Projekt Udenfor

Anmeldelse af filmen Hjemløs
12-10-2010

Af Mille Schiermacher

Mille Schiermacher er antropolog fra Københavns Universitet og har skrevet speciale med fokus på en gruppe grønlændere i København, der lever en tilværelse i samfundets udkant som hjemløse, misbrugere og socialt isolerede. I øjeblikket forsøger hun at opstarte en mentor-ordning i København for nyankomne grønlændere, som mangler sociale og kulturelle ressourcer til at etablere en tilværelse, der ikke indebærer et liv som udsat i Danmark.

Læs mere om Milles speciale og download det her.

Filmen ’Hjemløs’ af Ditte Haarløv Johnsen handler om 3 grønlandske mænd i København og sætter fokus på et markant og overset problem i det danske samfund

I Danmark bor der omtrent 19.000 grønlændere, hvoraf ca. 20 procent lever et liv som udsatte. Minimum 12 % af de grønlændere, der opholder sig i Danmark, lever et liv som hjemløse, modsat kun 0,1 % af den danske befolkning. Filmen Hjemløs portrætterer tre af disse skæbner og giver et indblik i de mange grønlændere, der lever på kanten af samfundet, som hjemløse.

De tre skæbner viser forskellige sider af tilværelsen som hjemløse grønlændere. Fra Nortos tilfælde, hvor vi følger hans flakken ind og ud af et system der prøver at hjælpe ham, men som ofte fejler, da det ikke er skurret sammen til at håndtere den situation, og den adfærd han udlever, hvor Emil modsat prøver at kæmpe sig ud af den tilværelse Norto dyrker, til Nuka, der bærer på en så stor smerte, at selvdestruktion er det eneste der kan holde det på afstand. Men samtidig fortæller filmen en fælles historie om en smertelig længsel efter og savn til Grønland, og et liv de ikke længere er i stand til at vende tilbage til.

Den eksisterende position som grønlænder giver sig udslag i svære betingelser for at klare sig i det danske samfund. Som grønlænder er man født med dansk statsborgerskab, og bliver derfor betragtet som dansker ved ankomsten til Danmark, hvilket i praksis betyder, at der ikke er noget modtagelsessystem som med andre migrationsgrupper. Det forventes dermed af grønlændere, at de er funktionelle danskere fra ankomsten. Men det er de ofte ikke, og mange oplever store problemer med at navigere i det danske system.

I denne situation vælger mange at søge hjælp hos andre grønlændere, i stedet for opsøge et dansk socialvæsen, de ikke kender, og hvor de ofte møder sprogbarrierer. De grønlændere, de har mulighed for at opsøge, er ofte de ”tilgængelige” grønlændere, der er at finde som hjemløse på gaden eller i en misbrugstilværelse på ”grønlænderværtshuse”. Mødet med disse, samt et stort behov for et grønlandsk samvær, der opstår som konsekvens af at befinde sig isoleret i Danmark, indebærer hurtigt, at mange nyankomne grønlændere bliver opslugt af de tilgængelige grønlandske fællesskaber.

Det medfører dog ofte enten en start på, eller en eskalering af et allerede eksisterende misbrug, som i manges tilfælde først opstår i mødet med disse fællesskaber i et miljø af udsatte grønlændere og dermed i deres møde med Danmark. Samtidig har det grønlandske fællesskab en fastholdende effekt på de grønlændere, der opsøger dem, fordi behovet for fællesskabet viste sig at være så stort, at det trumfer ønsket om at finde fodfæste i en tilværelse uden for misbrugs- og hjemløsemiljøet. Et miljø og et fællesskab som ’Hjemløs’ giver et sjældent indblik i, da det ofte ikke rummer andre end grønlændere, og derfor tilbyder filmen den danske befolkning at åbne op for et ellers lukket parallelsamfund, der befinder sig i Danmark. 

Fakta

Der lever ca. 58.000 mennesker i Grønland

I 2007 boede 18.563 grønlændere i Danmark, hvoraf de 9.410 er født på Grønland.

Ca. 20 procent af de grønlændere der opholder sig i Danmark, primært i aldersgruppen 20-60 år, lever et liv som udsatte. I denne gruppe er langt størstedelen født i Grønland.

Minimum 12 procent af de udsatte grønlændere lever som faktiske eller funktionelle hjemløse.

Mange af de tiltag, der arbejder specifikt med udsatte grønlændere, har været på satspuljepenge de sidste 10 år, mister deres bevilling fra årsskiftet til 2011


Offentlige visninger af filmen ’Hjemløs’:

7. november kl.15: Premiere på filmfestivalen CPH:DOX i Empire Bio under ’Amnesty’ kategorien efterfulgt af debat om dansk socialpolitik, hvor Tine Bryld er ordstyrer.

9. november: Filmen vises på DR2 Dokumania.

10. november kl.19: Filmen vises i Det grønlandske hus med tilstedeværelse af instruktøren og gadeplansmedarbejdere.

Filmen udkommer på DVD i starten af november og distribueres via MICHAU+. Kommer efterfølgende på filmstriben.

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close