Så er det igen tid til at anbefale litteratur på hjemmesiden.
Du kan hente resuméer af nye titler her.
Du kan finde hele listen af anbefalinger under menupunktet "Viden om hjemløshed" - "Anden litteratur".
Herunder kan du læse om en af de nye titler omhandlende handel med kvinder:
Høvsgaard, Jens (2007): Solgt til sex. Menneskehandlens ofre og bagmænd. København: People’s Press (Faglitteratur).
Solgt til sex er barsk læsning. Indholdet er umenneskeligt. Det er en rystende dokumentation af virkeligheden, og det er ufatteligt, at (sex)slaveriet, som forfatteren også skriver, stadig er reelt eksisterende – også i Danmark, hvor den endda stortrives.
Efter at have læst bogen kan man som læser ikke lade være med at finde forklaringen på stortrivslen i dels vores liberale lovgivning vedr. prostitution og dels regeringens stramme udlændinge/integrationslovgivning. Sidstnævnte ser ud til at være den største forhindring for at hjælpe handlede kvinder og sætte en stopper for bagmændene.
Journalisten Jens Høvsgaard dokumenterer fattige afrikanske og østeuropæiske kvinders virkelighed som sex-slaver i Vesten og i deres oprindelseslande. De handlede kvinder må dagligt og konstant lægge krop til utallige (velrenommerede såvel som anonyme) mænds lyster, og hvis kvinderne ikke tjener nok til deres bagmænd, straffer bagmændene kvinderne med tortur, vold og/eller voldtægt.
I Solgt til sex er der henvisninger til personer, der er involveret i kvindehandel og steder, hvor handlen og slaveriet foregår. For at bevise slavernes vilkår i det 21. århundrede, køber Jens Høvsgaard under dække som bordelejer en ung sex-slave, som han via en forhandling ender med at betale knap 15.000 kroner for. Det er, hvad en slave koster i Rumænien! Eftersom slaven nu er forfatterens ejendom, kan han gøre med hende, som han vil. Slaven, den 16-årige Carmen, er dog heldig, at hun i modsætningen til alle de andre sex-slaver er blevet købt af en dansk journalist i et helt andet ærinde. Jens Høvsgaard får Carmen ind på et af de få krisecentre, der er i Rumænien. Livet er langt fra let for Carmen og bagmændene bliver ved med at kontakte og true hende.
Slaveriet stortrives i Rumænien, og slaveriet er mulig på grund af korrupte politikere og politifolk.
For at få en forståelse af, hvorfor bl.a. Rumænien har gjort slaveriet til en turistattraktion, hvor hotel- og flykataloger annoncerer med al den sex, man kan købe, ledes man som læser over på fattigdommen. Fattigdommen i landet ser i høj grad ud til at være en meget nærliggende og underliggende forklaring på, at forældre ikke kan passe og brødføde deres børn, at børn og kvinder ledes til at tro, at der fx er et rengøringsarbejde, der venter på dem i Vesten, som sex-bagmændene lokker dem med.
Slaveriet i lande som Rumænien er en tragisk og for os uforståelig virkelighed, og slaveriet er svær at ophæve uden vestlige landes hjælp. Så længe lande som Danmark ikke tager et ansvar for ofrene, vil slaveriet formentlig aldrig få en ende. Historien om Rose, en nigeriansk sex-slave, som Jens Høvsgaard også har fulgt, vidner om denne sandhed. En dag flygter Rose fra sine bagmænd og fra Vesterbro i København, hvor hun er tvangsindlagt til at trække. En dansk mand hjælper hende og sammen med forfatteren kæmper de to en hård kamp mod myndighederne for at Rose skal få en dansk opholdstilladelse, så hun ikke bliver sendt tilbage i kløerne på bagmændene og på ny tvinges ind i slaveriet. Efter meget besvær og heftig pressedækning får Rose tilkendt en dansk opholdstilladelse. Desværre tyder meget på, at det er den heftige pressedækning og forfatterens indblanding, der er udslagsgivende for at tilkende hende opholdstilladelse. Det er langt fra alle handlede kvinder, integrationslovgivningen slipper gennem nåleøjet.
Denne bog skal læses som bevis på slaveriets fortsatte eksistens – en sandhed, som skriger til himlen efter politisk handling.
Serap Erkan