Projekt Udenfor

Tak for alle donationer i 2009
12-01-2010

Af: Ninna Hoegh

Et nyt kalender år og dermed også budgetår er gået i gang. I den anledning vil vi fra projekt UDENFOR godt sige tak for de penge og anerkendende tilkendegivelser vi har modtaget i 2009.

I løbet af 2009 har vi modtaget omkring 100 donationer fra private. Store som små. Og vi er utroligt taknemmelige for alle beløb – uanset om det er 50 kr., 1.000 kr. eller større endnu.

Pengene bruger vi bl.a. til at finansiere den varme mad, som vi bringer ud til de københavnske hjemløse seks dage om ugen. Men et par nye, lune sokker eller en hue er der også altid efterspørgsel på, og nogle gange har vi endda mulighed for at betale indskud og første måneds husleje for en hjemløs, der lige er kommet i bolig.

Lige så vigtige er de donationer og legater, som vi modtager fra fonde. Her er de lidt større beløb helt afgørende for, at vi kan blive ved med at sætte nyskabende projekter i gang. Nyeste projekt er Projekt Poverty Walks, hvor vi uddanner hjemløse til byguider, som på rundvisninger i København kan vise københavnere og turister byen fra de hjemløses synsvinkel. Håbet er, at begge parter ”vinder” på den konto.

Derfor tak for alle bidrag fra både private og fonde. De er nødvendige for det daglige arbejde, vi udøver blandt de københavnske hjemløse og for at vi hele tiden kan udvikle vores projekter.

Og det vil de stadig være, selv om vore økonomiske grundlag har ændret sig med årsskiftet. Efter at have drevet projekt UDENFOR med satspuljepenge gennem de sidste 8 år, er vi kommet på Finansloven pr. 1. januar 2010. Vi har fået tilsagn om, at vi vil modtage en årlig driftsstøtte på 5,3 millioner kroner.

Det giver naturligvis en betydelig lettelse, ikke konstant at skulle bekymre sig om finansieringen ”næste år”.  Den energi, der er brugt til at søge penge til ren og skær overlevelse, kan vi nu bruge på nye initiativer.

Men det betyder dog ikke, at vi fremover kan klare os uden den støtte, vi får i form af forskellige donationer. Donationerne er vigtige, fordi det er dem, der gør, at vi løbende kan købe nye soveposer, give en hjemløs et klippekort til bussen eller ganske enkelt byde på en kop kaffe og en snak, der er med til at skabe det tillidsforhold, der er forudsætningen for, at vi kan hjælpe vores brugere. Samtidig giver disse donationer fra både privatpersoner og fonde os mulighed for at bevare vores uafhængighed. Med uafhængige midler er vi mindre sårbare og vi sikrer, at vi kan blive ved med at udvikle og iværksætte nye projekter. Derfor vil vi blive ved med at arbejde på at have en bred finansiering. Sammensat af midler fra private, fonde og den årlige drifts driftstøtte fra staten.

Så tak for alle donationer i 2009. De har gjort meget gavn. Vi håber, at vi får lov til at gøre endnu mere gavn i det kommende år, for de donationer, vi modtager.  

projekt UDENFOR • Ravnsborggade 2 - 4, 3. sal 2200 København N
Tel. +45 33 42 76 00 • Fax. +45 33 16 35 40 • CVR: 21 40 05 72 • info@udenfor.dk
Close