system og man har således hverken ret til offentlige ydelser så som understøttelse, stemmeret eller ret til at lægge sag an. Folkepensionen som dog er helt utilstrækkelig, udbetales dog på baggrund af statsborgerskab, dvs. pas. Men da det er meget nemt at miste sit pas når man bor på gaden, får mange hjemløse ikke engang pension. Det er heller ikke muligt at få et legalt arbejde uden en propiska og dermed heller ikke muligt på lovlig vis at få råd til at leje et værelse. 

Mange beholder deres propiska hos forældrene, selvom de bor og arbejder i et område meget langt derfra. Det betyder, at de kan risikere at måtte rejse langt for at få hjælp ved sygdom, idet ens rettigheder, propiska er tilknyttet området hvor den er udstedt.  Man regner med at 4-5 mill. mennesker i Rusland lever uden en propiska. Nogle klarer sig ved venner og familiens hjælp, eller de tjener penge ved illegalt arbejde og således får råd til illegalt at leje et værelse. Mange mennesker bor illegalt til leje i de store byer i Rusland. Her er det ejeren af boligen, der afgør om lejeren kan få propiska på den pågældende adresse. Men det har konsekvenser for ejeren at lade lejeren få propiska i sin bolig, idet lejeren derved får rettigheder i lejligheden – dvs. denne er med til at afgøre et evt. salg, samt lejeren får arveret til boligen. Så det er der ikke mange boligejere der har lyst til.

I 1994 lavede Notjlezjka en optælling af hjemløse i Skt. Petersborg. Dengang var der 54.000 hjemløse i byen, hvoraf 8000 levede på gaden. I dag mener Notjlezjka, at tallet er steget yderligere.

Notjlezjka:

Notjlezjka er en russisk NGO, som startede i begyndelsen af 1990´erne i Skt. Petersborg. Organisationen er den første af sin slags i Rusland.  Notjlezjka består i dag af et herberg og to suppebusser. De tilbyder overnatninger over en periode i herberget, der uddeles også tøj. De to busser kører ud alle hverdags aftener og uddeler suppe til hjemløse på bestemte holdepladser i byens sydlige og nordlige del. Desuden bruges der mange kræfter på at lave lobby arbejde, så forholdene kan blive bedre for hjemløse. Organisationen har efterhånden fået opbygget et rimelig godt samarbejde med byens ledelse. Således har de fået tilladelse til at lave alternative identitetspapirer til de hjemløse, der bor på herberget, så de eksempelvis kan modtage lægehjælp på et bestemt hospital i byen. Notjlezjka var desuden med til at opstarte den russiske hjemløseavis, som nu er et selvstændigt projekt i samme bygning som herberget. Desværre har avisen svære kår, da sælgernes mulighed for at sælge på attraktive steder begrænses af byens ledelse, der ikke ønsker synlige hjemløse i gadebilledet. Således er der nu kun 10 sælgere tilbage, hvor der før var næsten 100. I det hele taget har russiske NGO’er svære arbejdsvilkår. At oplyse om problemer i samfundet, opfattes som en kritik af systemet. Da 98 % af midlerne til NGO arbejdet i Rusland kommer fra organisationer fra andre lande, er de russiske NGO’er hele tiden i fare for at blive beskyldt for spionvirksomhed, hvilket vil være ensbetydende med endnu sværere arbejdsvilkår for organisationen. Notjlezjka har socialarbejdere ansat, som hjælper de hjemløse med juridisk vejledning. Desuden er der ansat to chauffører til at køre de to busser. Selve suppeuddelingen klares af en stabel på ca. 60 frivillige. Suppen finansieres af det offentlige, som påbyder caféer og restauranter til at koge en vis mængde suppe, som bussen afhenter på sin rute hver aften. Desuden er der tilknyttet læger og sygeplejersker, som ind imellem er med på busserne og tilser de hjemløse. Bussen på den nordlige rute har fire stop og har eksisteret længst, mens syd bussen har en lidt kortere rute med tre stop.

En aften med suppebussen:

Normalt tager chaufførerne bussen med hjem efter endt arbejdsdag, derfor møder de frivillige op på en aftalt opsamlingsplads om aftenen alle hverdage kl. 19. I aften mødes vi ved Notjlezjka lokaler og fordeler os i de to busser. Bag i vognen er første portion af suppe fordelt i tre mad-containere samt en container med te. Desuden er der store sække med brød og kager.  Vi kører til det aftalte sted og henter de frivillige. Normalt er der to kvindelige samt en mandlig frivillig. De to piger deler suppe ud mens den mandlige frivillige sørger for ro og orden uden for bussen. I aften er der kun en enkelt pige med og jeg skal aggere frivillig og hjælpe med suppeuddelingen.

