Anmeldelse af Submarino
10-05-2010

Anmeldelse af: ’Submarino’ af Jonas T. Bengtsson
Forlag: Kbh.: People’s Press
Skønlitteratur

Af: Henrik Thiesen, hjemløselæge, SundhedsTeam og Sundhedsrum, Københavns Kommune.

Submarino følger to brødre gennem en periode i deres liv – Nick og lillebror som ikke har noget navn, bortset fra at han er ”Martins far”. Historien er delt i to nogenlunde lige store dele, som ikke er navngivet efter hovedpersonerne, men efter de to som hovedpersonerne forsøger at opnå fast grund under fødderne igennem, ”Ivan” og ”Martin”.

Begge hovedpersonerne vokser op på børneinstitutioner men hentes på et tidspunkt i deres liv hjem til moderen, hvis drøm er at skabe en rigtig familie. Til en sådan familie hører mand og endnu et barn, lillebror. Manden forsvinder og moderen til de tre går mentalt til grunde i alkoholmisbruget alt imens de to drenge forsøger at klare dagen og vejen.

De to dele af bogen følger hovedpersonerne hver for sig gennem en periode med flashbacks til perioden med lillebror, og til tidligere episoder i de tos liv. Vi får på den måde en sammenhængende historie som hele tiden refererer til nutiden.

Aksen i historien er lillebroderens tragiske død, hvis omstændigheder stykkes sammen bid for bid gennem hele bogen og som bliver billedet på håbet om en lykkelig familie der mistes med broderens død, og som de to brødre på hver deres måde forsøger at finde.

De følelser der ramte mig i de to afsnit var henholdsvis kulde og varme.

Nicks alkoholiske depression hvor alt håb er ude, og hvor alting er ligegyldigt, repræsenterer det kolde. Han bevæger sig i en lille verden hvor alt er gået i stå, og hvor korte udbrud af ekstrem vrede og vold er højdepunkter. Hver gang går han ind i volden med et underliggende ønske om at nogen vil slå ham ihjel eller spærre ham inde, så han kan komme i det ultimative limbo hvor ingenting sker, og hvor selv den sparsomme interaktion han har med andre mennesker kan ophøre. Den sparsomme og glædesløse kontakt Nick har med andre indskrænker sig til en række mennesker i et træningscenter samt Sofie og Ivan.

Ivan er ekskærestens psykotiske og krigstraumatiserede lillebror, som lever under kummerlige forhold som gadehjemløs. Nick prøver at give Ivan en forbindelse til tilværelsen igen ved at give mad og tøj og kontakt, og man får gennem Ivan et indblik i hvad angst og total isolation gør ved et menneske.

Sofie er enlig med et tvangsfjernet barn, fanget i samme depressive angsttilstand som Nick og søgende med enorm hunger efter relation til et andet menneske – det menneske bliver Nick. Nick og Sofie har glædesløs sex og ellers intet andet sammen.

De to personer flettes sammen af Nick med katastrofale konsekvenser, som på sin egen sygelige måde giver Nick det han ønsker – fred.

Martins far er Nicks lillebror og den varme historie – ikke varm i vanlig forstand men angsten og søgen efter et bedre liv er fuldt af kraftige følelser, hede abstinenser og kortvarig lykke når heroinen rammer den udpinte hjerne. Martins far er blevet alene med Martin, da moderen går i tilbagefald og bliver dræbt ved en ulykke. Martins far forsøger at opretholde et skær af normalitet på en social overførselsindkomst, rapserier og med jagten på det næste fix hængende over hovedet som en evindelig udfordring. Problemet for Martins far er ikke mangel på følelser, men så at der er så mange, at de hele tiden overvælder ham med uro og angst – en nærmest paranoid angst for at nogen skal opdage hans ”vane” og fjerne Martin. Martin er forbindelsen til livet og en chance for at få skabt noget der hænger sammen. Smerten ved at svigte Martin er enorm når det sker, men heroinen får alligevel overtaget igen og igen.

Martins far finder en vej ud af elendigheden da moderen dør, og Nick frasiger sig arven – pengene går til indkøb af en stor portion heroin som danner grundlag for en lukrativ pushervirksomhed, og pludselig er Martins far en ordentlig borger men et socialt liv der, næsten, hænger sammen. Glæden ved at få alting til at hænge sammen og give sønnen et liv som alle andre afbrydes kun af angsten for at blive taget af politiet for hvis det sker, forsvinder alt på et øjeblik.

Set umiddelbart udefra kan de to historier ligne en omgang socialrealisme med sølle skæbner, men Submarino adskiller sig markant ved at give de to personers tanker frit spil – der er meget smerte og ønsker om noget bedre men også samtidig en enorm fastlåsthed, som forhindrer at udvikling sker på almindelige vilkår. Nicks totale opgiven og afventen på døden, og Martins fars flammende ønske om at kunne give Martin en normal barndom mod alle odds, leder som et urværk til ulykke og destruktion - uafvendeligt og lidenskabsløst. Man får en uhyre kraftig billedlig fornemmelse af at overvære to menneskers mangel på evne til at modtage hjælp og samtidige forsøg på selv at løse den gordiske knude.

Som behandler og læge for en lang række Nick´ er og ”Martins fædre” slås man af den klare realisme i Submarino. Der er ingen plads til og heller ikke ønsker om ynk. Der er ingen ofre og helte – tingene sker fordi tingene sker, og sådan er det bare. Døden er den endelige udfrielse, og det eneste der holder lidt sammen på skidtet er ønsket om at det samme ikke må ske for næste generation – og alligevel går stafetten videre.

Man kan naturligvis sidde tilbage med sit behandler-gen og synes det ser håbløst ud, men Submarino viser også vejen for os som behandlere. For uanset hvor meget vi skubber og maser så sker der ingenting før Nick og Martins far får muligheden for selv at skabe en tilværelse.

Submarino er den ultimative case på mislykket pædagogik og fraværende voksne, manglende indleven i alkoholikerens frosne sjæl og de umiddelbare skader, som ”kampen mod narko” fører med sig. Men Submarino giver også bevidstheden om at indlevelse og kærlighed til næste generation af frosne mennesker på et tidligt tidspunkt kan være med til at gøre skaden mindre.