Formel politik og praktisk politik - på boformer for hjemløse
12-04-2010

Af Katrine Schepelern Johansen, Antropolog, ph.d., Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Anmeldelse af:
Charlotte Siiger: Politik og praksis i hverdagen. En antropologisk undersøgelse af intentioner og pragmatisk i det sociale arbejde på boformer for hjemløse. Institut for Antropologi: Ph.d. rækken nr. 56. 2010. Afhandlingen kan købes gennem Akademisk boghandel.
Faglitteratur

Charlotte Siigers bog er en undersøgelse af, hvordan den formelle politik på hjemløseområdet bliver udmøntet i praksis på konkrete boformer. Fokus i undersøgelsen er på medarbejderne ud fra en forståelse af, at disse frontlinje-medarbejdere er dem, der omsætter den formelle politik til virkelighed, og at de i denne proces også ændrer den formelle politik. Siiger har lavet dataindsamling på tre boformer, hvor hun i 10 måneder i 2006 fulgte socialarbejdernes arbejde, deres møder, samtaler med hinanden og beboerne – kort sagt deres hverdag. Siiger er antropolog og beskriver, at antropologen er interesseret i at afdække kulturelle mønstre og betydninger, som kan være skjult for de mennesker, som antropologen undersøger.

Bogen er en ph.d. afhandling, som Siiger forsvarede i februar i år. Den er – naturligvis – præget af dette, og genrens krav om litteraturgennemgange, metodediskussioner og historisk placering af felt og studieobjekt. Som nævnt er Siigers overordnede interesse politik, og hvordan denne formes af de mennesker, som skal udføre politikkens formål og krav i praksis. Hun har valgt at studere dette på hjemløseområdet, fordi der her arbejdes med mennesker i vanskelige og komplekse situationer. Man kunne måske godt have ønsket sig en mere klar beskrivelse af, hvorfor afhandlingen beskæftiger sig med hjemløseområdet, snarere end andre dele af den moderne velfærdsstat, der også beskæftiger sig med mennesker og komplekse problemstillinger.

Bogen indeholder også en række interessante analyser fra boformernes hverdag, som gør læseren klogere på, hvad der sker her. Bogens tre centrale analytiske kapitler handler om dilemmaer, møder og socialarbejdernes etiske arbejde med sig selv og hinanden.

Dilemmaer og deres håndtering
Siiger har et skarpt blik for de dilemmaer, som socialarbejderne står med i deres hverdag, og hvordan de løses. På den ene side er der regler om, at alle skal behandles ens – på den anden side er der altid individuelle hensyn at tage. I forhold til den overordnede politik på området – at boformerne skal kunne tage imod alle dem, der henvender sig – hvis de er uden bolig og har andre sociale problemer – viser Siigers arbejde, hvordan denne målgruppebeskrivelse i praksis bøjes alt efter personalets opfattelse af den potentielle beboer, de står overfor. Det samme gælder beboere, der overtræder bostedernes regler. Igen viser Siiger, hvordan regler bøjes og fortolkes – men inden for visse rammer: Der er altså regler for, hvordan og hvornår regler bøjes. Siiger viser, hvordan forskellige forhold kan virke som undskyldninger, forklaringer eller kan bruges til at udskyde den endelig beslutning. Det kan f.eks. være psykologiske forklaringer – at en beboer har en psykiatrisk diagnose, eller det kan være fordi, at socialarbejderne har investeret meget tid og arbejde i en beboer, og man har en forventning om, at netop denne beboer er godt på vej mod målet, og der derfor ikke skal sanktioneres overfor netop ham eller hende. Endelig har socialarbejderne en række teknikker til at udskyde ubehagelige beslutninger – f.eks. at afvente en afklaring, udredning eller diagnose, at tage en snak med beboeren om det hændte, eller at tage sagen op på et møde.

Hvorfor holde man så mange møder?
Netop møder er et andet af Siigers fokusområder. Hun konstaterer, at der holdes mange møder, og denne iagttagelse deler hun med sine informanter. Socialarbejderne synes selv, at der holdes for mange møder. På bostederne har man prøvet at arbejde med møderne ud fra management teorier – f.eks. ved at have en meget specifik dagsorden eller styre hvilke emner, der behandles på hvilke typer af møder. Siiger anlægger et andet – socialt – perspektiv på mødernes funktion og dette perspektiv gør det muligt for hende at pege på, hvilke andre funktioner, som møderne har. Mødernes primære formål, ifølge Siiger, er at skabe sammenhæng i institutionerne. Det er her man mødes og fortæller hinanden om, hvad man laver og hvorfor. Det er til gengæld sjældent her, man træffer beslutninger. Disse træffes mellem møderne, og mødernes funktion i forhold til beslutninger er dels at gøre klar til at træffe dem, og efterfølgende at legitimere de trufne beslutninger.

Kollegaerne
Siigers sidste analyse handler om socialarbejdernes etiske kontrol og arbejde med sig selv og hinanden. Siiger peger på, at det meste af den kritiske litteratur om socialarbejdere har handlet om den magt, som de udøver over klienter. Siigers arbejde viser dog, at relationen til kollegaerne også er vigtig, og at der også ligger elementer af magt og kontrol her. Man bestræber sig på at være kompetente medarbejdere i forhold til beboerne og gode kollegaer i forhold til disse. Her bringes en lang række teknikker i spil, der sigter på at forme medarbejdere, så de har en personlig involvering i beboerne koblet med fordomsfrihed, imødekommenhed, ligeværdighed og tilgængelighed. Siiger peger også på, at det sociale arbejde på dette område har skiftet fokus. Fremfor at handle om, at det er beboerne, der skal ændre sig, sigter en del af arbejdet på, at det er socialarbejderne, der skal ændre sig, så de i højere grad lever op til disse krav.

Manglende løsninger og store anbefalinger
Siigers formål med bogen er ikke at generere løsninger på de dilemmaer og problemområder, som hun finder. Som sagt er der tale om en akademisk afhandling. Som læser kan man dog ikke lade være med bare at være lidt nysgerrig på, hvad hun vil foreslå – hvis hun skulle. Men bogen giver spændende indsigter i hverdagens praksis. Og giver – indrømmet komplekse – svar på, hvorfor man holder så mange møder, og hvorfor det tit er svært at træffe beslutninger.

Som forsker, der selv arbejder med det sociale område – min felt er misbrugsbehandling – er Siigers bog meget inspirerende. Hendes analyser om, hvordan formel politik omsættes i praksis får jeg lyst til at gentage på mit eget materiale, og blikket på f.eks. møder og deres mere komplekse funktion har en stor genkendelsens kraft – som jeg også tror den må have for praktikere. Så anmeldelsen afslutter med en stor anbefaling herfra.