Skt. Petersborg er en stor by og vi kører meget  længe, før vi endelig når det første stop. På en lille plads med nogle containere ved nogle høje, grå og let forfaldne betonbygninger holder vi ind. En større forsamling venter på os og flere kommer til, mens vi er der. Jeg får tildelt en tynd og meget gul jakke, som jeg ifører mig. Så er ingen i tvivl om, at jeg hører til bussen. De andre frivillige bærer samme jakker. Jeg kigger ud over gruppen af mennesker, der har forsamlet sig og venter på mad i det tiltagende mørke. De er godt klædt på og skutter sig – kulden er på vej.  Jeg smiler og søger øjenkontakt med flere af dem uden at det lykkes. Den mandlige frivillige og chaufføren åbner bagsmækken og rækker os en hånd, så den anden pige og jeg kan komme sikkert ind bag i bussen. Bagdøren er todelt og den ene dør lukkes i, da vi er kommet ind. Foran den anden dør bliver en plade slået ned, så der nu er en lille bordplade mellem os og de hjemløse. Inde i bussen er der to små klapsæder, hvor vi placerer os. Vi ifører os handsker og jeg tilbydes et mundbind, som jeg takker nej tak til. De to frivillige denne aften ønsker heller ikke at bære mundbind. Vi stiller plastik tallerkener frem på bordet og finder brød frem. Jeg åbner en container med suppe og rører godt rundt. Den ser ikke ligefrem appetitlig ud, men der er grøntsager og en slags pasta i. Jeg øser suppe op og pigen på det andet klapsæde uddeler brød. Hun har taget en pose med hvidløg med, som hun også deler ud. Det er populært. Den mandlige frivillige sørger for at børn og kvinder kommer forrest i køen. Derefter kommer han op til bagsmækken, hvor han hjælper med at uddele skeer og sørge for, at alt går ordentligt til. Der er mange mennesker og suppen slipper hurtigt op. Omkring 35-40 mennesker har fået en portion suppe. De hjemløse ser ud og lugter, som vi kender det hjemmefra. Men derudover er der ikke mange ligheder med de danske hjemløse og mad uddelingen fra den mobile café og denne aftens suppeuddeling i Skt. Petersborg. Det er ikke tilladt at drikke alkohol ved suppebussen og det er heller ikke tilladt at være meget beruset og råbe op eller på anden måde opføre sig upassende. En sådan opførsel kan føre til at den mandlige frivillige og chaufføren sender vedkommende bort fra bilen. Jeg ser ingen børn denne aften men flere kvinder. De kommer forrest i køen – også hvis de kommer senere, så kommer de ind foran i køen. Flere af kvinderne er nydelige og virker ikke påvirkede af alkohol eller stoffer. De frivillige kender ikke navnene eller historierne på de mennesker, som kommer og spiser. De kan være hjemløse eller blot fattige, som holder næsen oven vande med en skål suppe fra bussen. Den der deler brød ud sidder på klapsædet ved åbningen og kan se de hjemløse. Selv sidder jeg bag den lukkede dør og øser suppe op. Jeg forsøger at få et glimt af den, jeg rækker suppen til, men oftest er det eneste synlige fra mit sæde et par sprukne hænder med sorte negle, der rækker ud efter den fyldte skål. Efter suppen fylder jeg plastikkrus med te, mens den anden pige uddeler kager og så er vi færdige og skal videre til næste stop. Ikke alle i køen har fået te, men nu har vi brugt halvdelen af den medbragte te og der skal være til de andre steder, så containeren lukkes. Der lyder enkelte mumlende beklagelser ude fra, men de holder hurtigt op. Chaufføren og den mandlige frivillige hjælper os ud af bilen og pakker sammen og så kører vi videre.

Skt. Petersborg er en stor by og vi kører længe. På vejen holder vi ind ved en café og får ny forsyning af suppe. Den mandlige frivillige snakker godt engelsk og han spørger til den mobile café. Jeg forklarer, at selve madduddelingen kun er en lille del af at være ude som frivillig hos os. At snak og knus er det væsentligste. Han har studeret i Sverige. Han siger; ’man kan mærke, at alle fra Skandinavien har en tilfredshed og tryghed inden i sig. Det har russerne ikke.’ Ved næste sted er det blevet helt mørkt. Vi holder på noget der minder om en øde parkeringsplads. Samme procedurer som ved sidste stop. Jeg skifter dog sæde og uddeler nu brød, så jeg kan se ud over flokken. Den frivillige pige åbner containeren med den nye portion suppe. ’Åh’ udbryder hun – det er en af de dårlige. Suppen er tynd med en slags gryn og uden grøntsager. Der er ikke meget kraft, smag eller næring i de portioner, vi nu uddeler. Der bliver ikke udvekslet mange ord. ’Tak’ bliver der sagt og så forsvinder ansigtet og de beskidte hænder væk fra bilens lys og bliver opslugt af mørket. Jeg øver mig i at svare ’velbekomme’ på russisk, men ingen reagerer på min accent eller mine smil. Også her får omkring 40 mennesker mad.

Skt. Petersborg er en stor by og vi kører længe. På sidste stop uddeles resten af suppen og teen. Vi holder nu ved en lille øde park. I alt har jeg serveret suppe for 112 mennesker denne aften. Da vi er færdige og jeg stiger ud bussen, kan jeg skimte mennesker, der sidder på hug mellem træerne og spiser suppe. Vi bliver sat af ved en metrostation og jeg er træt, tænksom og i et mærkeligt humør, da jeg kører tilbage til hotellet. Her var der virkelig et behov for den mad, som blev uddelt. Det var et vigtigt måltid for de 112 mennesker, der fik suppe fra mine hænder i aften. Alligevel er jeg hverken tilfreds, glad eller oplivet, som jeg plejer at være efter en aften på gaden i København med den mobile café.

Anna, frivillig i Den Mobile Café